Debatemne: Thai-Dk Din debat side :: Danmark dejligt eller ???

Oprettet af maichai d. 11-07-2015 05:46
#522

Så galt kan det gå i Bødedanmark: Historien om uheldige Ronny Regelret
En dag gik det bare helt i skuddermudder for Ronny Regelret, en fiktiv person i dagens bødesamfund. I 24 timer blev han bombarderet med bøder, selv om han altid har forsøgt at gøre det rigtige. En trist historie fra en ikke helt urealistisk virkelighed.
Hvis Ronny Regelret havde vidst, at denne dag ville blive så lang og ikke mindst dyr for ham, var han blevet i sin seng.

Det begyndte med, at han kom ud til sin bil på villavejen og fandt et girokort i forruden. Den vej, han bor på er meget smal, så for at skraldebilen kan komme forbi om morgenen, er det nødvendigt, at bilerne i den ene side af vejen holder med to hjul på fortovet.

Men det må man ikke i København, så selv om Ronny bare forsøgte at være venlig, måtte han inkassere en bøde på 510 kroner kaldet »en afgift«. Han tænkte tilbage på dengang, han boede i lejlighed på Østerbro, og viceværten gav ham en bøde på 100 kr. for at have stillet flasker på bagtrappen. Suk
Således fattigere fra morgenstunden tog Ronny Regelret metroen på arbejde.

»Dummebøde« og »pjækkebøde«

Men girokortet fyldte så meget i hans tanker, at han glemte at tjekke ud med sit rejsekort. Det kostede automatisk 25 kroner i »dummebøde«.

I det hele taget var han ret glemsom og lidt distræt. For nylig havde han glemt en aftale om periodisk syn af bilen. Det kostede ham 2.000 kroner. Han havde også glemt en aftale på sygehuset. Det kostede 250 kroner i såkaldt »pjækkebøde«. Det skete jævnligt, at han glemte at aflevere bøger på biblioteket – sidst måtte han betale en bøde på hele 230 kroner, fordi der var gået en måned, før han opdagede det.

Men det værste var, da han tog sin datter ud af efterskolen en enkelt dag for at holde en forlænget weekend i sommerhuset. Det kostede ham en bøde på 3.200 kr. Begrundelsen var, at efterskolen mister statsligt tilskud for en hel uge.
Han havde også engang for sent fortalt kommunen, at han var flyttet. Det kostede en bøde på 600 kr., hvilket dog var billigt sluppet i forhold til de 2.000 kr., det havde kostet, hvis han havde givet forkerte oplysninger.
Ronny Regelret var efterhånden nået frem til Nørreport Station, han smed papiret fra den is, han havde købt og ramte ikke affaldskurven. En betjent opdagede det, og fortalte bistert, at det kunne have kostet ham bøde på 1.000 kr.

Han kunne også have givet ham en bøde for at gå over gaden, hvor der ikke var en fodgængerovergang. For der var én 30 meter væk. Det kunne have kostet ham 700 kr, fortalte betjenten. Ronny Regelret takkede og tænkte tilbage på den dag for et halvt år siden, hvor han godtroende havde kørt et læs jord fra haven ud i en skov.

Det kostede ham hele 8.000 kr. i bøde for brud på miljøbeskyttelsesloven. Betjenten, som nu stod foran ham her på Nørreport Station, var i øvrigt den samme, som sidste lørdag havde stoppet ham en aften, hvor han var i byen med nogle venner.

Han havde fået en bøde på 1.000 kr. for at lade vandet i en port, og da hans berusede venner efterfølgende lavede for meget larm i gaden, kostede det 1.500 kr. oveni for støjende og urolig optræden. Det ærgrede Ronny Regelret, men han kunne glæde sig over, at det ikke havde udviklet sig til direkte slagsmål, som takseres til 3.000 kr. Politiet var i gang med at intensivere indsatsen i nattelivet og forsøgte at opdrage på »festdeltagerne«, forklarede betjenten.

En uheldig og bitter mand

Ronny Regelret er en rigtig gør-det-selv-mand, og taget på hans gamle hus trængte til at blive repareret. Efter arbejde besluttede han, at nu skulle der gøres noget ved det. Han satte stigen op til taget og kravlede op med hammer, søm, murerske og mørtel. Nogen måtte have tilkaldt Arbejdstilsynet, for pludselig stod de inde i haven og sagde, at han skulle komme ned. Taget var ikke sikret, og der var fare for, at han kunne falde ned. Det kostede en bøde på hele 25.000 kr.

I anledning af deres bryllupsdag havde Ronny Regelret inviteret fruen på en fin restaurant. De tog bilen derhen. Men blev igen fanget af en af politiets mange automatiske fartkontroller på Gl. Køge Landevej, hvor det er en kunst at holde fartgrænsen. 1.500 kr. kostede det.

Nu havde Ronny Regelret fået nok. Han kørte ind til siden, og med tårer i øjnene fortalte han sin kone om alle de bøder, han havde fået hele dagen. Hun forsøgte at trøste ham, men der var ikke noget at gøre. Han havde slet ikke lyst til at spise på restaurant. Og da en parkeringsvagt bankede på ruden og udskrev en bøde 1.020 kr., fordi de holdt parkeret på en handicapplads, blev det kun værre. Så de kørte hjem efter at have tjekket alle lys på bilen, bremserne og reflekserne og spændte sikkerhedsselerne.
Næste dag besluttede Ronny Regelret at tage cyklen på arbejde. Men færdselspolitiet fulgte efter ham og standsede ham efter en halv time. Han havde ikke holdt begge fødder på pedalerne hele vejen: 700 kr. Og han havde talt i sin mobiltelefon, da hans kone ringede for at høre, hvordan det mon gik: 1.000 kr. Han overså et skilt, hvor der stod, at gaden er ensrettet: 1.000 kr. Og senere overså han hajtænderne på vejen: Atter 1.000 kr. Da han cyklede ud af en port og over fortovet kostede det 700 kr. Men heldigvis slap han med en advarsel, da det viste sig, at hans ringeklokke ikke virkede. Men de manglende reflekser blev takseret til 700 kr.

To dage senere modtog han en bøde fra den restaurant, hvor han havde bestilt bord til bryllupsdagen. 1.400 kr. ville restauranten have, fordi parret var blevet væk uden at melde afbud. Ronny Regelret var ved at blive en ikke bare uheldig, men også en bitter mand

http://www.b.dk/n...y-regelret
Ja i Danmark hvor man har et af verdens højeste skattetryk kan politikerne stadig ikke få nok nu har vi også 1. pladsen i verden med at udskrive bøder til de i forvejen afgift belastede danskere godt man er flyttet derfra jeg misunder sku ikke en dansker der midt i regnen (bøderegnen)((114((