Men som sædvanligt nu vi er i Thailand, blev spørgsmålene fra de 3 om hvad der var sket, besvaret med et Mai pen rai selv om den stakkels hund lå skrigende lå på fliserne for fødderne af dem med dybe blødende sår i halsen og i skulderen. Hold kæft jeg blev gal, denne her tåbelige tabe ansigt ting der regerer her i landet og øjensynligt ikke kan overvindes, gjorde at de 3 kunne gå tilbage uden at der var delt skældsord ud, og alle lod udadtil som om ingenting var sket. Det gør mig så hamrende gal fordi det er så tåbeligt og også er en stor del af min hverdag, hvor Kat selvfølgelig benægter at have gjort noget som helst galt, og det selv om hun står eksempelvis med et redskab i hånden der lige har molesteret en blomst der ellers havde det fint, men nu var så godt som død. Jeg prøver meget langsomt at få hende til at forstå at der ingen problemer er i at indrømme, at man vist har gjort noget galt som vi falanger godt kan uden de store konsekvenser det har for en Thai, nemlig at tabe ansigt. I virkeligheden kan jeg ikke sige til hende at det hun lige har gjort (uanset hvad det måtte være) er forkert, og prøver at vise hende hvordan det skal gøres, nej så snakker jeg dårligt om Thailand og hende, og hun bruger tid på at være sur