---

Og her en beretning om hvor galt det kan gå, hvis man ikke udviser den fornødne respekt for åndehuset og dets beboer:

Skik følge eller land fly.....

--------------------------------------------------------------------------------

En misvisende overskrift? Men måske dog alligevel ikke.

Den historie jeg vil fortælle, udspiller sig på Koh Chang for en årrække siden.
Jeg opholdt mig den gang på øen i 3 måneder, og mange af de andre besøgende var tilsvarende "farang long time". Af en eller anden grund havde Koh Chang den effekt på besøgende i midten af 90`erne.

Dette gjorde også, at de fleste kendte hinanden og tilbragte megen tid i hinandens selskab.

En aften var der en australsk gut, der efter at have været "deserteret" fra Koh Chang efter blot at have tilbragt en måned der, vendte tilbage fra et besøg i Laos.
Han havde der lidt under et anfald af dengue feber og havde tabt sig betragteligt.
For dels at fejre den fortabte søns tilbagekomst såvel som at bidrage til at han hurtigst muligt kom tilbage til en passende foderstand, blev det i "ø-rådet" besluttet at afholde et seriøst kalas nede på stranden.

Der var især stemning for at vi skulle have Puu Phat Pårng Garii, krabber, svitset i karry og det ad libitum.
Vores restaurant der var tilknyttet hyttekomplekset kunne ved en forespørgsel ikke honere denne voldsomme efterspørgsel efter krabber, da vores selskab bestod af 15 personer.
Men de foreslog at jeg selv kørte ud og indkøbte disse, og de ville så tilberede dem for os i forventningen om at få et par stykker selv.

Afsted gik det mod den nærliggende fiskerlandsby bestående af samfulde 3 bambushytter og en udrangeret longtail kano.
Her så total uddødt ud og jeg måtte opløfte min spæde røst til ikke uanselige højder for at få en smule opmærksomhed.
En søvndrukken fisker iklædt fisherman pants kom ud af sin hytte, missede mod solen, gned sig i øjnene, harkede og kløede sig i røven inden han så sagde "Arai"?

En mand af få ord. Det kan jeg så også: "Krabber, mester og 10 kilo".
"Maa sa". Kom her, lød det kortfattede svar. Han hev et net op af kanalen, der afslørede myriader af spillevende krabber, og jeg får hældt mine 10 kilo krabber over i et par medbragte net.
"200 baht!", det er jo det rene optrækkeri!

Lettet over at jeg forsvinder med indkøbet returnerer han til sin hytte. Der er nu engang ikke noget så belastende som kunder.

Vel ankommen tilbage til de andre, har personalet dækket op til os nede på stranden under kokospalmerne.
Det ser festligt ud. Alle de "usual suspects" er til stedet undtagen Orla nordmand, han har som sædvanligt svært ved at løsrive sig fra den lille restaurant, der har det prangende skilt hængende udenfor, hvorpå der står:
"Buy one bottle of Mekong and smoke all the gancha you want for free" (Jeg har udeladt alle stavefejlene)

Vi bliver bænket og ind kommer de karry stegte krabber samt et overflødighedshorn af anden thai mad.
2 thai gutter fra restauranten er også med og vi gør alle en ihærdig indsats for at støde al den dejlige mad ned, mens vores australske bekvemmelighedsflygtning underholder med historier fra Laos. Der er indikationer der tyder på, at han snart vil opnå sin gamle kampvægt igen at dømme efter de mængder af mad han indtager.

Solen er gået ned, der er ikke en vind der rører sig.
Den eneste lyd er en sagte dønning fra havet ikke 5 meter fra hvor vi sidder og så selvfølgelig cikaderne, der dog forstummer i takt med mørkets indtræden, kun en forsagt fårekylling forsætter uanfægtet sin ouverture.
Havet er sine steder oplyst af grønne lanterner, det er blækspruttefiskerne, forklarer de lokale.
Flakkende petroleumslamper oplyser vores lille selskab, og det er svært hyggeligt.
Bortset fra vores lamper er der så mørkt, at man føler at man kan skære deri. Himlen glimrer ved en utrolig mangfoldighed af blinkende stjerner i den måneløse nat.
Et sort flyveegern kommer lydløst flyvende forbi for at adsprede turisterne, mens skingre og knap hørbare hvin fra de utallige flagermus der flakser rundt for at fange myg er underlægningsmusikken. Det er et totalt fedt koncept.

Alt ånder således fred og idyl, indtil jeg pludselig hører en lyd fra kokospalmen vi sidder under. Jeg skal til at kigge op, da jeg mærker noget suse tæt forbi mit hoved og umiddelbart derefter en smerte i min lilletå.
Folk springer forskrækket op. "Hva faen var det"?
En kokosnød havde løsnet sig fra sit fæste i palmen, var drattet ned fra mindst 15 meters højde, havde passeret mit hoved i højst 20 centimeters afstand og havde ramt mig på det yderste af lilletåen med blot en lille hudafskrabning som resultat.

Jeg nåede ikke engang at blive forskrækket, det gik så hurtigt og intet skete jo.
Jeg får at vide at jeg er en "Glückpilz og Lucky Bastard, doesn`t your shit smell? Born under a lucky star" osv fra mine empatiske rejsekammerater.
Thailænderne derimod tager det helt anderledes alvorligt. Den ene af dem trækker mig til side og siger som så:

"Kan du se det Phra Phum (åndehus) der står derhenne lige ved indgangen til restauranten"?
Det kunne jeg jo godt.
"Du er vel klar over, at de eneste grund til at du ikke fik nødden i nødden var, at ånden derinde holdt hånden over dig"?
"Tjoo, hvis du siger det".

"Hvad du skal gøre imorgen er, at bringe røgelse, mad og drikke til åndehuset som tak for hjælpen".
Jeg svarer respektfuldt, dog lidt henholdende.
Jeg har absolut ikke i sinde at gøre noget i den retning, og faren er drevet over.

Generatorerne på øen forstummer kl. 22.00. Restauranten lukker, og vi begiver os så småt hjemad.
Forinden må vi dog lige forbi "ganchaa" restauranten for at hente Orla nordmand, der hverken kan gå eller stå.
Det er ligesom en tradition.

En ny dag gryr, og jeg har slået åndehuset helt ud af tankerne.

I bagklogskabens ulidelige lys var der måske ikke så klogt. Jeg har aldrig fejlet noget som helst i Thailand, men i løbet af eftermiddagen kommer der nogle symptomer på at alt ikke er helt i vater.
Jeg får en nederdrægtig hoste, ondt i tænderne og bihulerne og min stemme bliver reduceret til en hæs raspen oftest iagttaget hos kæderygende lørdagsgæster på et værtshus ud på de små timer.
Feber støder til, og jeg er reduceret til en skygge af mig selv.
Selvmedlidenheden indfinder sig, mens jeg groggy krabber af sted for at forsøge at finde et skyggefuldt sted.
Medlidenhed er dog det sidste thai fyren fra igår giver udtryk for da han passerer mig, mens jeg ligger mere eller mindre bevidstløs i min hængekøje og stønner som om min sidste time er kommet.

"Som nam na" Det bad du selv om. Han er ikke et øjeblik i tvivl om, at jeg havde set hån på hans velmente anbefaling om at vise åndehuset den fornødne respekt for at have holdt hånden over mig.
Min begejstring over at have lært et nyt udtryk kan næsten ingen ende tage, desværre kan jeg ikke rigtig udtrykke min taknemmelighed med andet end en svag bevægelse af håndleddet. Det eneste der holder mig i live er tanken om at jeg snart skal dø.

Denne bedrøvelige tilstand varede ved et par dage, indtil et par af gutterne ikke kunne tage min klynk mere. Jeg blev håndfast samlet op, anbragt på laddet af en songtaew og fragtet til den lokale "Hong Anamai" klinik.
"Hvem skal vi skrive til"? spurgte lægen lakonisk efter undersøgelsen. (Okay, der strammer jeg den)
Jeg blev selvfølgelig forsynet med et drabeligt batteri af flasker indeholdende multi-spektret antibiotika, men de gjorde jobbet, og efter en bagatel af 10 dage var min stemme på normalen igen.
Nogle hævdede at dette ikke var en forbedring, men lad det nu ligge.

Det korte det lange er, at jeg efterfølgende ikke har siddet sådanne opfordringer overhørig.
Better safe than sorry.