Antal indlæg: 1147 Tilmeldt: 24.10.09 Status: Offline
16.09.2011 Wat Tham Sua, Kanchanaburi
Godmorgen Dagbog.
En frygtelig sandhed blev afsløret !!
For endelig var der et ophold i vejret der fik mig til at pakke udstyret og Kat sammen til en tur ud i det blå, min nye ven Danskeren, havde fortalt mig om Wat Tham Sua som skulle være et besøg værd med en pragtfuld udsigt ud over Kanchanaburi. Så vi trillede ud i det gråblå med instruktionen om hvilken vej jeg skulle køre i baghovedet, du skal bare køre samme vej som ud til kvinden i saltlage og holde til venstre i svinget, som sagt så gjort kørte jeg målrettet mod de nye oplevelser
Men lad mig sige med det samme, stifinder eller vejviser bliver han sgu aldrig
For jeg kørte den anviste vej, og kørte og kørte. Et sted hvor jeg mente at nu havde vi kørt langt nok fik jeg Kat til at spørge en dame om vej, damen havde en ussel shop med grøntsager og frugter i et syndigt rod og der var meget beskidt. Kat fik møvet sig over de høje stakke af plastikposer med grillkul damen også solgte, gloede arrigt på mig over at hun nu var blevet beskidt og viste damen brochuren jeg havde stukket i baglommen for en sikkerheds skyld. Årh sagde hun da hun genkendte templet på billedet, og begyndte så at fortælle Kat en hel masse om hvordan vi fandt templet.
Fortsæt 7 kilometer i den retning sagde hun og pegede med en beskidt finger i en udefineret retning, dog modsat af hvor vi var kommet fra men mod nogle fjerne bjerge der var indhyllet i regnvejr kunne vi se. Så vi startede den trofaste knallert op der dog snart trænger til en ny kobling tror jeg, og kørte videre i det mere og mere kølige vejr. Smukke syn på begge sider af vejen hvor sukkerrør stod stolte sammen med majs så langt øjet rakte var en smuk oplevelse som fortsatte kilometer efter kilometer og til tider blev afløst af små glimt af floden på vores højre side, men desværre begyndte det at dryppe så jeg var nødt til at lægge kameraet ned under sædet uden at tage billeder og frygtede at vi var på vej ind i et større regnvejr
Skyerne blev mere og mere mørke der fik mig til at stoppe efter et ukendt antal kilometer for at spørge endnu en gammel dame der her sad og ventede i et busskur, hun kiggede kort på billedet og sagde så, i kører den vej og pegede tilbage i den retning vi var kommet fra. Der er ikke så langt fra Kanchanaburi og 17 kilometer herfra sagde hun mens hun rystede på hovedet over den tumpe her der ikke kunne læse skilte fik jeg at vide da vi kørte tilbage igen, Kat som ikke tager sådan nogle ting særlig fint i forhold til mig der nyder at køre uanset hvor langt, sad og hidsede sig op over den forgæves tur og holdt sig ikke tilbage for at kommentere det. Men det tog jeg nu roligt og havde travlt med at kigge mig omkring og nød at være på tur, især da vi helt uden for programmet tog en sidevej til venstre. For der stod et skilt hvor der stod Chuk Ka Done Pier som jeg havde læst mig til hvor en lille færge sejlede over floden til Kanchanaburi City, her sad jeg en gang jeg var her alene og nød stemningen som jeg også viste billeder af den gang.
Hold kaje hun blev stille den lille, har du tænkt dig at sejle med ‘det der’ sagde hun og pegede på den rustne spand, der da vi kom ned til det primitive færgeleje, endelig tøffede over mod os i afstadigt tempo og konstant så ud som om den ville blive taget af strømmen, jep sagde jeg og lod som ingenting nu jeg kender hendes frygt for flydende ting som den her. Knallerten blev startet op og jeg trillede langsomt ombord hvor kun én anden knallert stod på dækket da rustbunken lagde til, og glemte selvfølgelig alting omkring mig da vi begyndte den farefulde tur over floden og kiggede mig omkring. Jeg var så langt væk i min egen verden at jeg ikke mærkede at Kat stod og rev mig i armen, jeg vil ikke mere sagde hun, jeg er dårlig og har det skidt
Så så rolig nu beroligede jeg hende og holdt om hende uden at stoppe min nysgerrighed der vist aldrig bliver dækket helt ind og fik mit hoved til at rotere som blinklyet på en ambulance i ren nysgerrighed da vi skramlende og vuggende lagde til den flydende ponton på den modsatte side og betalte 10 Bht inden jeg kørte ind på fastlandet . For det er sgu da hyggeligt at være her i Thailand og kunne have sådanne oplevelser som denne hvor man sejler over en flod for at komme hjem. Alle de fremmede indtryk der er hele horisonten rundt hvor mange af dem er totalt uforståelige for mig samtidig med de jungle lignede palmer og lunde i alle grønne nuancer, fylder mig med en enorm glæde over at få lov til at opleve
Men den glæde deler jeg som bekendt ikke helt med Kat der vil have at vide hvor vi skal hen, og hvor langt der er inden vi tager afsted. Men sådan spiller klaveret ikke for mig der kan finde på at dreje til venstre i stedet for højre og ikke aner hvornår vi kommer hjem igen, så jeg fortæller aldrig om mine planer og giver hende muligheden for at blive hjemme. Men indtil nu er hun kravlet op bag på knallerten og har fundet sig i hvad jeg har udsat hende for selv om det ikke passer hende hver gang, men det er lidt spil for galleriet ved jeg, for hun nyder som mig at kigge på billederne som jeg næsten altid ser lige så snart vi er kommet hjem for at se om jeg skulle have været så heldig at have et pletskud og pludrer løs om at det fantastiske vi har oplevet
Så turen var hurtigt afsluttet uden at vi havde fået set templet som jeg håber jeg kan få at se i morgen hvis vejrguderne ellers er på min side, og vi trillede hjemad med Kat siddende bagpå, småbøvsende over det store urolige hav hun lige havde besejret og var ikke ikke i humør til fis og ballade jeg ellers aktiverede for at få hende til at glemme alle de farer hun havde overvundet i dag. Nej hun gik mere op i at fortælle mig at jeg ikke skulle lytte til min nye ven og hans anvisninger om gode oplevelser, why he not understand sagde hun som morede mig gevaldigt
Hans anvisninger der gik på at jeg skulle køre mod kvinden i saltlage og holde til venstre i svinget, skulle forståes sådan at jeg 4 kilometer FØR den fantastiske oplevelse, skulle køre til venstre, og ikke som jeg forstod det efter miraklet. Så på grund af den her forgæves tur har jeg aflyst en ellers planlagt tur til Amazonas med ham som turguide
Og til trods for det ustadige vejr er vi begyndt på at motionere om morgenen, vi går ind til markedet, en tur på 4 kilometer for en omgang hvor vi køber khanom til 10 Bht og noget hvidt noget Kat drikker når vi kommer hjem igen. En herlig start på dagen hvor trafikken er meget afdæmpet på grund af tidspunktet, kun munkene i deres farverige dragter går rundt og får mad af folk. Og synet af munkene der går rundt og til tider bliver stoppet af forbipasserende bilister der giver dem mere mad og vand, giver en god start på dagen og noget at tænke over. For synet af de ældre munke der står og læner sig træt op af væggen med en smøg i munden mens de i mobiltelefonen ringer til basen og tigger om backup fordi folk har været mere end venlige og har gjort lasten tung, får mig til at tænke over den industi der egentlig er. I Bangkok så jeg det samme, munke i alle alle aldre går rundt og bliver passet op af en gammel pickup der langsomt triller på lang afstand bag dem og kommer når de ikke kan bære mere. Flokke af munke siddende på en pickup for at blive kørt hen til de bedste steder at få mad er et almindeligt syn derinde, i hver til fald der hvor jeg boede, bestemt heller ikke noget jeg er vant til at se, tænk hvis de samlede på tomme flasker !!
Nå dagene går hurtigt, og især når man er så dum som mig der prøver at gøre akvariet flot. Jeg var kørt ud for at købe en baggrund til akvariet som kostede mig 100 Bht, og så at manden havde fået nye planter, dem købte jeg selvfølgelig et par stykker af nu de kun kostede 30 Bht og hyggede mig over tanken om at kunne se fiskene smutte rundt og hygge sig
Men det skulle jeg aldrig have gjort, for de skide fisk gik fuldstændig amok og splittede dem ad i løbet af et par timer der fik vandet til at ligne spildevandet fra Lynetten. Pumpe og filter kørte på højtryk for at få vandet nogenlunde klart igen uden det store held, så jeg brugte en masse timer med et fintmasket net på at få de små bladstumper op af vandet, men det var en ujævn kamp, for samtlige fisk skulle lige suge stumperne ind i flaben for derefter at spytte dem ud igen, nu bare i 7 små stykker
Men et eller andet skal jeg jo bruge min sparsomme fritid på og på den måde få en undskyldning for at købe en ekstra kold så jeg er oppe på 3 på de gode dage, mens sveden pisker ud af hovedet i mine anstrengelser på at rette op på min fejl, så det går nok
Og afsted vi kom den onden lyneme næste dag, allerede om morgenen da jeg stod op (04.40 lokal tid) blev jeg mødt af synet af en smuk smuk måne vi ikke har set i meget lang tid. Så det varslede godt allerede der, det ene sæt batterier var ladet fuldt op og jeg var tændt på en oplevelse efter de sædvanlige morgenritualer. Så klokken 10 formiddag kørte vi afsted mod målet Wat Tham Sua i et vekslende vejr med sol og skyer, igen fik Kat tilbuddet om at blive hjemme nu jeg har den brist at jeg kan gøre noget mærkeligt, men hun ville med sagde hun og monterede nu solen skinnede, jeans og desværre ikke som hun senere bemærkede, en langærmet bluse. Sgu underligt, jeg har lyst til at køre i tarzan kostume, og hun pakker sig ind !!
Jeg havde fundet templet på kortet jeg havde hentet på turistkontoret der ligger nede ved busstationen, som viste at jeg skulle til venstre straks efter jeg havde krydset floden, og her ventede der os/mig en forrygende fed oplevelse
Med floden på venstre side og høje bjerge på højre side der tonede sig op i himlen med grønne skove der klinede sig til de stejle skråninger med få afbrydelser af områder af granit, var det så fantastisk flot. Vejen snor sig langs med floden der gør at man ikke kan køre så stærkt med de skarpe sving det medfører, så en skøn langsom tur begyndte straks vi kom rundt om hjørnet. Den eneste negative ting ved den vej er de tunge lastbiler der larmende og prustende kører til og fra de utallige grusgrave der ligger her, men ved at bruge den indvendige side af hovedet, lykkedes det mig at få dem til at overhale ved at bruge blinklyset, så lidt ‘fredeligt’ alligevel. Pragtvillaer, grusgrave og fiskefarme afløste hinanden på flodsiden i et vældigt rod og var pirrende fordi villaerne var skærmet af med meterhøje mure, og fiskefarmene som jeg er meget interesseret i var beskyttet af hunde. Anderledes var det med grusgravene som her fik deres materialer direkte fra floden, stop sagde Kat der fik mig til at holde ind til siden. Hvad er det spurgte hun og pegede op på toppen af en grusbunke hvor et løbebånd læssede grus af, det har jeg aldrig set før sagde hun og næsten hoppede af knallerten inden den stod stille. Jeg troede sagde hun, efter at jeg havde forklaret hende at sandet kom fra floden, at sand kun kom fra havet, hvordan kommer det så der op ??
Den lange forklaring indtil det gik op for hende at både som dem her støvsuger bunden ude i floden, lægger sig ind til bredden og læsser af, skal jeg skåne jer for, men interessant at se hendes reaktion da det gik op for hende hvordan tingene hang sammen
Sådan stoppede vi flere gange undervejs for at snakke om hvad vi så mens vejret skiftede mellem høj sol og mørke skyer der gjorde det masende at tage billeder selv om der var rigeligt af motiver, nu havde jeg ellers taget mig sammen og havde justeret kameraet i irritation over de dårlige billeder og syntes virkelig det var dårlig karma det Buddha havde gang i. Men jeg fik selvfølgelig taget et par billeder som kan ses her og som jeg for en gangs skyld selv er rimelig tilfreds med
Sådan i et slingrende tempo fordi vi kørte langsomt for ikke at gå glip af noget på vejen, kom vi til Wat Ban Tham der som de andre templer jeg omtaler senere, er udsat for en elendig skiltning du og jeg kan forstå. Kun på grund af Kat og hendes kendskab til sproget der fortalte at her var der et tempel, fik os til at stoppe op. Knallerten blev efterladt nede ved flodbredden hvor vi havde kigget lidt på de meget lange longtail både der lå på land her hvor en form for tilskuerpladser i beton lå tæt på bredden, og må være tegn på at her er konkurence af af en eller anden slags !!
Men det fandt vi aldrig ud fordi jeg var ved at dø af tørst, så Kat rendte efter nam daeng (rød sodavand) for at rette op på problemet mens jeg langsomt gik hen mod nogle farvestrålende trappetrin jeg i første omgang ikke havde set. En sindssyg flot og stejl trappe førte næsten op i himlen så det det ud som, for at ende i gabet på en kinesisk drage der med åbent gab og nogle drabelige hugtænder førte op til en hule længere oppe.
Og der endte vi selvfølgelig efter en optur der får en Robinson ekspedition til at ligne vand, men selv om trinene her er falang venlige var det en hård og krævende tur. Sveden piskede ud af os begge to inden vi nåede op til gabet på dragen der slet ikke var afslutningen på turen fandt vi ud af mens vi prøvede at få vejret begge to inden vi tog de første skridt ind i dragen.
En snørklet stejl trappe der nu var virkelig sej og noget man kunne mærke i benene, snoede sig op og op med farvestrålende tegninger på begge sider med kinesiske skrifttegn og med små huller med kig ud til bambussen der voksede alle vegne. Små pauser undervejs hvor de ømme benmuskler fik lidt fred var en befrielse, vi sad på trinene og led og var glade for at vi var alene, ingen turister overhovedet eller Thaier for den sags skyld kunne kigge hovent på os mens vi sad og græd af smerte. Men hvad gør man ikke for Dagbogen tænkte jeg og hev Kat op i håret og drev hende de sidste trin op, troede jeg !!
For, her for enden af rejsen inde i dragen ventede der ingenting. Ikke en skid rent ud sagt var her, kun nogle skilte der pegede på endnu nogle trin op. En kvinde der lå og sov mellem nogle klipper der blev forstyrret af vores hæse gispen efter luft vågnede op, sagde noget til Kat om at der kun var en kort tur op til selve grotten som fik benmusklerne (eller manglen på samme !!) til at skrige i protest, men fanden stå i at give op nu vi var så tæt på målet
Og her var hvad der ventede os, en fantastisk flot katedral lignende og stor hule med en stor Buddha centralt placeret med omkringstående mindre staturer i vanvittige flotte omgivelser viftede alle smerter og vrede tanker langt væk. Store forhold så højt oppe på et bjerg var min første tanke da jeg kiggede rundt på de fantastiske flotte formationer klipperne havde skabt, trapper der førte jeg ved ikke hvorhen, rundt om hjørner og ind og ud af stalakitter der hang som lysekroner, pirrede nysgerrigheden fordi de alle som én førte op mod den naturlige åbning der var øverst oppe.
Nok en af de flotteste oplevelser jeg har haft i et ‘hule tempel’ det endelig lykkedes mig at tage billeder af jeg var tilfreds med, prøv at se afstanden og dybden i billederne og i vil forstå hvor stort det var !!
Vi fik selvfølgelig en sludder med Buddha her oppe på bjerget begge to med en overraskende afslutning, efter min snak med Buddha gik jeg rundt og tog billeder mens Kat stadig snakkede så en teleoperatør ville vande i sine bukser af glæde hvis det var foregået i en mobiltelefon. Jeg er langt væk i mine egne tanker når jeg er på tur og skulle lige vækkes et par gange af Kat der kaldte på mig, hun var færdig med sin sludder og havde rystet bægeret med pinde og havde rystet nummer 22 ud, nu er det din tur sagde hun og mindede mig om at jeg skulle takke Buddha inden jeg begyndte. Og hurtigere end stærkt efter jeg havde takket Buddha, væltede der en pind ud som tilfældigvis også var nummer 22 !! Så hvis i spiller i lotteriet herude siger Kat at 22 er et godt nummer
Vi får tegn hver dag som vi enten ikke kan tyde, eller ikke forstår. Hvad skal vi tro på, skal vi tro på drømme eller spåmænd eller en skildpaddes afføring der bliver grundigt studeret, jeg ved det ikke og et eller andet sted vil jeg heller ikke vide det på grund af perspektivet i tanken !!
Men det var en god oplevelse der ikke blev mindre god af at vi gik op til huset længere oppe på bjerget som sugede de sidste drømme om en Tour De France etape helt tør. Seje seje beton trin der bestemt ikke er handicapvenlige, og snoede sig op og op efter at stål trinene først havde ført os op gennem det øverste af hulen endda i en vindeltappe lignende konstruktion, var en stor udfordring som blev rigeligt belønnet med den flotte udsigt der mødte os da vi endelig kunne træde ind i det åbne hus. Så langt øjet rakte, mødte der os et syn af bjerge og vand i alle retninger der fik mig til at små hulke, for lyset var bestemt ikke godt for fotografering. Men jeg tror nok at jeg når jeg vinder i lotto og hyrer en helikopter, tager derop på en solskinsdag og tager et par billeder igen, for flot det var det
Her var dejligt køligt at sidde og noget vi havde behov for, så omgivelserne blev studeret og fotograferet. Fiskefarmen på den anden side af floden der med sine blå net fyldt med fisk i det mudrede vand var et åbentlyst offer og et flot et da jeg så billederne igennem, sådan noget vil jeg gerne se nærmere på en dag når jeg får tid besluttede jeg mig til
Efter et stykke tid hvor vi blev lidt afkølet efter strabadserne for at komme derop, begyndte vi nedturen som vi tog et ét hug som jeg fik overbevist Kat om var det mest fornuftige. For vi var begge virkelig brugte, vores svage benmuskler efter at have siddet på vores flade hjemme, var voldtaget ikke mindre. Knæene brokkede sig, lægmusklerne var hårde som sten og det var ikke så sjovt mere, men ned kom vi da
Og det var en af grundene til at besøget i Wat Tham Sua ikke blev som forventet, for selv om templet der også ligger oppe på bjerget og er en blanding af Kinesisk og Thailandsk Buddisme er et oplagt mål som man kan se når man kommer kørende på den smalle vej, var hverken lys til fotografering eller helbred lige nu på toppen samtidig med at batterierne i kameraet var flade. Vi havde ellers forsøgt at lade de menneskelige batterier op ved at spise på en flydende restarurant der ligger for foden af templet smukt placeret på flodbredden uden held, vi var færdige måtte vi erkende begge to efter en 3 timers ekspedition og kunne ikke mere
Så Wat Tham Sua blev kun studeret ganske kort med en plan om at komme tilbage når både helbred og foto lys er optimalt selv om det ærgrede os begge. For at stå der med nakken tilbage og kigge op på de vidunderlig flotte bygninger så tæt på, og dog så langt væk, er en grim oplevelse
Men vi var dog ikke mere kvæstede end at vi nysgerrigt kiggede op på det her tempel på vejen hjem og besluttede os for et hurtigt kig selv om kameraet for længst havde meldt om flade batterier, et hurtigt sving til venstre der fik os væk fra vejen, førte os lynhurtigt tilbage til stilheden og små veje gennem majsmarker der efter nogle meget stejle stigninger der mindede knallerten om den svage kobling, hostende fik os op på toppen.
Wat Tham Fad er et meget anderledes tempel end hvad man normalt ser, Kinesisk til fingerspiderne og meget primitivt med en omfattende renovering og nybygning var hvad vi så. Udsigten var fænomonal og ekstrem flot til trods for regnen vi kunne se her oppe fra huserede Kanchanaburi City, og majsmarkerlå under os til alle sider med den fantastisk flotte røde muld var så flot. Jeg vil ha et hus og en majsmark sagde Kat da vi gik rundt i byggerodet, her er smukt og stille som jeg godt kan lide, og her er et billede af marken.
Men det hører i meget mere hvis den tid kommer, lige nu ligger vi begge i respirator og får drop der kan rette op på vores manglende vigør, turen op i dragen var en sej tur som satte sine spor som vi nok først rigtig opdager i morgen når vi vågner, men for hulen jeg ville ikke være foruden
Som altid når vi kører tilbage mod det lille hjem, tænker og snakker vi begge om den stilhed vi lige har forladt. Den trofaste knallert som er meget stille at køre på, giver kun en svag pruttende dyb lyd fra udstødningen der fortæller at motoren arbejder. Så det er et stort antiklimax når vi nærmer os civilisationen igen og mødes af den brølende larm fra trafikken, der endnu engang understreger at vores valg af huset var rigtigt, langt langt væk fra tumulten og larmen gudskelov
Jeg er meget lykkelig sagde Kat og satte sig på gulvet og klippede mine tånegle da vi kom hjem og satte os udenfor, hvor jeg kiggede på den syge fisk der ikke har så langt igen desværre, Kat som på vejen hjem sagde jeg skulle stoppe ved en 7 Eleven, sponsorerede en kølig til mig i dagens anledning. Jeg havde ikke udsat hende for noget farligt i dag og skulle belønnes sagde hun, og begyndte så at forklare mig hvad der stod på sedlen med nummer 22 Buddha gav os begge. Det betyder held for dig og mig fortsatte hun og kastede sig så ud i en længere forklaring om det hun fik ud af at læse de krøllede bogstaver, mens jeg mageligt sad og nød livet og forsvandt i tankerne om dagens udflugt. Det tror jeg hun fangede og stoppede forklaringen, og lod mig sidde i varmen og nyde det mens hun nu børstede mine tånegle rene med en udtjent tandbørste, og sagde at jeg ene falang havde de pæneste tånegle i hele Thailand
Sådan har vi det gudskelov nu, der er selvfølgelig stadig nogle småting vi ikke lige er enige om at forstå på vores forskellige måder, men vi prøver begge tålmodigt at forstå og kan bruge lang tid på at snakke om tingene. Så det er skønt at være mig og garanteret også hende uden alle de misforståelser vi havde før som ikke var skide sjove, men nu kører det på skinner altså lige undtagen når jeg som hun siger, næsten kaster hende ud i havet
Jeg beklager Dagbogen kom så sent i dag, men min Pc er alvorligt kvæstet og venter kun på en udskiftning når økonomien tillader det. Ikke engang upload magter den mere uden at den genstarter af sig selv et par gange, som virkelig har gjort det anstrengende at lægge billeder og tekst op med start i morges klokken 7, så røde kort og skriftelige advarsler afvises denne gang !!
Buddha skal have en stor tak for de oplevelser og det liv han giver mig med Kat, og det jeg rent fysisk ser som er så pragtfuldt at opleve og være midt i, hvis dette er helvede, frygter jeg ikke døden........
Antal indlæg: 1835 Tilmeldt: 05.10.09 Status: Offline
Det var sandelig godt og på høje tid at du endelig begynder at leve op til din Pensionist titel ?? og du kommer i gang med arbejdet og ikke som de sløve arbejdere der nu kun skal arbejde 12 min ? med den nye regering Og jeres smerter er al den tid i hængekøjen Men flotte ture
Antal indlæg: 1147 Tilmeldt: 24.10.09 Status: Offline
Ja det er sgu herligt at være mig, men der er selvfølgelig et lille men, og det er den skide ryg der er det sidste der mangler i at have den drømme tilværelse alene nævner
Antal indlæg: 1147 Tilmeldt: 24.10.09 Status: Offline
Det var dog en fandens til larmende musik du har fundet frem til der, næh så se du hellere på hvad der venter når jeg kan uploade billeder igen, pletskud på pletskud
Antal indlæg: 1835 Tilmeldt: 05.10.09 Status: Offline
Ja ja din Jammer komode nu har jeg kravlet rundt med hold i Ryggen snart 14 dage og medens en ondskabsfuld fys mishandler min spæde krop flyder du ud i hænge køjen
. For det er sgu da hyggeligt at være her i Thailand og kunne have sådanne oplevelser som denne hvor man sejler over en flod for at komme hjem. Alle de fremmede indtryk der er hele horisonten rundt hvor mange af dem er totalt uforståelige for mig samtidig med de jungle lignede palmer og lunde i alle grønne nuancer, fylder mig med en enorm glæde over at få lov til at opleve 
Ja ja din Jammer komode nu har jeg kravlet rundt med hold i Ryggen snart 14 dage 
Lignende tråde