---

Dagbogen 22.09.2012 Kanchanaburi

Godmorgen Dagbog.



Historien om en tumultagtig uge, et Besøg, og lungebetændelse (måske ??)

For at starte med tumulten som jeg kalder det, var mandag dagen hvor jeg ikke kunne tage mere, og Kat og den lille blev sendt ind til søster.

Siden den sidste Dagbog var der både gode og dårlige dage, Kat fik vist øje på at jeg var meget tæt på at nå grænsen og tog sig gevaldigt sammen. Hun læste igen i den lille brochure hun fik med hjem fra hospitalet, og fandt ud af indrømmede hun, at mange af de ting hun gjorde, var forkerte og rettede op på det. Men af en eller anden grund jeg ikke er klar over hvad skyldes, glider hun stille og roligt tilbage til den sædvanlige tilstand af zombie artig opførsel, og glemmer alt, og jeg mener alt.

Det gjorde så at jeg stille og roligt fortalte hende at jeg nu var nået til grænsen for hvad jeg kunne klare. Jeg fik hende til at ringe til søster, og tvang hende til at sige at grunden til at jeg sendte hende væk, var at jeg ville have søster til at fortælle og lære hende, hvordan man behandler et barn. Meget modvilligt fik hun sagt det på et Thai jeg forstår, som søster indvilligede i med det samme, så der kom en taxi og hentede dem begge.

Det var meget svært at sende dem afsted, tanken om at jeg måske aldrig fik mit barn at se igen var frygtelig, men jeg kunne ikke se nogen anden udvej end at gøre hvad jeg gjorde. Jeg var så mentalt stresset (og er det stadig), at jeg ikke kunne overskue at skulle være overvåger i ret mange minutter mere. Så det var nogle hårde time hvor vi ventede på taxien, jeg brugte tiden til at snakke med Batman og forklarede ham at det var for hans skyld at jeg sendte ham væk, han så ud som om han forstod, og hold godt fast i en af mine fingre for ligesom at understrege at han altså ikke var dum hele dagen. For at holde ham vågen så han kunne sove på turen, blev han sat i indsatsen fra den klapvogn jeg har købt, og fjernsynet blev tændt. Men det var lige hård kost for ham, og han snuppede en lur nu der ikke var Danske undertekster, og gav den her finger ((7))



Jeg skvattede omkuld som et træ i skoven da de var kørt, og sov fire timer på sofaen inden jeg gik i seng og sov 10 timer mere, og vågnede op noget fortumlet over den unormale lange søvn næste morgen med den årlige tilbagevendende lungebetændelse ??, jeg som sædvanligt aldrig opdager i tide, værkende i det gamle skrog. Så jeg kæmper med hjælp fra penicillin, søvn, og fred og ro mens sveden hagler ud af mig, så meget at jeg har tabt 2 kilo på 4 dage :TUP

Selvfølgelig havde Kat ringet da hun kom frem, og forstod ikke hvorfor jeg ikke havde svaret, har du været nede i skrigegaden spurgte hun, har du en dame ??? Fortsatte hun da jeg tog telefonen, jeg var ikke i humør til at tage den kamp igen, og sagde hårdt til hende at hvis hun fortsatte med det ævl, ville jeg lægge på, og hun skulle ikke ringe igen. Det hjalp ligesom på det, og hun begyndte at fortælle hvordan det gik. Søster var selvfølgelig gået i selvsving med det samme, og havde slæbt det stakkels barn rundt i hele bygningen for at vise ham frem, indtil hun fandt ud af at hans utilfredshed, skyldes sult lang tid over normal fodringstid. Så tilbage til Kat der begyndte at amme ham, og kom søsters første reprimande til Kat )nej)

Sådan kan du ikke amme ham sagde hun (det havde jeg forsøgt at forklare hende siden vi kom hjem fra hospitalet uden held!!), han kan ikke ligge i dit skød, han skal op på armen som hun viste Kat. Så den sædvanligt hurtiglærende Kat, mente allerede at hun var færdigudannet og sagde hun ville hjem igen. Det kan du godt glemme hostede jeg, du bliver der mindst en uge så søster har mulighed for at tæve dig når du gør noget dumt, og jeg har det af helvede til, så tag du det bare roligt og glem alt om at du allerede ved alt som sædvanligt.

Så jeg har haft nogle meget stille og ikke mindst rolige dage hvor jeg plejer mig selv, jeg har ikke haft kræfter til at bevæge mig uden for huset endnu, men er nødt til i dag at køre på apoteket for at købe mere penicillin. Det minder lidt om den tur jeg havde da vi tog til Nakhon Si hvor jeg også havde det skidt og heller ikke kunne holde på noget, så det har fået mig til at tænke på om det kan være Dengu som jeg har læst lidt om, får de symptomer jeg har, til at minde lidt om det, er der nogen der ved noget om det ??

Alt det her som gør at jeg er hjemme konstant, viser den grimme bagside af Go Lung jeg har det utroligt dårligt med. Han har som jeg har fortalt før, en ubændig trang til at lammetæve den lille hund der får alle som en på vejen til at kigge skævt til ham, helt uden grund tæver han hunden med en bambus kæp der har fået hunden til at kravle i stedet for at gå. Indo med sit rolige sind, gør alt for at komme væk når tævene hagler ned over den lille hund, er lågen ikke åben, springer hun over muren ind til naboen og gemmer sig i deres carport i bar skræk. Ingen kan gøre noget ved det nu han er Big Boss som Kat siger han er, det har så fået mig til at stoppe med at give dem mad for ikke at havne i en situation, hvor jeg med glæde ville lammetæve ham som han tæver den lille hund )klap)

Og det fik åbenbart begge hunde til i ren og skær sult, at stjæle den mad han en dag kom hjem med, og lagde på et træmøbel ude i deres carport. Havde det ikke været for de tæv begge hunde fik, havde det været en munter oplevelse, for han er sgu ikke for skarp…

Inden jeg gik ned med flaget, og inden jeg igen fik et herligt besøg af Jos_38 og hans kone, havde jeg en rigtig rar fornemmelse i maven efter en tur på hospitalet !!

Knægten der har en falang krop, vokser som jeg ved ikke hvad, så det tøj jeg køber til ham lige nu, er fra 6 til 12 måneder. Bleerne er fra 7 - 11 kilo, så der var fyldt godt op i det lille skab jeg købte, med tøj og bleer han ikke kan passe. Det gav mig så den gode ide, at køre ud til det kommunale hospital, lede efter en mor med en nyfødt, ringe til Kat der så ville forklare hvad der var gang i, og give hende det tøj knægten ikke kan passe.

Kat pakkede en pose med 10 sæt tøj og to pakker bleer, jeg så hængte på knallerten i mit forsøg på at gøre en god gerning. Jeg syntes jo selv ideen var rigtig god, og var glad da jeg kørte afsted, knallerten blev parkeret på den kæmpemæssige p - plads der var derude. Hold op det var stort, så stort at jeg mistede modet lidt fordi jeg ikke vidste hvor jeg kunne finde stedet hvor mødrene ville findes. Så jeg stillede mig op udenfor og studerede alle der gik ind, og der fandt jeg ud af at jeg sgu var genert. En ting er at have tanken, men en anden er at faktisk gå hen til en vildt fremmed kvinde, række hende en telefon og så ellers vente på at Kat fik forklaret sig. Så jeg stod nok en lille halv time og fik langsomt modet til at gå, med en klump i maven, samme vej som mødrene, det var selvfølgelig ingen skilte på engelsk der kunne hjælpe mig, men strømmen af kvinder og børn var en god indikator.

Og jeg blev med det samme overbegloet af samtlige der sad og ventede på den lange gang, nysgerrige blikke gloede ugenert på mig da jeg stillede mig op og spejdede efter en kandidat. Nu jeg har sådan en stor dreng jeg havde købt nyfødt barn tøj til, var jeg på udkig efter en der så meget lille ud. Men det var lidt en skuffelse indtil jeg så en kraftig kvinde i ikke så rent tøj, sidde med et barn jeg bedømte som nyfødt, det var det rigtige mål for min opgave der gik ud på at give posen til en der ikke havde så mange penge. Der blev talt til ca 1 million inden jeg tog mig sammen til at gå hen imod hende mens jeg ringede til Kat. Der kom hul igennem på telefonen da jeg nåede hen til kvinden, der gloede totalt firkantet på mig da jeg rakte hende telefonen. Hallo sagde hun forsigtigt og lyttede så på hvad Kat havde at sige, hun kiggede på mig mens de snakkede sammen, og jeg var sgu noget beklemt ved det hele og ville væk ((10((

Endelig fik jeg telefonen tilbage i en ordstrøm af tak, mange mange tak blev hun ved med at sige, hun smilede over hele femøren da jeg gav hende posen og hurtigt skyndte mig væk med en klump i halsen. For det var tydeligt at hun ikke havde så mange penge at gøre med, og det gjorde mig så glad og lykkelig at kunne hjælpe med det lidt jeg kunne. De andre ventende havde selvfølgelig ugenert fulgt med i dramaet hvor en falang giver en fremmed kvinde en pose tøj, så jeg følte jeg gik spidsrod indtil jeg nåede friheden der bestod at en dør ud i en anden afdeling hvor ingen vidste hvad der var sket. Selv om det var en for mig nervepirrende oplevelse, var det samtidig en så fantastisk dejlig fornemmelse at kunne hjælpe nogen der ikke har så meget, så jeg gør det igen når knægten er vokset ud af den næste størrelse ((11((

Og den næste størrelse fik han af Jos_38 og han kone Si som ville se et falang barn som Jos_38 fortalte i telefonen. Men det eneste hun fik at se i mange timer var en mæt og tilfreds lille dreng der sov og sov, selv om vi mænd fik os en timelang snak ude i carporten til et par kopper kaffe mens pigerne snakkede som vandfald, sov han fra det hele. Ja selv da han blev placeret i indsatsen, sat ind i bilen og så ellers blev kørt lidt rundt for at finde et sted at spise, snorkede han lystigt. Vi valgte et af de flydende spisesteder nede ved floden hvor Kat og jeg har været nogle gange fordi vi begge elsker at se på floden, Jos_38 udtalte med det samme, at det her lige var stedet for Sank med hans trang til vand som nogen af os lider af. En fantastisk flot udsigt over de to floder der mødes her med de høje bjerge i baggrunden, fik ham endda til at tage nogle billeder, ligesom han tog flere af den lille der imponerede alle ved simpelthen ikke tage sig af larmen eller andet. Og for at understrege at han kun reagerer negativt når Thai madammerne skriger ham ind i hovedet, lod han totalt som ingenting da et meget kraftigt halv times buldrende regnvejr, fik bliktaget til at larme så meget at vi ikke kunne snakke sammen, knægten sov som en sten. Det grinede vi noget af, for det var meget larmende :o

Først da det sluttede, mente han at det var ved at være tid, så Kat satte sig med ryggen til alt og alle med et tæppe over sig for ikke at afsløre noget, og gav ham den gode næring. Da det var overstået, bøvsede han et par gange inden han hurtigt lukkede øjnene igen af bar træthed, hold kaje det er herligt han er så nem ((134((

Det må være godt for denne gang, alt for meget negativt, og alt for meget om sygdom, så jeg vender tilbage når det går bedre.

Tak Buddha for det du giver os alle ((6))((6))