---

Nemt er det ikke.

Men jeg forsøger alligevel på min måde at afslutningsvis ikke at forsvare, men at forklare mig.

Vi er alle forskellige og har alle vores mening som vi har ret til at have, derfor gør vi hvad vi gør i overbevisning om at det er det rette. Om det er rigtigt eller forkert er jo så op til den enkelte person at bedømme i den aktuelle situation, men uanset hvad man gør, vil der altid være en diverteret mening.

Og hvorfor gør jeg som jeg gør ??

Tja, jeg er af Dansk afstamning og har boet i Danmark i 50 år, altså taler jeg dansk og har den Danske mentalitet fast forankret i rygraden og bevidstheden. Nu her knap 4 år efter jeg skiftede min Danske bopæl ud med en adresse her i Thailand for at give ryggen bedre betingelser på grund af varmen, er jeg så havnet i den her situation der virker uoverskuelig.

Den pige der fik mig til at flytte fra Koh Samui til Bangkok, viste sig at ikke være som førstehåndsindtrykket gav udtryk for. Hun viste sig at være en meget kompliceret person med et liv der helt fra barnsben, ikke var til hendes fordel, hun blev udstødt og misbrugt helt op til den dag hvor jeg ‘hev’ hende ud af hendes hverdag, der selvfølgelig har sat sit præg på vores forhold. Hun har 3 års skolegang at gøre godt med, der nu her 40 år efter er så godt som glemt. Engelsk lærte de ikke dengang, vi så rettede op på ved at købe en masse bøger i bestræbelserne på at en dag kunne snakke sammen, men det er gået meget trægt fordi hverdagen er Thai og lettere at forstå for hende der får hende til at ’glemme’ det hun havde lært. Nu skal det ikke lyde som om det kun er hende der skal stramme balderne, jeg har også en opgave der består i at lære og forstå Thai som jeg kæmper med hver dag, det går også nogenlunde syntes jeg selv, bortset fra dialekterne jeg har svært ved at forstå.

Skæbnen ville så at Kat blev gravid stik imod forventning, og til trods for lægernes forsikring om at de mange røntgenundersøgelser og andre scanninger jeg har været udsat for gennem mere end 20 år, havde gjort mig steril. Altså var det en stor overraskelse for os begge da vi fik lægens svar, mig over de 50 år, og Kat et par og fyrre, skulle nu være forældre.

Det var en bombe af format for os begge der dog aldrig overvejede en abort, vi snakkede så godt vi kunne om fremtiden, og om det måske alligevel ikke var bedre at få fjernet barnet. Men ingen af os kunne leve med at slå et lille menneske ihjel som det jo er at få foretaget en abort, så vi besluttede at tage problemerne som de kom, og de første ventekjoler blev købt.

Og her begyndte vores indbyrdes problemer for alvor at skride, mig der tænkte, hvad gør vi nu, og forsøgte at finde en løsning, pressede nok Kat for meget i og med at jeg krævede handling og svar. Hvor kan vi gå hen hvis der er problemer, hvor kan vi gå hen for at Kat kan få at vide hvad hun skal gøre nu hun ikke er ung mere, altså alle de praktiske ting der i mit fødeland er praktiske løsninger og forslag til. Men sådan spiller klaveret ikke her fandt jeg ud af, mine forsøg på at være på forkant med begivenhederne endte i den ene fiasko efter den anden, og jeg blev mere og mere frustreret over den mur af Thai mentalitet der tårnede sig op foran mig. Kat der er helt blank når det kommer til at undersøge eller spørge sig for, fortalte den ene gang efter den anden, at sådan gør Thaier ikke, eller det kan man ikke, og at spørge sig for på hospitalet var også udelukket fandt jeg ud af hen af vejen.

Altså, og det er humlen i det hele, blev jeg mere og mere frustreret og ikke mindst ulykkelig over, ikke at kunne få svar på mine mange spørgsmål i forsøget på at gøre det nemt for Kat der døjede med den voksende mave der var enorm i hele forløbet. Jeg fandt meget imod min vilje, ud af at jeg var helt alene selv om jeg boede sammen med Kat og boede blandt Thaier, ingen forstod mine spørgsmål, og slet ingen forstod mine frustrationer der voksede og voksede som tiden gik, og endte så med at jeg flyttede.

Jeg vil spare jer for detaljerne fra de 9 måneder der gik, og springe frem til i dag hvor tingene mildt sagt er gået i den forkerte retning. Jeg har nu boet på hotel i en måned, mens Kat er i huset med den lille der hurtigt bliver større, han vejer nu 3 måneder gammel, 6.8 kilo og er en smilende dreng der genkender sin far når han er på besøg som sker flere gange i løbet af ugen, og også genkender stemmen i telefonen når Kat eller jeg ringer. Vi er ikke uvenner og snakker normalt sammen om drengen hvis der er problemer, kun når jeg ser hvordan hun kejtet (i mine øjne !!) behandler Batman, flammer vreden op i mig. Jeg fortæller jer om de mærkelige ting hun gør (som hun godt er klar over jeg skriver om), og som jeg godt vil have i tænker over.

For jeg fortæller om mit liv i Thailand med det dagligdagen byder mig her, og jeres mening og holdning er baseret på Danske forhold !!

Mine frustrationer over at få nogle mildest talt underlige svar (eller intet) på mine spørgsmål som bekymret far, er skyhøje og bliver ikke mindre når svaret blot er jai yen yen (tag det roligt) eller andet ligegyldigt. Jeg er i et land, hvor lægen fraråder nybagte mødre at drikke mælk fra køer, råder dem til at hælde lunkent vand på drengens fødder hvis han har ondt i maven. En klud med urin imod trøske der skal smøres i mundhulen, og at give drengen hue på hvis han græder om natten, og en masse hokus pokus der er lysår fra de råd og vejledninger man ville få hjemme, gør det sgu kompliceret at være Dansk far herude. Hjælpen fra naboerne der nok er venligt ment og som er vendt tilbage efter jeg er flyttet, er også så Thai uforståelige, og tynget af tabe ansigt kulturen der gør at der bliver svaret eller sagt noget som nødvendigvis ikke behøver være sandt. Så jeg sidder med over en million ubesvarede spørgsmål jeg ved jeg aldrig for svar på, og er dybt ulykkelig over at tingene har taget den her drejning.

Det er min hverdag, jeg får yderst sjældent svar på spørgsmål uanset hvem jeg spørger, men bliver hvirvlet ind i en masse selvmodsigende ævl der ikke hjælper mig. Selv om jeg ligger på blødende knæ og beder om et svar fordi jeg ønsker at forstå og lære, er resultatet det samme hver gang, de aner ikke hvad de skal svare mig.

Og min løsning på den uovervindelige krise jeg befinder mig i, er at køre en tur for at komme lidt væk og tænke på noget andet. Det kan jeg nu se ikke falder i god jord hos nogle, der åbenbart mener at jeg skal blive siddende på værelset og stirre ind i væggen, men der må jeg skuffe jer, det kommer der ikke noget godt ud af. Jeg har heller ikke nerver til at skændes fra morgen til aften med Kat fordi vi ikke forstår, eller kan snakke i et forsøg på at forstå hinanden. Men min flytning som kan ses som forsømmelse fra min side, har et andet mål, at gøre Kat stærk og selvstændig. Hun er så underdanig, at enhver af jer kan komme forbi og sige til hende hvad hun skal gøre, det til trods for at hun aldrig har set jer før. Hun gør som der bliver givet besked på, uden at tvivle et sekund på om det er det rigtige eller forkerte hun gør. Så med alle de gode råd de uvidende, men samtidigt meget kloge Thaier konstant har om alting, og gerne deler ud af, bliver alting meget besværligt i dagligdagen hvor Kat roterer om sig selv for at udføre de nye ordrer. Selv telefonopkald kan ændre hendes opfattelse af tingene desværre, desværre fordi en venlig sjæl, har bildt hende ind at jeg har skrevet her på siden, at jeg leder efter en ny dame der kan snakke Engelsk, der kommer sgu kampe ud af alt og ingenting der er krævende.

Jeg bruger selvfølgelig Dagbogen i mine bestræbelser på at finde ud af hvad jeg skal gøre, og for at bede jer om gode råd, der så samtidig giver mig noget at foretage mig, og troede ikke at en fortælling om en ganske almindelig køretur ville skabe så stor tumult som er tilfældet.
Men desværre er der ikke så mange der som jeg har fået et barn herude er min opfattelse efter at have spurgt om råd flere gange, så det var desværre ikke så givende som jeg havde håbet på. Vi er nu ude i indlæg der gør mig ked af det, angreb der slår fast at jeg misrøgter mit barn og andet ikke så flatterende, så jeg benytter tilfældet til at stoppe med at fortælle hvad jeg laver indtil der er kommet ro på både mig og Kat og vores liv, og jeg undlader også i fremtiden at fortælle noget som helst personligt for ikke at skabe mere ballade.

Mens i læser og indvendigt hidser jer op over mit liv og min handlemåde som Rinpoche, eller rettere JackD gør, så tænk venligst på at jeg gør hvad jeg kan på min måde. Jeg kunne have valgt at stikke af for meget lang tid siden, jeg kunne have smidt Kat ud, jeg kunne have fundet en anden kvinde, ja der var så meget jeg kunne have gjort. Men jeg gjorde ingen af delene vel, jeg har tålmodigt forsøgt gennem hele perioden at ride stormene af på grund af kærlighed til den tumpede kvinde jeg elsker og ikke lader i stikken, og jeg elsker mit barn over alt på jorden og kunne ikke drømme om at gøre ham fortræd.

Så hus forbi suk i dine sure opstød, har du for øvrigt selv børn der har givet dig din store viden og indsigt siden du ville ønske at jeg blev anmeldt. Hvis du tænker dig lidt om, vil du måske forstå at det er manglen på kommunikation herude mellem Thaier og falanger og generel information i det hele taget der er problemet, havde jeg fået drengen derhjemme, var de her problemer aldrig opstået, der får man sgu et svar når man stiller et spørgsmål, og der er hjælp at hente alle vegne hvis man har et problem. Batman dør ikke af den behandling han er udsat for, han lider heller ingen nød som vægten nu viser, han bliver blot behandlet som Thaier nu en gang gør og som jeg ikke kan acceptere, og tager ingen skade med mindre Kat taber ham på gulvet som jeg er sikker på aldrig sker.

Det her var så den sidste fortælling fra mit privatliv, kan nogen få noget ud af at dissekere dele af det jeg har skrevet her i mit forsøg på at forklare mig og fortsætte, skal i være velkomne, men det bliver uden mig. Jeg har som få været 100% ærlig i alt jeg har skrevet, og det vil det efterfølgende også være, og jeg har kun haft en dagsorden, at fortælle om det jeg oplever som i har taget pænt imod, og tusind tak for det.

Men det har også givet mig fjender desværre, Svend Petersen i Nonthaburi der hævngerrigt fortsætter med at viderefortælle mine Dagbøger til Annie, som har en stor del af ansvaret for misbruget af Kat, har skam allerede ringet og tilbudt Kat sit gamle job imod at hun overgiver barnet til hende. Du aner ikke hvor ondt du har gjort Kat og hendes datter Svend, du er slet ikke klar over at du sårer folk utroligt meget, og jeg tror faktisk ikke du aner hvad du laver i din søgen efter gratis øl, men skade har du gjort. Men det kan du jo sludre med din gode ven JD/Rinpoche der garanteret støtter dig i dit fulde mands ævl. En varm tanke går også til JD der har været så venlig og betænksom at anmelde mig til kontrolgruppen med specifikke datoer for min gøren og laden med Kat, okay jeg har snydt og skal betale tilbage, det er en selvfølge og slet ikke noget jeg beklager mig over. Men at være så gal på mig på grund af meningsudvekslinger er sgu uhyggeligt, tænk at oprette en tråd på TT, med det ene formål at opfordre folk til at anmelde mig, er du i virkeligheden mon blot en lavstammet halvskaldet mand der er misundelig på mig, ja det kan kun en uddannet give sit professionelle bud på, men rask er du ikke.

Nu fik jeg forklaret mig så godt jeg kunne, og jeg kom af med det jeg gerne ville, og om nogen kan forsvare sig, rager mig en høstblomst JD/Rinpoche, jeg fik ikke chancen til at opponere eller modsige Svends påstande, ej heller JD/Rinpoche gav mig chancen på noget tidspunkt i hans hetz !!

Du skal ikke snydes AL48, jeg så lige at du endnu engang gør dig klog på mig. Men den anstrengelse behøver du ikke påtage dig for min skyld, jeg er, og har været fuldstændig ligeglad med dig og dine indlæg på diverse sider, hvor du i god JD stil, fortæller gud og hver mand at du, og kun du alene kender sandheden. Så glem alt om at komme ind i varmen hvad det så end handler om !!