Isaan

Thailand er Østens svar på Grækenland. Intet asiatisk land modtager så mange vestlige turister som Thailand, og en stor del af disse er danske. Trods den store tilstrømning er det stadig muligt at finde stort set uberørte steder, hvor der venter en ægthed og venlighed af en anden verden. Tag med til Isaan - Thailands fattigste og mindst besøgte provins.

Den lille, og endnu lukkede hånd, glider frem mellem et af hullerne i trappens gelænder. De sorte øjne og det drengede ansigt er endnu gemt bag det faldefærdige gelænder. Men kigger man godt efter anes et forventningsfuldt smil i halvmørket. Et sekund senere dumper to stykker slik ned i min hånd. Større gave kan ingen voksen gøre sig håb om, uanset om giveren bor i en fjerntliggende landsby i Thailand eller på en stille villavej i Danmark.

Gaver og god mad har til alle tider været menneskers måde at byde fremmede velkomne på. Og intet sted i Thailand føler man sig mere velkommen end i landets fattigste og mindst besøgte provins, Isaan i det nordøstlige Thailand, med grænse mod Laos og Cambodja på den ene side og den mægtige turistmagnet, Chang Mai provinsen, på den anden.

Hvad denne del af Thailand mangler i smukke strande, elefanttrek og forgyldte templer har den til gengæld i overmål i noget så sjældent som nysgerrighed, venlighed og ægte gæstfrihed.

Turistattraktionen her er menneskemøder. Og vel at mærke ikke menneskemøder funderet på et køber-sælger forhold, som det er mange andre steder i Thailand og resten af Asien.

Det er uforstilt og ægte interesse i at vise og give. Samme personlighedstræk, som har gjort thaiernes land til et af danskernes største feriemål de senere år.

Men i modsætning til flere andre steder i Thailand, er Isaan endnu ikke ødelagt af vestlige turister, der smider om sig med penge på de forkerte ting og samtidig pure nægter at betale prisen til den ananassælgende kvinde på stranden, der knokler for blot at tjene en dagsløn.

Derfor er det heller ikke bevidstløs badeferie at lave en afstikker fra den kendte turistvej. Alt det praktiske er der taget hånd om, men som i ethvert godt menneskemøde kræver det indlevelse og engagement fra begge parter for at blive rigtig godt.

Sådan er det også, hvis du besøger de lokale landsbyer i Isaan. Jo mere du giver, jo mere får du igen. Vælger du at række hånden frem og modtage gaven, eller stiller du dig op med kameraet på sikker afstand og nøjes med at fotografere »de indfødte?

Vælger du det sidste, får du gode billeder, men ingen historier at fortælle til billederne. Til gengæld har du historier for livet printet ind på såvel nethinde som fotohinde, hvis du ikke bare skal underholdes, men også selv bidrager til underholdningen.

»Der venter jer en stor oplevelse, hvis I selv vil,« lød den lidt kryptiske besked fra vores guide i Bangkok, inden vi satte os ind i vores lejede Toyota Hi-Ace med egen chauffør og guide og begav os mod »det ukendte Thailand«, som det så poetisk blev formuleret.

Nu er det imidlertid så som så med det ukendte og uberørte i Asiens turistland nummer et. Der er næppe det gadekøkken i Thailand, der ikke har haft en storsmaskende backpacker siddende ude foran og ædt sig en pukkel til i velsmagende thai-mad. Isaan er ingen undtagelse. Det føles bare sådan, når man går ned ad gaderne i de små landsbyer og bliver mødt af fnisende børn, der genert vinker til en, som var man Kejseren af Kina. Og hånden på hjertet: Hvem nyder ikke bare en gang imellem at føle sig vigtig og særlig velkommen?

Ikke fordi man har betalt sig til opmærksomheden, men simpelthen fordi man er fremmed og dermed pr. definition interessant med sin hvide hud, mærkelige ord og hår på benene.

Allerede få timers kørsel fra Bangkok er det som om, man krydser en usynlig grænse til et andet land. Her er det det gamle Thailand, der møder én, hvor alting går på bedste beskub med overlæssede cykler, vinkende børn, hårdtarbejdende kvinder i rismarkerne og store nysgerrige øjne, når der fra tid til anden kommer en Hi-Ace blæsende igennem deres land med rødmossede turister på bagsædet.

Bangkok forsvinder i bakspejlet, og foran os breder de åbne vidder sig ud. Den friske luft og det smukke grønne skær over rismarkerne får pulsen til at falde.

En risbonde bakser med to okser, et hold kvinder strækker ryggen og retter på solhatten, inden de atter bøjer sig over de grønne spirer, der er deres livsnerve i hverdagen. Isaan er og bliver landbrugsland. Og det er således hårdtarbejdende farmere, der efter en lang dags kørsel tager imod os i landsbyen Khampom.

Selv om vi ankommer sent om aftenen venter der et overdådigt aftenmåltid på os. Og mens vi smager os igennem lokale Isaan-retter, hvor bl.a. den stærke papaya-salat er en lokal specialitet, ridser Henk, vores hollandske vært, programmet for de kommende dage op:

Vi skal på rundtur i landsbyen, besøge skolen, templet, lægeklinikken og med i rismarkerne og hjælpe til, hvis vi har lyst. Og endnu en gang bliver vi mindet om, at jo mere vi selv deltager, jo mere får vi ud af besøget.

Efter en nat hos en lokal thai-familie er det tid til den store landsby-rundtur. Rygtet om, at der er »farangs« (thaiernes kælenavn for hvide fremmede, red.) i landsbyen, er for længst løbet i forvejen, og særligt børnene har svært ved at styre deres nysgerrighed.

»Hello, how are you...« råber en lille dreng, inden han grinende begraver hovedet i mors skørter. Kort efter vil han lege: »Papir-sten-eller-saks« og rækker udfordrende næven frem. Det er disse oplevelser, der er turens egentlige formål.

Kampom har bestemt ikke de store turistattraktioner at byde på, og så alligevel - måske har de større oplevelser end mange andre steder. Det kræver blot øjne, der ser.

Kort efter sidder vi på første parket i templet og spiser med landsbyens ældste beboere, der har bragt søndagsmiddagen til templet, inden den ældste munk kalder til bøn og samling.

Min skaldede rejsemakker bliver udspurgt, om han er dansk munk. Et smil og en stille rysten på hovedet, får kun de gamle damer til at grine endnu højere og række hver deres lækre, og mindre lækre, lokale retter frem til offentlig bespisning af landsbyens gæster.

»Hele sidste år var der kun 25 grupper med turister her. Det er meget få og sådan skal det helst blive ved med at være. På den ene side vil jeg gerne vise vesterlændinge, at Thailand er meget andet end Phuket og Bangkoks menneskemylder. Det er også hårdtarbejdende farmere, ægte smil og en oprigtig nysgerrighed. På den anden side kan disse små landsbyer ikke tåle det store turistrykind uden at blive ødelagt, så jeg tager kun et begrænset antal turister hertil, og altid i små grupper, så følelsen af at komme tæt på- både for dem og jer - er mest autentisk,« forklarer Henk, der for seks år siden giftede sig med en lokal Isaan-kvinde, flyttede til Thailand og opgav et travlt job som salgskonsulent for Philips i Holland.

Modstanden er nærmest for overvældende. Men vi kan ikke sidde udfordringen overhørig: Thailand mod Danmark i fodbold. Og det på en bane, der mest af alt minder om en stor mudderpøl. 18 drenge og piger i alderen otte til 18 år stiller op mod os tre.

Vi låner en målmand, men efter 45 minutters indædt dyst må vi udmattet overgive os. Pris: Is til alle på det vindende hold. Men i Thailand er den slags udskejelser bogstavelig talt blot et greb i lommen.

Efter at have tømt den lokale ismands bod lyder regningen på sølle 35 kroner, men så har vi også givet store isvafler til alle og fået nye venner, der følger os helt hjem og står klar, så snart vi forlader vores værtsfamilie igen.

Og sådan venter den ene oplevelse efter den anden på os. Den sidste aften, vi er i landsbyen, kommer unge piger og danser traditionel dans for os. De virker oprigtig stolte og glade for at vise deres århundrede gamle traditioner frem.

Vi sender en hurtig tanke af sted mod de danske unge og forestiller os dem danse folkedans for tre thailandske turister - og det endda midt i den bedste sendetid. Nej vel! Tanken er for absurd.

Ceremonien afsluttes med fællesdans og gode lykønskninger på vores fortsatte færd. Vi får hvide Isaan-bånd om håndleddet som tegn på venskab og fortsat held og lykke.

En gimmick? En sikker turist-happening, så ikke et øje er tørt? Ikke det fjerneste. Efter tre dage som landsbyens gæster er der ingen tvivl i vores hjerter: De mener hvert et ord og hvert et dansetrin - hvor utroligt det end lyder, at unge mennesker gider den slags i disse moderne mobil- og internettider.


Skrevet af ad d. 17/05/2009 08:30:50 · 2 Kommentarer · 48804 Fremvisninger · Udskriv

Kommentarer

#1 | Rayong Info d. 12/08/2009 08:30:41
Hej Admin.

Du skiver : " Tag med til Isaan - Thailands fattigste og mindst besøgte provins. "


Issan ( North East Thailand ) er en af 5 Regioner i Thailand,
området dækker 1/3 af Thailand og 1/3 af befolkningen i Thailand bor i Issan.

Der er 19 Provinser i Issan :
Amnat Charoen · Buri Ram · Chaiyaphum · Kalasin · Khon Kaen · Loei · Maha Sarakham · Mukdahan · Nakhon Phanom · Nakhon Ratchasima · Nong Bua Lamphu · Nong Khai · Roi Et · Sakon Nakhon · Si Sa Ket · Surin · Ubon Ratchathani · Udon Thani · Yasothon

Det er rigtigt man kan finde et andet Thailand i Issan ude i de små landsbyer,
men i de store byer som f.eks. Khon Kaen og Ubon Ratchathani er livet mere som i Bangkok.

Provinserne ved Mekon er helt sikkert et besøg værd.
Mit favoritsted er Khong Chiam i Ubon Ratchathani, hvor Mun River og Mekon løber sammen.

Ubon Ratchathani er den øsligste Provins, solen står op 20 min tidligere end i Bangkok.
http://en.wikiped...i_Province


MVH

Rayong Info
#2 | falang d. 24/03/2013 09:23:41
Isaan er et dejligt område vi har selv hus i Sakon Nakhon

Kommentér

Du skal logge ind for at kommentere.

Vurderinger

Du skal være registreret bruger for at kunne vurdere.

Log ind eller meld dig til.

Ingen vurderinger endnu.

Velkommen til ThaiDK

Siden for dem med interesse i Thailand
For at kunne skrive og deltage i debatten og chatten er du nødt til at være registreret bruger på siden
At blive registreret bruger er gratis Du kan melde dig til ved at klikke HER

Til minde om dem vi har mistet

 Tænd et lys 42 lyser nu
 Seneste fra: up2you

Besøgende

Gæster online: 3
Ingen brugere online

Antal brugere: 654
0
Nyeste bruger:  SaiDam
 99069706 besøg
18860 besøg pr. dag
Siden dannet på: 0.03 sekunder

Madopskrifter

Nyeste opskrifter
Hindbærtærte 8154
GAMMELDAGS ÆBLEKAGE 8948
FROMAGE 8755
surdej 11884
Kylling i Coca-Cola 9116
Populære opskrifter
STEGTE RIS MED ANANAS 24658
Penang curry 23831
Pandekager med fyld. 23723
Hjemmebagt rugbrød 23021
"HVIDLØGSREJER" 19791
Opskriftssøgning
Tilføj/Find en opskrift
Info om opskrifter
Tilføjede opskrifter: 62
Opskrifts-kategorier: 11
Læst antal gange: 352555

Gode Links

Bank foreign currency exchange rates
Immigration Bureau (visa)
Thai to english
Bangkok Post
Danmark Royal Thai Embassy
sas
Wat Pa Dragør
Pantip
Her tryller vi lange links korte.
Thai Air dk
Tradukka Translate
Lær thailandsk tale og skrift.
sven-hansen
God Thai food
C&C Travel

Log ind

Brugernavn

Kodeord



Er du endnu ikke tilmeldt bruger?
Klik her for at oprette dig.

Har du glemt dit kodeord?
Bed om et nyt ved at klikke her.

Replikboks

Du er nødt til at logge på for at skrive en replik.

nej
15-04-2024 11:40
Næsten opslugt Pludselig forsvandt jorden under en far og en søn på køretur i Bangkok. Flere lokale sprang straks til undsætning. Se det vilde øjeblik her https://ekstrabla.
..197396.ece
XP
12-04-2024 17:41
skippers7 dangerous days' of travelling begin Skipper https://www.bangk.
..ling-begin
nej
10-04-2024 18:56
Jagtet af politiet Politiet har sat en eftersøgning i gang, efter et par nød hinandens kroppe midt på åbent hav https://ekstrabla.
..190199.ece
nej
02-04-2024 11:55
To hunde kom deres ven til undsætning, da en kobraslange sneg sig op på en hund i Thailand SE HER https://ekstrabla.
..175182.ece
nej
01-04-2024 15:17
Kalenderen siger 1. april, men den er god nok: I det nordøstlige Ungarn fastholder og overøser mænd hvert år ved påsketid lokale kvinder med vand se her https://ekstrabla.
..182024.ece
31-03-2024 11:30
Bilisterne fik fart på, da de var på vej over Francis Scott Key Bridge i Baltimore, da et fragtskib var ved at påsejle broen. https://ekstrabla.
..176740.ece
26-03-2024 14:02
24-03-2024 13:10
mortorkeep left anti is back on the road again mortor
FCK
20-03-2024 15:14
griner
nej
19-03-2024 12:08
19-03-2024 09:13
Drama i ferieparadis: Turister overmander betjent https://www.thai-.
..post_58099
nej
18-03-2024 12:59
Vild redningsaktion i Alperne Den italienske redningstjeneste måtte i aktion lørdag den 16. marts, da tre bjergbestigere var strandet i de italienske alper »se med her
16-03-2024 18:13
FCK
11-03-2024 12:56
Vild påstand: Nato-soldater er på plads i Ukraine Den polske udenrigsminister, Radoslaw Sikorski, står bag den overraskende udmelding https://ekstrabla.
..e/10159037
11-03-2024 08:13
UPS...............
...... https://youtube.c.
..ZUQfN_LQsA

Alt indhold på denne side er Copyright @ copy 2009 Thai DK Debat Forum Alle rettigheder forbeholdes Siden er optimeret til 1024 * 768
Powered by PHP-Fusion copyright © 2002 - 2024 by Nick Jones.
Released as free software without warranties under GNU Affero GPL v3.
Siden dannet på: 0.17 sekunder | 99,069,706 Unikke besøg | jQ Blog