---

Jeg må indrømme jeg heller ikke kan forstå thailændernes behandling af små børn.

Da min søn var spæd, og vi var på ferie i Chiang Mai. insisterede min kone på at at få et par afslapningsdage.

Jeg gav efter og vi fandt en vuggestue/børnehave der så fin ud.

Da vi så skulle hente ham 5-6 timer efter lå han rullet ind i tæpper som en pølse, uden at kunne røre hverken arme eller ben, med sveden løbende ned af ansigtet.

Jeg blev fuldstændig vild af raseri og beordrede dem til øjeblikkelig at slippe ham løs.

De stirrede vildt på mig, farangen var blevet gal.

JEG var blevet gal!!

En anden oplevelse var da min datter var ca. 3 år, vi var på besøg på Phuket hos min kones søster, og jeg kunne høre de havde gang i en slags psykning af min datter, da hun var ved at komme i den alder hvor hun skulle til at danne sin egen personlighed.

Til sidst greb jeg ind og talte med store bogstaver, så stoppede det.

Bagefter bad jeg min kones søster gå med mig en tur langs stranden, hvor jeg forklarede hende jeg elskede min datter, og det ikke var personligt rettet mod hende selv.

Gu var det så, men så fik hun sin bagdør, og så var alt jo fryd og gammen.

Pøj pøj pen. ikke alt er så nemt som hjemme, giv efter i blandt, men når du ikke gør, så lad dem tabe med æren i behold((6))