Vi svigter ikke USA – men hvad med vores egne veteraner?

Danmark er et af Vestens mest krigsivrige lande. Næsten uanset hvad følger vi USA, når den amerikanske præsident ringer for at anmode om militær assistance. Om det så er Afghanistan, Irak eller Libyen.


er synes at være noget stærkt selvmodsigende over den mangel på anerkendelse, der møder danske krigsveteraner, når de returnerer fra slagmarken.

Nogle vender hjem med afrevne lemmer, andre med sår på sjælen. I USA og Storbritannien hyldes veteranerne som helte, og i det britiske har den årlige folkelige fejring af veteranerne siden Første Verdenskrig været så forankret, at man i dag nærmest er politisk ukorrekt, hvis man omkring »Remembrance Day« den 11. november ikke på sit tøj bærer en lille, kunstig rød valmue som et synligt signal om opbakning til sit lands soldater.

I 2011 bebudede VK-regeringen et opgør med den manglende opbakning herhjemme og lancerede efter britisk og amerikansk forbillede et såkaldt veterankort som en »vigtig del« af Danmarks nye veteranpolitik. Kortet bliver sendt til de veteraner, der har gjort en indsats for Danmark i udlandet – eksempelvis under krigene i Irak og Afghanistan.

Veterankort flopper

I dag kan Berlingske så fortælle, at det danske veterankort har floppet. Mens amerikanske veteraner med kortet bl.a. kan få rabat hos over 235.000 amerikanske virksomheder og forretninger, så kan danske veteraner få rabat hos 66. Flere af tilbuddene har endda kuriøs karakter. Veteraner kan bl.a. se Sønderjyskes fodboldkampe med rabat på entreen.

Fiaskoen med veterankortet, som forsvarsminister Nikolai Wammen nu har bebudet, at han vil rette op på, er et paradoks.

For danskerne er rent faktisk et af de folkefærd i verden, der bakker mest op om deres udsendte under missioner i krigsområder, har målinger vist igen og igen.

Derudover er Danmark et af Vestens mest krigsivrige lande. Næsten uanset hvad følger vi USA, når den amerikanske præsident ringer for at anmode om militær assistance. Om det så er Afghanistan, Irak eller Libyen.

Dybden af denne aktivistiske udenrigspolitik blev særligt tydelig i 2003, da daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen lod Danmark gå med i angrebskrigen på den irakiske diktator Saddam Hussein.

Dengang blev han af venstrefløjen anklaget for at være den amerikanske præsident George W. Bushs skødehund. Senest er han i en ny bog, »Mørkelygten«, af journalisten Jesper Tynell indirekte under anklage for at have bestilt et juridisk notat, der godkendte den kontroversielle deltagelse i krigen.

Uanset hvad var det for Fogh alt­afgørende, at Danmark deltog. For ikke mindst efter Nazitysklands besættelse stod Europa i en gigantisk taknemmelighedsgæld til sin allierede på den anden side af Atlanten, mente Fogh. Så at svigte USA i krigen imod terror var i hans hoved fuldstændigt utænkeligt. For ham handlede det om, at USA og Europa fortsat er forenet af grundlæggende værdier. Om demokrati, frihed, retssikkerhed, menneskerettigheder.

»Hvis jeg ikke stiller op her, så kan jeg lige så godt stoppe som stats­minister,« betroede Fogh nære medarbejdere i de dage, hvor han i 2003 lod Danmark gå med i angrebet.

Krigeriske Søvndal

Men som ved optakten til Irak-krigen, da Fogh blev kritiseret for blindt at følge USA og Storbritannien, dansede den socialdemokratisk ledede regering i august 2013 også rundt for at følge trop, da præsident Barack Obama ikke kunne beslutte sig for, om han ville angribe Assads Syrien eller ej.

Ironisk nok kom selv SFs udenrigsminister Villy Søvndal til at fremstå mere krigerisk end Obama, da han hele tiden ændrede holdning i et forsøg på at sige det, som passede Washington. Søvndal fik undervejs både talt for en »afgrænset« militær aktion og om, hvor »utåleligt« det var, hvis Vesten ikke reagerede på Assads giftgasangreb. USAs angreb kom aldrig. Ikke dengang. Til gengæld gjorde forløbet det klokkeklart, at uanset om Danmark har en blå eller rød regering, så strækker vi os langt for at gå med i USAs militære missioner. I dag har vi F-16-jagere med i angrebet på de hellige krigere fra Islamistisk Stat.

Vi svigter altså ikke USA – men gerne vore egne veteraner, kan hjemvendte soldater indvende. For selv om vi i dag er en af USAs mest trofaste våbenbrødre, har vi fortsat ikke en rodfæstet kultur, hvor vi anerkender vores veteraner. For at skabe sådan en tradition i Danmark skal der arbejdes målrettet for sagen, viser fiaskoen for veterankortet, der kan spores tilbage til Forsvarsministeriet og Forsvaret. For ingen her tog eksempelvis ansvaret for blot at lave en hjemmeside, der kunne give veteranerne et overblik over kortets fordele. Siden måtte en veteran af egen drift stable en side på benene i sin fritid. Velkommen hjem