Jeg er blevet ydmyget af det offentlige system

Når man, som jeg, har et handikap, så oplever man ofte at blive stemplet, og dette gjaldt i særdeleshed, da jeg kom i kontakt med det offentlige.

Mads Jannik Holm nylig student

Jeg er født for tyve år siden, syv en halv uge for tidligt. Jeg har det, der hedder Spastisk Cerebral Parese, også kaldet spastisk lammelse, der, for mit vedkommende, sidder i benene. Dette skyldes, at jeg fik en hjerneskade, da jeg ikke fik ilt under fødslen.

Mit handikap betyder, at jeg til daglig må støtte mig til en rollator eller sidde i en kørestol, når der skal tilbagelægges længere afstande. Det er det eneste.

Denne spasticitet har hverken sat sig i min udtale eller måden, mit hoved fungerer på. Jeg har gået i en normal folkeskole. Her havde jeg en hjælper, der hjalp mig med de fysiske udfordringer.

Jeg har taget en helt almindelig studentereksamen med et karaktergennemsnit over middel og en fraværsprocent på 0. Alt dette klaret uden nogen hjælper.

Jeg ser mig normalt ikke som værende handikappet. Jeg har ganske vist brug for en ekstra hånd fra tid til anden, men ellers fungerer det hele jo, som det skal.

Og jeg har først for nylig lært navnet på diagnosen, for det har jo ikke været nødvendigt. Det er egentlig ligegyldigt.

Men det kan godt være, at jeg ikke ser mig selv som værende handikappet, for mig betyder det ikke noget i det daglige, men det gør det, når man møder det offentlige og deres kassetænkning: Her er jeg på forhånd fået stemplet ’Handikappet’, ikke ’spastiker’, ikke ’gangbesværet’, men ’handikappet’ – der skelnes simpelthen ikke. Det er, hvad man er.

Lad mig komme med et eksempel: Jeg fik i sommer den længe ventede studenterhue på hovedet.

Jeg var ikke kommet ind på journalistuddannelsen i denne omgang og havde indstillet mig på et sabbatår og et møde med arbejdsmarkedet, inden jeg næste år ville vende tilbage til skolebænken, ganske ligesom mange andre unge gør eller har gjort.

Man kan jo ikke leve af ingenting. Så for et par uger siden tog jeg på det lokale jobcenter, eller uddannelseshuset som det hedder, når man som jeg er under 30, for at finde ud af, om de kunne hjælpe mig med at finde et arbejde og hjælpe mig økonomisk indtil da.




Der tænkes fra det offentliges side ikke over, at der findes forskellige former for handikap

Mads Jannik Holm, nylig student

Så jeg afleverede en ansøgning om kontanthjælp, kaldet uddannelseshjælp, og blev senere på ugen indkaldt til en vejledende samtale.

Til samtalen bliver jeg mødt af en flink ung kvindelig socialrådgiver. Vi hilser på hinanden, og ganske kort efter begynder hun at spørge ind til mine planer for fremtiden. Jeg fortæller hende om Journalisthøjskolen og eksempler på tre andre (nød)uddannelser, som jeg vil søge ind på efter mit sabbatår.

To minutter senere er den unge socialrådgiver kommet til sin endelige konklusion. Hun har vurderet mig uddannelsesparat nu og her og beder mig om at søge ind på en uddannelse inden 1. november.

Jeg fortæller hende, at jeg ikke vil søge ind på en uddannelse bare for at droppe den til fordel for en anden. Det mener jeg både er spild af min tid og systemets ressourcer. Den bider den unge socialrådgiver ikke på og tilbyder mig en aktiveringsplads indtil da.

Hun tilbyder mig en plads på et beskyttet værksted, hvor jeg, sammen med andre ligesindede, kan sortere tøj 34 timer om ugen til det, der svarer til den højeste SU-takst for en hjemmeboende (2.500 kr. om måneden).

Til dem, der ikke ved, hvad et beskyttet værksted er, kan jeg fortælle, at det er et sted, hvor fysisk og psykisk handikappede mennesker, der er ude af stand til at klare et arbejde på det normale arbejdsmarked, får tildelt en plads.

BANG! – stemplet ’HANDIKAPPET’ med store og tykke bogstaver lige i panden. Det er simpelthen det mest ydmygende, jeg nogensinde har oplevet.

At blive sat direkte ind i en bås, hvor jeg kan sidde og sortere tøj med ligesindede. (Fysisk og psykisk handikappede mennesker, der er ude af stand til klare et arbejde på det normale arbejdsmarked).

Det tilbud takkede jeg selvfølgelig nej til og trak min ansøgning om uddannelseshjælp tilbage. Nej. Det er nemlig ikke mig. Jeg er ikke bare handikappet! Der tænkes fra det offentliges side simpelthen ikke over, at der findes forskellige former for handikaps.

Bare inden for min egen diagnose findes der mange forskellige grader langt værre end min egen, og jeg kan nævne massevis af andre andre eksempler på handikap, der ligger milevidt fra mit eget. En udviklingshæmmet er f.eks. ikke ligesindet med en spastiker. De har behov for andre former for hjælp, end jeg har.

Det nytter ikke at samle alle handikappede sammen i én bestemt kasse. Det er der jo ingen af os, der har godt af eller behov for