Bent skrev:
Anders Andersen er enkemand og i den alder, hvor han skal folkepensioneres. Han har hørt noget om, at der skulle være smukt og billigt i Thailand og har besluttet sig for, at han vil nyde sit otium i Thailand. Han har hørt, at man kalder det for smilets land og håber, at det vil lykkes ham at finde en ny kone dernede. Så da folkepensionen er klar, sælger han sofaen, køber en SAS-returbillet til Bangkok for ca. 6.000 DKK og tager af sted.

Ankommet til Bangkok tjekker han først ind på et hotel og går derefter ud for at leje en møbleret lejlighed. Det lykkes ham også at finde en til kun 700 DKK/måned. Da han har brug for at ringe til Danmark med mellemrum, spørger han, om der er telefon. Det er der, siger ejendomsassistenten, men det er ikke en direct line. Den går via en omstilling, og samtalerne er begrænset til 15 minutter. Den kan ikke bruges til udenrigsopkald eller til fax-meddelelser. Det bekymrer pensionist Andersen noget.

Da han hver måned skal modtage en pensionscheck fra Danmark, spørger han, hvor postboksene er. Ejendomsassistenten fortæller, at der ikke er nogen postbokse. Ankommen post bliver smidt i en stor bunke, som ejendommens beboere hver dag gennemroder for at se, om der skulle være noget til dem. Det finder pensionist Andersen ikke rigtigt betrykkende. Han ser sig i ånden stå uden penge i et fremmed land fordi brevet med pensionschecken er forsvundet. Han når frem til, at stedet ikke rigtigt er noget for ham.

Men det er vigtigt for ham, at pensionspengene når frem hver måned, så han tænker, at han måske kan få pengene overført til en thailandsk bank, hvis han åbner en konto. Han begiver sig derfor hen i en afdeling af Bangkok Bank Limited og siger, at han gerne vil åbne en konto. Da bankassistenten ser i pensionist Andersens pas, opdager han, at Andersen har et turistvisum og ikke nogen arbejdstilladelse. Det er nødvendigt, hvis man som dansk statsborger vil åbne en bankkonto,lyder hans kedelige meddellse.

Pensionist Andersen får nu den idé, at han kan leje en postboks på posthuset. Det må da være sikkert. Men på posthuset får han at vide, at det kræver, at han er husregistreret i det område, hvor postkontoret ligger. Det er han ikke og kan heller ikke blive det, da han bor på hotel eller guest house. Selv om han boede i en lejlighed, ville det i praksis heller ikke være muligt.

På vejen hjem til hotellet bliver pensionist Andersen ramt af en motorcykel og kommer lidt til skade. Bilisten siger undskyld og forsvinder. Andersen forsøger at aflæse nummerpladen, men han forstår ikke de thailandske bogstaver og får kun tallene. Han får fat på en politimand, som imidlertid ikke forstår engelsk og derfor ikke kan optage rapport.

Tilbage på hotellet får pensionist Andersen et telefonopkald fra sin fætter i Danmark, som lige har fundet ud af, at Andersen, da Thailand ikke er medlem af EU, ikke kan være borte i over fire måneder, da hans folkepension ellers bortfalder.

Dagen efter ombooker Andersen sin hjemrejse til Danmark til et tidligere tidspunkt. I Danmark bestiller han straks en billet til Golden Sands i Bulgarien, som er medlem af EU. Nu sidder han på en café ved strandpromenaden til Sortehavet og drikker billig bulgarsk vin, mens han kigger efter nogle sigøjnertøser.. De ting, som var umulige i Thailand, ser næsten alle sammen ud til at skulle lykkes for ham i Bulgarien. Men også her er bogstaverne lidt fremmedartede.

Mvh
Bent Jensen