---

Dagbogen 12.09.2012 Kanchanaburi.

Godmorgen Dagbog.



Et mareridt er begyndt ((114((

Knægten æder og æder, og vokser og vokser. Han sover som en sten det meste af dagen, og stadig uden at brokke sig det mindste, så her er gudskelov ikke hverken hyl eller skrig i huset /sov/

Men der et problem jeg ikke ved hvordan jeg løser, og problemet er Kat og hendes enten manglende hukommelse eller forståelse !!

Forrige lørdag aften, sad jeg og så film på Pc’en mens Kat var i soveværelset hvor hun fodrede ædedolken. Jeg var langt væk i Avengers jeg havde hentet på nettet, og tænkte ikke videre over Kat og den lille udover at jeg som sædvanligt håbede at hun holdt ham varm, han har været snotforkølet siden han kom hjem fordi Kat ikke tænker på gennemtrækket vi har.

Men pludselig hørte jeg hun sagde mit navn meget spagt, jeg kiggede hen mod soveværelsesdøren, og så Kat stå der med knægten på skulderen. Hun så meget underlig ud der gjorde at jeg forstod der var noget galt, så jeg spurtede ned til dem for at se hvad problemet var.

Knægten trak ikke vejret og havde mælk ud af næse og mund, og havde vendt det hvide ud af øjnene, Kat stod helt forstenet og gjorde intet for at hjælpe ham. Så jeg daskede ham lynhurtigt i ryggen der fik liv i ham igen, sagde at Kat skulle fortsætte ( som hun ikke magtede !!), hældte noget vand i en flaske jeg tvang ham til at drikke for at aktivere synkebevægelsen igen, og lagde ham så på siden på sofaen, der fik ham til brække sig i lårstykke stråler og blive normal igen. Og alt det på grund af Kat der kategorisk nægter at gøre hvad jeg og andre fortæller hende,huske hvad folk siger, eller huske hvordan det lige var hun gjorde for blot 1 time siden, hun har sin helt egen mening om alt, og er ikke til at rokke.

For fanden hvor var jeg bange, jeg var gal på samme tid og skældte hende ud så alle naboerne kunne høre det der ragede mig en høstblomst. Endnu en gang sad hun magtesløs og kiggede på at drengen var ved at dø uden at røre en finger, den lille detalje med at børn skal bøvse når de har spist, vil hun ikke deltage i. Han bliver lagt på sengen eller sofaen uden at bøvse med mindre jeg er der, og hver evig eneste gang må jeg sige til hende at han skal bøvse, jeg overhører hendes løgn om at det han skam gjort, og hæver stemmen for at få min vilje, og hver eneste gang jeg fortæller hende hvad hun skal gøre, bøvser han som en havnearbejder og er vædlig tilfreds.

Men det får ikke Kat til huske eller gøre som hun får fortalt, og det er ved at gøre mig sindssyg af arrigskab, og ikke mindst rædselslagen over muligheden for at miste mit barn. Så her er meget lidt muntert i huset, mit forsøg på at få Gun Ba til at formidle mine ønsker, gik i vasken. Kat fortalte ganske rigtigt at der havde været et ‘problem’, men hun glemte at fortælle at hun stod hjælpeløs og uden at gøre noget. Det er ikke godt for mig sagde hun da jeg råbte af hende, hvorfor fanden fortæller du ikke sandheden din idiot, jeg er skide ligeglad med om det er godt for dig eller ej, jeg tænker kun på mit barn, og ville have Gun Ba til at fortælle dig hvad du skal gøre. Men lige meget hjælper det, hun ringede endda til hospitalet for at høre om det var okay at drengen havde brækket sig, søster fik også samme historie uden at få sandheden at vide, så jeg er i syv sind og ved ikke hvad jeg skal gøre !!

Jeg kunne sende hende ind til søster i håbet om at hun kunne undervise Kat, velvidende at jeg så nok aldrig ser mit barn igen, men så slår Kat ham i det mindste ikke ihjel. Jeg kan ikke finde nogle her i byen på nettet der er villige til at tage sig af Kat og den lille 24 timer i døgnet, for det er påkrævet, hun nægter jo at høre efter, så det er desværre nødvendigt med en konstant overvågning.

Knægten har reddet sig en gang trøske der skulle behandles, igen aner hun ikke hvad man skal gøre, udover søsters gode råd om at væde en klud med drengens urin, og smøre tunge og indersiden af kinderne. Det nægtede jeg selvfølgelig at høre på, og fik igen hjælp af Jos_38 til en oversættelse så jeg kunne køre på apoteket. Og jeg kan ikke takke ham nok for mailen med navnet på Thai, og hvad jeg skulle sige. Jeg valgte dog at printe mailen ud for at undgå misforståelser, og vendte hjem med noget meget lilla vædske.

Nu alting er så besværligt med Kat, brugte jeg et par timer på nettet for at forhåbentlig finde noget skrevet om problemet på Thai. Og det lykkedes dælme til min store overraskelse, så Kat blev plantet foran skærmen, og fik ordre på at ikke rejse sig igen før hun havde forstået. Jeg tror hun læste det et par gange inden hun sagde hun forstod, det skulle dog vise sig at det ikke nødvendigvis betød at hun gjorde som der stod skrevet. Så efter første behandling for både hende og den lille, stoppede hun behandlingen og erklærede knægten rask.

Så endnu en ting at holde øje med i døgndrift ((10((

Og jeg er på vej til et stress, trætheds, og opgivelses punkt. Mine indkøbsture bliver nu klaret med 300 kilometer i timen i frygt for at der sker noget, jeg har mareridt om natten om den lille der bliver kvalt, og har ikke mange positive stunder. Det er sgu noget skidt det her, jeg ikke ved hvordan jeg klarer, og i og med at Kat ikke vil fortælle at hun ikke ved noget som helst om børn, er vi lige vidt uanset hvilken vej jeg vender røven.

Så hvis nogen af jer har et godt råd, tager jeg med kyshånd imod det…

Efter jeg var faldet lidt ned efter oplevelsen med knægten, ringede jeg til Jannik der ved mere om det land her end jeg nogen sinde kommer til, han har hjulpet mig flere gange med sin viden. Så jeg spurgte ham om han vidste om der fandtes nogle steder man kunne få hjælp til sådan noget jeg er ude i, men der kunne han ikke hjælpe mig. Tror du ikke bare knægten skulle brække sig sagde han efter jeg havde fortalt ham hvad der var sket, der fik mig til at svare med et, det her har jeg ikke brug for, og jeg gider ikke snakke med dig, og afbrød forbindelsen )klap)

Jeg har en meget kort lunte for tiden på grund af den manglende søvn og konstante frygt, så da jeg efter en uges tid var faldet ned på jorden igen, fik vi snakket igen.

Så der er intet at skrive om denne gang, ingen oplevelser udover den med knægten der gør at jeg er hjemme hele tiden for en sikkerheds skyld. Kun en gang tillod jeg mig at køre en tur ud til det nye byggemarked, Gun Ba var i huset og blev der til jeg kom hjem igen. Selv om jeg elsker at gå rundt sådan et sted og kan bruge timer på at se og røre, nagede frygten for at Gun Ba måske gik, og oplevelsen blev ikke så stor som den plejer. Og blomsterne kræver intet nu det er regntid der giver oversvømmelse i området, så det er blevet jævnt kedeligt at være her :(


Men jeg fik da høstet nogle flere frø fra den her plante, der laver nogle lange bælge hvor frøene jeg har døbt roadrunner på grund af opbygningen, ligger på langs indeni, indtil solen har tørret dem så meget at de kan blive taget af vinden. Jeg har nu ikke planer om at så flere i øjeblikket, de omkring 70 jeg såede for lang tid siden, fylder mere end rigeligt

Buddha skal have tak for at holde hånden over mit barn...... ((6)) ((6))