---

-Og det var så det epistel som "båtnakken" ville overbevise os om var skrevet ud fra egen usandsynlige store viden.
Sandheden er dog, at det er tyvstjålet fra "denfri.dk". -Og her er den originale version:




Hvis nu runestenene – som vores salig forfædre Odinskelov med gavmild hånd har strøet hither og dither i det hjemlige landskab – på en måde kan betragtes som en tidlig, måske lidt primitiv version af Godmorgen Danmark, så kan man vel godt sige, at det ikke ligefrem er gået fremad inden for branchen. Tværtimod.

For ligesom de, runestenene, kun (eller for det allermeste) repræsenterede den gruppe danskere vi, med en lidt 1977-agtig betegnelse kan kalde “de som har”, er tidens mediebillede jo præcis det samme. I hvert fald når der tales politik, økonomi og alle de andre emner, vi normalt er enige om er “vigtige”. Det vi faktisk får i mediebilledet, er en slags forstørret og glorificeret version af præcis det vi får på Facebook eller Instagram: normbekræftende statusser om fine ferier og lækre jobs og billeder af smukke børn og højtbelagt palæo-mad og hvad fanden er oppe med DET?

Når der f.eks tales om vores krigsdeltagelse, er der glatte, vandkæmmede, som oftest unge eller yngre “eksperter” i studiet. IKKE, eller meget sjældent, forældre til faldne eller soldater med erfaring fra diverse kamppladser. Når der tales økonomi, er det altid velklædte, veluddannede, veltalende knivskarpe jakkesæt, som HAR mælk og rugbrød og penge nok til endnu mere mælk og rugbrød, der udtaler sig i eksperternes sted. Det er konstant som at betragte sjælløse robotter tale om deres egne gigabytes eller foretrukne maskinolie: ingen indlevelse, ikke én sveddråbe på “ekspertens” pande og absolut ingen menneskelig indignation. Bare fravær. Fravær og mekanisk upersonlig afliring af behageligt velkendte “kendsgerninger”. Som en slags kontrolleret udgave af Fluernes Herre, bare i flottere tøj og med de veltrænede røvbalder i designermøbler nu:

barnemennesker med barneholdninger der bestemmer hvad “tegnene” betyder, for alle de mange frygtsomme, mindre heldige børn, der aldrig kommer til, eller som har alt for travlt med at bore fingerneglene ned i afgrundens kant, til at kunne koncentrere sig om HVAD der egentlig sniksnakkes om, inde i skærmens flimrende flimmer. Og imens brænder hele verden naturligvis til slagger allevegne.

Hvor er vores indignerede debattører på TV? Vores bekymrede, vrede politikere? Vores eksperter – som står ved deres rådvildhed og ikke bare kolporterer illusionen om ET eller andet jakkesæts tankesæts snarlige overhøjhed? Hvor fanden er MENNESKELIGHEDEN? Hvor er tvivl, ærlighed og det vi med et lidt fortærsket ord kan kalde ægthed? Hvor er originalerne, fritænkerne, fuckfingrene, de som ikke bare bringer flere ens, fabrikfremstillede trækul til kedsommelighedens sløvt osende Webergrill?

Det er jo hverken mennesker eller menneskelige tragedier, vi præsenteres for. Det er tomhed, fravær. Til trods for, at der faktisk findes masser såkaldt helt “almindelige” danskere, som sagtens kunne udtale sig med samme prægnante velartikulerethed og sylespidse selvtillid. Samtidig med at de faktisk VED noget om den virkelighed de FLESTE af os lever i.

Virkeligheden udenfor teorierne, virkeligheden bagved overskrifterne. Den virkelighed, som vil skide på diverse kæphøje kække “eksperter”, Ph.D’er og studieværters leflende liderlighed efter konstant at holde de samme mikrofoner op foran de samme kridhvide tænders fuldkommen enslydende volapyk.

Det vi har fået, i det moderne runestens-landskab, er fuldkommen ens studieværter der taler med fuldkommen ens gæster, om fuldstændig det samme. Og bevares, de SER behagelige ud, de er som regel også behagelige at høre på – fordi de aldrig siger noget som ikke er selvindføjet og vi derfor altid falder fra, efter nogle sekunder. Altid, alle steder. Og det, synes jeg, er en utilgivelig svaghed i såvel det primitive som det såkaldt ædle samfund. Det er naturligvis også én af hovedårsagerne til den allestedsnærværende apati og opgivenhed. Danmark er blevet en bager med tretusinde slags fuldstændigt ens kager og millionvis af ligeglade, apatiske kunder, der bare shopper fra vugge til grav, med krummer i mundvigene og glasagtige, ligeglade øjne.
------------------
Herfra starter tyveriet.



Det er en ny tids skoledukse der styrer på alle fronter, ulidenskabelige omega-hanner og hunner, der burde prøve noget LSD og lidt analsex. Og måske at være hjemløse et par måneder. Vores politikere har aldrig arbejdet, de har aldrig sultet eller frygtet for næste måneds husleje. Vores “eksperter” – uanset indenfor HVAD – har aldrig strejfet væk fra den slagne vej, de har tilsyneladende aldrig deltaget i NOGET som helst, der ikke bekræftede de vinkler og holdninger de allerede havde i forvejen – og de fleste af dem, kommer de samme 2-3 steder fra og har (tilsyneladende) også samme skrædder. Vi har fået en ny adel, et velklædt normativt demokratur, bestående af upassionerede levebrøds-eksperter, hvis eneste raison d’etre tilsyneladende er dette: at opretholde et stadigt, maskinelt flow af endnu mere levebrød, ind i de glat snurrende maskiner de selv og deres holdninger er.

Nu vil man sikkert sige jeg er rød, uoplyst, urealistisk, at jeg er kommunist, islamist, falangist, satanist eller vild med hash-cigaretter og Bob Dylan på dårligt stemt guitar. Det er jeg ligeglad med, for det ER jeg ikke. Jeg kan bare godt lide farver, overskud, jeg kan godt lide dufte, mangfoldighed, fantasi, frihed og humor. Jeg kan godt lide de som kaster en stor fed olieindsmurt svensknøgle ind i det til hver en tid vedtagnes støt snurrende hjul. Men det SKER jo ikke. Det sker ikke ét eneste sted i debatten eller landet som sådan.

Imens det vi kan kalde anstændighedens Danmark smuldrer og krakelerer og lige så stille forsvinder tilbage op i sig selv, lidt som en slags skønhedens offer på idiotiets og ligegyldighedens blodige alter, så sidder alle, og jeg mener ALLE: politikere, eksperter, journalister, komikere, borgere, bloggere og fanden og hans dunkende dryppende pumpecock, og eftersnakker hinanden bevidstløst om “røde tal”, “bundlinier”, og hvordan vi i øvrigt – gerne hurtigst muligt – kan afmontere Danmark og få noget der mere ligner … ja, hvad? USA? Darfur? Tjetjenien? Senegal? Henry Moores Utopia? Det er naturligvis et rungende nej til sidstnævnte. Men alligevel.

Der er en legende om en fugl, vi kan jo kalde den Fugl Føtex, som var SYYYG til at flyve, men den var også virkeligt dum, snotdum, så den fløj og fløj, i stadig mindre cirkler, indtil den til sidst fløj op i røvhullet på sig selv og forsvandt. Det gider vi jo ikke, gider vi?

NB: jeg har lånt navnet “Fugl Føtex” fra et lidt ældre digt af min dygtige homie Lars Olrik <3
-------------
"Lappedykkerens" meninger giver jeg ikke meget for. - De er jo bare afskrift af andres:(

http://www.denfri...ugl-fotex/