---

Ja det var så konfirmationen Men det er nu heller ikke noget at glæde sig til når man bliver gammel selv de ansatte vil ikke bo på plejehjem når de bliver gamle ((114((

Jeg ville ønske, vi behandlede de ældre, som vi gerne selv vil behandles

Det ser grimt det ser ud, når vi vælger at ignorere vores menneskelighed og anstændighed.

Michelle Skov, journalist og blogger




For ikke så længe siden kværnede mediemøllen løs om elendig ældremad og uetiske hjemmeplejefirmaer. I samme periode gennemførte Ældre Sagen en undersøgelse, der viste, at mange danskeres største frygt i forhold til alderdommen er uværdig behandling med mangelfuld pleje og fyldte bleer.

Debatten døde lidt igen. Personligt har jeg dog svært ved at lade det ligge. For jeg har selv oplevet, hvordan gamle mennesker bliver opbevaret i dagens Danmark. For ikke så længe siden fik jeg nemlig den strålende idé at slå sommerferien ihjel som vikar på et plejehjem


Jeg ville ønske, vi behandlede de ældre, som vi gerne selv vil behandles

Det ser grimt det ser ud, når vi vælger at ignorere vores menneskelighed og anstændighed.

For ikke så længe siden kværnede mediemøllen løs om elendig ældremad og uetiske hjemmeplejefirmaer. I samme periode gennemførte Ældre Sagen en undersøgelse, der viste, at mange danskeres største frygt i forhold til alderdommen er uværdig behandling med mangelfuld pleje og fyldte bleer.

Debatten døde lidt igen. Personligt har jeg dog svært ved at lade det ligge. For jeg har selv oplevet, hvordan gamle mennesker bliver opbevaret i dagens Danmark. For ikke så længe siden fik jeg nemlig den strålende idé at slå sommerferien ihjel som vikar på et plejehjem.

LÆS OGSÅKvaliteten på danske plejehjem er for ringe

Det kunne da være skønt at lave lidt rutinearbejde, hygge om nogle ældre og møde nye mennesker, ikke? Behøver jeg at sige, at jeg aldrig har løbet så hurtigt i mit liv, fået så mange vabler på fødderne og følt mig så magtesløs på en arbejdsplads til en så ussel løn, som jeg gjorde den sommer?

Tempoet var aldrig helt nok. For i dag bliver de ældre med vold og magt fastholdt i deres eget hjem så længe som muligt. Når de ankommer til plejehjemmet, er de ofte så dårlige, at de intet kan selv.
De har brug for hjælp til alt: påklædning, vask, toiletbesøg, barbering, tandbørstning, medicin, spise og drikke, at gå/rulle/kravle. Foruden at personalet også skal hente og servere mad, dække borde, vaske op, skrive rapport, tale med pårørende, læger og apotekere, gøre rent, skifte sengelinned og den slags.
Alle gøremålene er i sig selv helt fint, de er jo en del af jobbeskrivelsen. Det svære og helt forkerte opstår, når der ikke er tid eller hænder nok til at nå det hele. Ikke på grund af dovne kollegaer, dårlig ledelse eller mangelfuld prioritering. Men fordi der simpelthen ikke kan trækkes mere ud af de eksisterende ressourcer. Og hvad bliver så nedprioriteret? Nærværet.

Nærvær tager nemlig tid. Fordi det kræver indlevelse, og at man tilpasser tiden til det menneske, man står over for. Men nærvær er jo lige præcis det, man virkelig har brug for, når man bare venter. Venter på at smerten stopper, venter på at blive vasket, venter på at blive madet, venter på at få besøg, venter på at dø.
Kan man da ikke bare være nærværende i de minutter, man bader, skifter og mader den ældre. Til dels jo. Men min oplevelse var, at de fleste ældre havde brug for ro for at føle sig godt tilpas – ikke at man vimsede rundt og var praktisk. De blev urolige og forvirrede, når tingene gik hurtigt. Der er i øvrigt ikke meget tid til at fordybe sig i et menneske, når man har 7,5 minut til rådighed, før man må videre til den næste.

De fleste kolleger hamrede rundt og var ganske bevidste om, at det, de ikke nåede, ville ramme de ældre. Sideløbende gentog selvsamme kolleger igen og igen: »Jeg vil altid vælge kuglen for panden frem for plejehjemmet!«. Den uværdige tilgang ser vi også i de velkendte nedladende udtryk som ’ældrebyrde’ og ’ældrepukkel’. Men de er mennesker: De er vores oldeforældre, bedsteforældre og forældre. De er os selv.
Jeg ville ønske, vi behandlede dem, som vi gerne selv vil behandles. Jeg har arbejdet som journalist i årevis med stramme deadlines, travle tidsplaner, udgivelser, der skulle udtænkes, og indhold, der skulle skabes. Men de måneder på plejehjemmet var krævende på en helt anden måde: Her skal man konstant finde balancen mellem at yde kærlig omsorg og at lægge empatien på hylden i en grad, så man selv kan holde ud at være i det. Hatten af for dem, der kan.

Mon ikke de, der træffer beslutninger på ældreområdet, ville have gavn af at arbejde på et plejehjem et par måneder? Dernede, hvor man kan risikere at stå med valget om enten at trøste hende, der græder af angst, eller ham, der trygler om at få lov til at dø.

Dernede, hvor man dagligt får nye vabler på fødderne og alligevel ikke føler, at man når alt det, man bør. Dernede, hvor man kan se, lugte og høre, hvordan vi behandler de udtjente mennesker, der er frække nok til at leve videre, når arbejdsmarkedet har spyttet dem ud på den anden side af møllen.

Måske ville de opdage, hvor grimt det ser ud, når vi vælger at ignorere vores menneskelighed og anstændighed?

Jeg vil altid vælge kuglen for panden frem for plejehjemmet! sigerKollegaerne :o

http://politiken....behandles/