---

Dagbogen 16.10.2012 Kanchanaburi & Omegn

Godmorgen Dagbog.



En svær tid og lidt oplevelser.

Jeg er flyttet hjemmefra, og sidder nu her hver dag og følger livet i og omkring stedet hvor jeg har slået mig ned for nu. Som en diametral modsætning til stilheden i huset, har jeg nu ‘fornøjelsen’ af at opleve dagligdagen fyldt med turister af alle slags, dog mest russere og englændere :(

Hvem der er værst af de 2 nationaliteter ved jeg ikke, englænderne (typisk mænd !!), farer omkring brovtende og meget hørbare med bar overkrop i forsøget på at flashe deres tatoveringer. De sidder i barene fra morgenstunden med den obligatoriske øl foran sig, mens de kommentere alt og alle der tilfældigvis går forbi på gaden eller fortovet, alle bliver tiltalt med Mate uanset om de kender en eller ej der kan være lidt irriterende. Men flertallet af dem, forsøger diskret at liste branderten hjem ved femtiden der giver nogle sjove oplevelser når de bliver overfaldet af et vejskilt, skiltet bliver straks svinet til på det groveste nu man gik der stille og roligt og ikke generede nogen, så det er festligt at se på ø((

Russerne er ikke så verbale, men man hører russisk alle vegne uanset hvor man går. Det der i mine øjne kendetegner dem, er deres manglende beklædning. Selv i aftes ved 7 tiden da jeg var henne og spise, dukkede nogle unge mennesker op i bikini og badebukser og tog sig ikke af de blikke alle sendte dem, det er åbenbart normalt at gå i meget lidt tøj i Rusland, så jeg tumler lidt med måske at holde ferie der engang, for der er nogle pæne eksemplarer imellem ((11((

Men ellers syntes jeg ikke her er så mange turister for tiden, der er selvfølgelig nogle, men langt fra antallet i højsæsonen. Men det får ikke folk til at velvilligt at erklære sig villig til at forhandle om prisen, jeg måtte kæmpe en hård kamp de steder jeg var inden jeg fandt det her. En toetagers lejlighed med 3 senge, køleskab, varmt vand, og selvfølgelig air som jeg dog ikke bruger, som jeg fik ned på 6.000 Bht + forbrug for en måned.

Udenfor er der en lille terrasse hvor jeg bruger meget tid på at komme mig over min hjernerystelse, jeg får læst meget (som giver en helvedes hovedpine ((10((), får set nogle af de film jeg har taget med, og sidder så ellers bare og fintænker over mit liv der sgu ikke er så nemt syntes jeg. Jeg prøver at finde ud af hvad og hvordan jeg gør for at komme videre, for her vil jeg ikke blive selv om prisen er til at holde ud, jeg vil have mit eget hvor jeg selv bestemmer hvem jeg ser, og ikke som nu hvor alle der går forbi, lige kigger hvad jeg laver.

Så når jeg er kommet lidt videre med mine tanker, forsøger jeg at finde noget at bo i et eller andet sted her i nærheden, for det er et pragtfuldt område jeg er vild med. For alt det grønne der er godt for sjælen, floden og bjergene, giver mig så meget positivt jeg ikke vil være foruden, så jeg må på jagt igen på et tidspunkt.

Det tidspunkt troede jeg var kommet her forleden, hovedpinen var ikke så slem da jeg vågnede og blev mættet med to piller sammen med morgenkaffen. Det fik mig til at kikke på kortet hvor jeg måske kunne finde noget at bo i, men ak ak…

Alle mine gode hensigter forsvandt i samme øjeblik jeg kørte ud af indkørslen, hvor jeg besluttede mig for at køre ud til den botaniske have jeg havde set på kortet og skulle ligge omkring 30 kilometer fra centrum (hvor det så end er ??)

Det var pragtfuldt at komme væk fra terrassen og de dystre tanker der plager mig over det skete, så jeg skubbede tankerne langt væk og brugte mine øjne i stedet.

Og det samme pragtfulde landskab jeg snart mange gange har kørt igennem, fik renset lidt ud i rodet i mit hoved, det fantastiske syn af livet i Thailand jeg aldrig bliver træt af at se på flimrede forbi på min vej, og fik endda solen til at titte frem i dagens anledning. Så da jeg endelig nåede frem til, og måtte bremse alvorligt kraftigt for ikke at passere det lille skilt der viste til venstre ned af en grusvej til målet, Kanchanaburi Botanic Garden, blev jeg endnu mere glad for at kunne se og fotografere forhåbentlig nogle flotte blomster ((113((

Og for at det ikke skulle være løgn, ålede en pæn stor kobraslange sig over stien lige foran knallerten og forsvandt i vildnisset, herlig oplevelse. Med kobraen i hukommelsen og for ikke at komme alt for tæt på sådan en fætter, trillede jeg langsomt i midten af stien der endte ved en vagt der efter at have sluttet den telefonsamtale han havde gang i, der fik forklaret mig at jeg ikke kunne komme ind :o

Æv en neder tænkte jeg mens jeg kørte ud til vejen igen, hvad gør jeg nu ???

Jeg havde jo ikke været så længe undervejs, og gad helt ærligt ikke tilbringe endnu en dag på terrassen med at tænke nu jeg endelig havde taget mig sammen, så jeg slukkede for knallerten og fandt kortet frem jeg havde taget med og tændte en ligpind. Ifølge kortet der for øvrigt er på Thai, var jeg næsten midtvejs mellem Kanchanaburi og Sai Yok, hvor jeg længe gerne har ville se nærmere på Hellfire Pass Memorial, så beslutningen var egentlig ikke så svær at tage, jeg ville fortsætte og dreje til venstre og ikke til højre mod den kedelige depressive terrasse. På vejen ville jeg lige besøge Krasae Cave som toget til Namtok passerer, og som jeg har kigget på flere gange nu i ren nysgerrighed fra toget.

Så jeg fortsatte ud i det lidt overskyede blå, bjergene man kører over og imellem var indhyllet i tågedis på grund af regntiden der gjorde turen dejlig behagelig kølig og ikke mindst smuk, men når jeg stoppede af den ene eller anden grund, bankede varmen som en gal, så jeg var ikke utilfreds over den mangelfulde skiltning der fik mig til at mose rundt i flere timer i den for mig utrolig smukke natur hvor min favorit plante, bambussen havde overtaget , høj og flot vajede ud over kørebanen. Det gjorde så også at jeg kun har taget et par få billeder af turen, disen var for tyk til noget fornuftigt, så de billeder jeg viser jer er manipulerede desværre



Men endelig kom der et stort skilt - Krasae Cave 15 kilometer, selv om det ifølge kortet, IKKE var den rigtige vej. Men jeg er jo modig (syntes jeg selv !!) og tog opfordringen op. Afsted det gik på utroligt dårlige veje, syns handicappede har ikke jordisk chance her, holder man ikke godt øje og kører i et rimeligt tempo (maks 50 kilometer i timen ), styrter man hurtigere end stærkt. Store umærkede huller og asfalt der uden at jeg nogensinde har oplevet det før, opfører sig som om den bliver trukket nedad i en spiral og laver et slags krater, gjorde turen lidt for spændende syntes jeg, men det var gudskelov kun omkring 10 kilometer at det var så galt ((128((

Hvor jeg så skiltet der sagde 2 kilometer tilbage, og her hvor jeg er hjemme igen er jeg nødt til at komme med en indrømmelse. Skiltet lå halvt dækket af græs og andet grønt i siden af vejen og pegede i den ‘rigtige’ retning, derfor var jeg ikke i tvivl om at det her var det rigtige at gøre, nemlig at fortsætte ((11((

Men det var en and var det, jeg kom i stedet til Tham krasae Bridge stationen hvor der ligger flere store resort der tilbyder ophold i flydende bungalows som jeg har filmet og fotograferet før fra toget. Men det var et pragtfuldt stille område uden den mindste larm, der går kun den ene vej her op til stedet hvor fuglekvidren havde overtaget. Så jeg benyttede mig selvfølgelig af tilfældet og satte mig ned og nød synet over floden og stilheden der var larmende !!

Nu har jeg taget turen flere gange med toget, og vidste at der ikke var så langt til hulen hvis man gik på sporene. Så da jeg fandt en nedtrådt sti der gik i samme retning som hulen lå, begyndte jeg selvfølgelig at gå, men stien endte efter små hundrede meter, og jeg måtte gå tilbage igen. Fanden stå i det tænkte jeg, jeg er så tæt på at jeg næsten kan lugte røgelsespindende, så jeg skal derhen skal jeg ((1((

Så jeg begyndte turen ud på skinnerne der hurtigt gav mig kuldegysninger, for selvfølgelig stødte mine uregerlige tæer mod de store møtrikker og andet jern der var mellem svellerne og skulle holde sammen på samme, og en af møtrikkerne var så løs at jeg med fingrene kunne løsne den og skrue den af !!!

Jeg har taget turen flere gange, tusindvis af turister kører årligt på den gamle rute samtidig med at der daglig er flere afgange mellem Nam Tok og Kanchanaburi, ja selv Orient Ekspressen kører til Nam Tok, og her står lille mig og kan skrue tingene løs med fingrene uden at bruge særligt mange kræfter, det fik mig uvilkårligt til at tænke på myndighedernes planer om højhastighedstog i Thailand !!!



Nå, heldigvis kan man sige, var jeg ikke nået så langt på min rejse da jeg pludselig hørte en lyd jeg helst ikke ville høre der hvor jeg var. Det var sgu toget der udstødte en tuden der var ved at give mig nervøse trækninger, det var kommet uden jeg havde hørt det, til den lille station jeg lige var gået fra. Så al videre gang foregik i løb tilbage mod sikkerheden hvor jeg et par gange blev mindet om at toget altså skulle videre, og i den retning hvor jeg gik/løb. Puha jeg blev varm af den tur, for ung er man ikke mere, og ryggen er ikke i særligt godt humør, så der måtte gnaves efter den ufrivillige motion i skyggen af et stort træ hvor jeg morede mig over mit ’held’, inden jeg kørte videre ((7))

Jeg havde ikke fået set Krasae Cave endnu, og tænkte lidt da jeg igen så et skilt der viste mod den, men hvad tænkte jeg, jeg har før været bagud og tabt stort, så jeg fulgte skiltet der denne gang sagde 2.8 kilometer og håbede at det ville lykkes denne gang. Jeg kørte og jeg kørte, langt over de angivne kilometer uden at se noget som helst, jeg har nok kørt 7 - 8 kilometer da der endelig dukkede en parkeringsplads jeg hurtigt kørte ind på. For jeg var blevet varm (og skoldet ((10(() af alt det her, og var ekstrem tørstig. Tørsten slukkede jeg med en Magnum Mandel mens jeg gik mod målet og undrede mig også her over de russiske piger/damer der herude i ’vildmarken’ gik i bikini, det ser sgu mærkeligt ud syntes jeg når der ikke lige er nogen swimmingpool i nærheden, men sådan er de !!!

Og hulen var en stor skuffelse, der var intet udover en Buddha i hullet i bjerget, intet overhovedet, så 2 billeder senere, var jeg på vej væk igen og gik mellem de sædvanlige boder der tilbyder alt mellem himmel og jord dyrt, tilbage mod knallerten. Så den oplevelse kan jeg bestemt ikke anbefale jer, spild af penge og tid :(

Jeg havde stadig Sai Yok i tankerne da jeg kørte videre, og så pludselig et skilt der viste vej op over et bjerg på 540 meter. Koblingen brokkede sig over stigningen og kræver vist et værksteds besøg senere, men over kom jeg da, igen med enorme bambus hængende ud over kørebanen der fik vejen til at virke huleagtig, og kom ned til en stor vej uden skilte af nogen art. Så jeg spurgte en gut om vejen til Sai Yok, jo jo sagde han, du skal den vej og pegede op mod det bjerg koblingen lige havde kæmpet med, der er ikke andre veje sagde han selv om jeg sagde jeg ville til vandfaldet. Så jeg måtte en tur i 7 Eleven der lå herude i ingenting, for at tanke op med et stykke chokolade og noget vand inden jeg overtalte mig selv til at opgive, og kiggede for første gang på uret og så at klokken nu var halv 2, og startede efter en rygepause turen hjem hvor bjerget var den første udfordring.

Min evige frygt for de forbande bidske hunde der er alle vegne, gør mig altid opmærksom når jeg kører, så da jeg langt fremme oppe på bjerget så mellem 7 og 8 dyr på vejen, bremsede jeg lidt op og håbede de ville forsvinde. De var som sagt meget langt fremme, og da jeg langsomt nærmede mig dem, kunne jeg se at det ikke var hunde. For første gang i mine 4 år herude, så jeg nu aber i det vilde, små og store fes de rundt og samlede nedfaldne frugter op på vejen, fantastisk syn der gjorde at jeg ærgrede mig over at have lagt kameraet ned under sædet. En modkørende bil havde gjort som mig og nærmede sig langsomt aberne der uden frygt fik samlet det sidste frugt op inden de forsvandt i junglen, en vanvittig fed oplevelse oven på skuffelsen ikke at skulle se Sai Yok denne gang, så turen de små 50 kilometer hjem var intet imod den oplevelse dagen havde været ((6))

Så jeg kom hjem til terrassen igen hvor jeg har prøvet at fortælle hvad der er sket siden sidst, kroppen værker over den 6 timer lange tur sammen med huden der var udsat for solen, for hulen den brænder og gør nas, men det er det hele værd.

Til sidst er der en ting jeg gerne vil sige til jer, jeg har nu skrevet Dagbogen i samme jargon som sædvanligt, og i et sprog jeg altid prøver at holde muntert uanset næsten hvordan jeg har det. Det appellerer jeg til jer at prøve at forstå grunden til, jeg kan ikke skrive Dagbogen i et nedtrykt sprog som ingen gider læse alligevel, og jeg kan ikke fortsætte med at forsøge at indvie jer i mine forviklinger, kun Kat og jeg kender sandheden og ved hvad der er sket og sagt.

Men i må ikke være i tvivl om at jeg har det skidt over hvad der er sket, endda meget. Men tingene er som tingene er, og det kan ingen lave om på, jeg kan kun forsøge at gøre det nemmere for Kat at komme igennem det her skide tabe ansigt skuespil der foregår her, intet andet. Kat har selvfølgelig fået tilbuddet om at blive i huset, jeg betaler selvfølgelig og giver hende penge ved siden af, men hvad hun gør ved hverken hun eller jeg, så det må tiden vise !!

Hun indrømmer blankt at hun kun tænker på sig selv, og hvordan hun nu taber ansigt, og ikke tænker på mig, hun prøver at give mig instrukser om hvad jeg skal sige hvis jeg møder nogle af naboerne, og er villig til at ofre resten af sit liv sammen med mig, ene og alene for at redde ansigt. Og uden at være kold eller kynisk, kan jeg slet ikke se mig selv i den offer rolle, jeg kan ikke overskue tanken om 40 år + uden glade og positive tanker og oplevelser, derfor gør jeg hvad jeg gør !!


Buddha skal selvfølgelig ikke glemmes selv om jeg har problemer, han passer trods alt på mig alligevel, tak for det…… ((6))