Debatemne: Thai-Dk Din debat side :: Manhunt Over Gruesome Murder of 2 Tourists On Popular Island

Oprettet af per1234 d. 11-10-2014 03:49
#44

Præsident går ind i sag om mordmistænkte burmesere

Myanmars præsident, Thein Sein, er nu gået ind i sagen om sine to landsmænd, der er anholdt i en sag om et dobbeltmord på to britiske rygsækrejsende i Thailand.

Det skete, da Thailands premierminister, Prayuth Chan-ocha, fredag var på besøg hos nabolandet mod nordvest, siger en burmesisk embedsmand, ifølge den engelske avis The Guardian.

"Hvis de er skyldige, skal de naturligvis dømmes for deres forbrydelser, men det er vigtigt, at det sker efter en retfærdig rettergang," siger en han til nyhedsbureauet AFP.

De diplomatiske bemærkninger fra den burmesiske præsident kommer dagen efter, at de mordanklagede unge mænd trak deres tilståelser i sagen tilbage. Det meddelte den advokat fra den burmesiske ambassade i Thailand, som bistår de 21-årige, torsdag.

LÆS OGSÅ Burmesere efter mordtilståelse: Vi blev torturerethttp://jyllands-p...Id=7090404

Ifølge den burmesiske embedsmand lovede den thailandske premierminister, at han personligt ville holde øje med, at rettergangen ville blive retfærdig.

De to anholdte har gennem deres burmesiske advokat forklaret, at de blev tortureret af thailandsk politi, indtil de tilstod mordene på 23-årige Hannah Witheridge og 24-årige David Miller, der blev fundet ved vandkanten på den populære ferieø Koh Tao i midten af september måned.

Flere menneskerettighedsgrupper har protesteret over den måde, som politiet i Thailand har håndteret sagen på og har anklaget myndighederne for at bruge de unge burmesere som syndebukke for ikke at skade den vigtige, thailandske turistindustri.

Kritikken mod politiet er hidtil primært kommet fra udenlandske menneskerettighedsgrupper, men torsdag begyndte kritikken også at lyde fra en vægtig thailandsk stemme.

Lederen af Retsmedicinsk Institut i Thailand, Khunying Porntip Rojanasunan, undrede sig således, ifølge The Guardian, offentligt over, hvorfor der ikke blev tilkaldt retsmedicinske eksperter til gerningsstedet, da politiet gennemsøgte det for spor, der kunne føre til opklaringen af dobbeltmordet.

LÆS OGSÅ Burmesere tilstår turistdrab i Thailandhttp://jyllands-p...Id=7076225

Politiet har tidligere sagt, at man har fundet beviser, der knytter de to mænd til mordene. Blandt andet skulle mændenes dna være fundet på to cigaretskodder ved gerningsstedet samt på den dræbte kvinde, hvis mobiltelefon skulle være fundet i de to mænds lejlighed.

De mistænktes dna manglede dog både på det formodede mordvåben samt på et brugt kondom, der blev fundet ikke langt fra gerningsstedet.

Og noget kunne tyde på, at beviserne mod de to ikke er overvældende. I hvert fald skrev den thailandske avis The Nation torsdag, at den offentlige anklager har sendt sagen tilbage til politiet og bedt om flere afgørende beviser i sagen.

Men på trods af, at tingene ikke lader til at gå politiets vej, så tager den lokale politichef, der har ansvaret for blandt andet Koh Tao, sagens udvikling med ophøjet ro.

"De mistænkte har ret til at trække deres tilståelser tilbage. Det er ikke unormalt, at det sker i løbet af en sag," siger Prachum Ruengthong til avisen Khaosod.

Ligesom op til fire millioner af deres landsmænd, fungerer de to anholdte burmesere som migrantarbejdere i Thailand.
http://jyllands-p...burmesere/