Debatemne: Thai-Dk Din debat side :: Danmark dejligt eller ???

Oprettet af Kent d. 27-01-2017 07:52
#841

Politimand tiltalt for narkotika og pligtforsømmelse
Politimanden er tiltalt for besiddelse af mindre mængder narko og for at se igennem fingrene med ulovligheder


En 46-årig politimand vil i den nærmeste fremtid finde sig selv på den forkerte side af anklagebænken i Retten i Nykøbing Falster.

Statsadvokaten i København har nemlig besluttet at tiltale politimanden for besiddelse af euforiserende stoffer og for pligtforsømmelse.

Ifølge anklageskriftet, som Ritzau har fået aktindsigt i, er han tiltalt for ved flere lejligheder at have indtaget og været i besiddelse af mindre mængder amfetamin.

På et tidspunkt i 2014 var politimanden i besiddelse af mindst et gram amfetamin til eget brug, mener anklagemyndigheden.

Men en hændelse 2. marts 2015 har ført til tiltale mod den 46-årige for både overtrædelse af lov om euforiserende stoffer og for pligtforsømmelse.

Ifølge anklagemyndigheden tog han om aftenen sammen med sin samlever hen til en lejlighed, hvor de købte ti gram amfetamin og tog noget af det på stedet. Samleveren er også tiltalt for dette forhold.

Mens de var i lejligheden købte andre personer også amfetamin og indtog det, uden at politimanden greb ind, mener anklagemyndigheden.

Desuden er han tiltalt for i tre andre tilfælde at have gjort sig skyldig i grov forsømmelse eller skødesløshed i tjenesten.

I september 2014 gennemførte han som køreprøvesagkyndig en køreprøve. Men eleven, der var til køreprøve, havde "en nær relation" til politimanden, som ikke fortalte om relationen til sin nærmeste leder.

Dermed kan der rejses tvivl om hans upartiskhed, mener anklagemyndigheden.

Da den 46-åriges hjem blev ransaget i forbindelse med anholdelsen 15. april 2015 fandt hans kolleger to bøder, som han havde udskrevet til to personer i 2013 og 2014. De skulle have været afleveret på politistationen.

Desuden oprettede han heller ikke en sag på den person, der fik bøden i 2013.

Under ransagningen dukkede også et politiskilt op. Det havde han mistet i april 2014 og havde derfor fået udstedt et nyt. Da han fandt det gamle skulle han have sendt det til Rigspolitiet eller ødelagt det.

Endelig er han sigtet for ulovlig våbenbesiddelse ved at have en politistav og en peberspray derhjemme.

Det er endnu ikke afgjort, hvornår sagen skal for retten.

[url]http://ekstrabladet.dk/112/politimand-tiltalt-for-narkotika-og-pligtforsoemmelse/6508288
[/url]