Debatemne: Thai-Dk Din debat side :: Danmark dejligt eller ???

Oprettet af maichai d. 31-12-2014 02:22
#374

Uligheden stiger under Thorning

Stik imod regeringens mål vokser forskellen mellem rig og fattig. »Et kæmpe svigt«, siger Enhedslisten.

Når statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) på 2015's første dag gør status i sin nytårstale, er et vigtigt mål for hendes regering ikke opfyldt.

Udviklingen går nemlig stik imod regeringens erklærede mål om at øge ligheden i det danske samfund. Ifølge nye tal fra Danmarks Statistik er den såkaldte Ginikoefficient, der måler indkomstfordelingen i samfundet, steget fra 27,4 i 2012 til 27,9 i fjor. Dermed er uligheden større, end da regeringen tiltrådte.

Tallene udløser hård kritik fra regeringens støttepartier Enhedslisten og SF.

»Det her er desværre en ren tilståelsessag. Uligheden er ikke bare vokset. Den er blevet højere, end den var, da Helle Thorning-Schmidt og Bjarne Corydon overtog regeringskontorerne. Og det endda inden de mest ulighedsskabende af regeringens reformer er fuldt indfaset. Det er et kæmpe svigt«, siger Enhedslistens politiske ordfører, Johanne Schmidt-Nielsen.

Hun opfordrer til straks at tage initiativer, der knækker ulighedskurven: lempeligere dagpengeregler og en skattereform, hvor formueskatten genindføres.

SF bekymret over øget ulighed

Også SF’s gruppeformand, Jonas Dahl, er bekymret over den øgede ulighed:

»Vi er nødt til at råbe vagt i gevær nu. Når afstanden mellem rig og fattig stiger så voldsomt som i disse år, er det med til at nedbryde sammenhængskraften. Det skader væksten og giver folk i bunden dårligere muligheder«.

Jeg er mig da pinligt bevidst, at uligheden stiger

Pernille Rosenkrantz-Theil

Ifølge Jonas Dahl kan tendensen aflæses i en stigende ghettoisering, hvor de forskellige samfundsklasser lukker sig om sig selv.

Uligheden har generelt været stigende i Danmark siden midt i 1990’erne. Især under VK-regeringen i 00’erne voksede Gini markant – fra cirka 22 til 27,7.

Den faldt lidt i begyndelsen af denne regeringsperiode – blandt andet fordi starthjælpen og kontanthjælpsloftet blev afskaffet.

Reformer øger ulighed

Men siden har en stribe af regeringens reformer trukket den modsatte vej: Skattereformen fra 2012 resulterede i lettelser i blandt andet topskatten finansieret af overførselsindkomster.

Kontanthjælpsreformen i fjor satte visse unge dramatisk ned i ydelse. Og også SU-reformen og den seneste vækstplan vil ifølge regeringens beregninger øge uligheden.

»Man kan med sikkerhed sige, at det ikke er lykkedes at nedbringe uligheden. Men udviklingen er ikke så alarmerende, som man ser i andre lande«, siger økonomiprofessor ved Aarhus Universitet Bo Sandemann Rasmussen, der også peger på en økonomi i slæbegear som medvirkende faktor.

V glad for brudte valgløfter

Ifølge socialordfører Pernille Rosenkrantz-Theil (S) er Ginikoefficienten ikke den eneste strømpil på ulighed. Hun hæfter sig ved, at eksempelvis antallet af fattige børn er faldende.

»Jeg er mig da pinligt bevidst, at uligheden stiger – både i Danmark og globalt. Både formue og ejerskab over eksempelvis boliger bliver skævere og skævere fordelt. Også i Danmark. Men hvis man gerne vil afskaffe fattigdom og sikre, at folk vokser op i øjenhøjde med hinanden, er fattigdomstallet for mig vigtigt. Ginikoefficienten kommer ikke til at overrule alt«.

I regeringsgrundlaget fra 2011 står der om ulighed: »Alt for mange danske familier lever i fattigdom, og uligheden er vokset. Det skal ændres. Regeringen lægger vægt på at begrænse uligheden«.

Venstres gruppeformand, Kristian Jensen, »er glad for, at regeringen bryder de valgløfter, som ville have skadet Danmark. Hvis vi alle bliver rigere, er det ikke et problem, at Ginikoefficienten stiger. Og vi har skabt mere velstand«.

http://politiken....-thorning/