Debatemne: Thai-Dk Din debat side :: The Thai Spirit House

Oprettet af yindee d. 22-03-2012 07:52
#2

lidt mere om åndehuse på dansk

Ånder i Thailand
De fleste thailændere er rettroende buddhister.Men herudover er der en udbredt tro astrologi og ånder. At ånder skulle have indflydelse på ens fremtid, er i modstrid med den buddhistiske lære om det personlige ansvar. Men det siges jo også, at Niels Bohr havde en hestesko hængende over sin dør. "Den hjælper vistnok,uanset om man tror på den eller ej", mente han. Man skal holde sig gode venner med ånderne ved at formilde dem med offergaver. Udenfor mange bygninger i Thailand ses såkaldte "åndehuse", som er bolig for husets skytsånd. Ånden, som boede på grunden, inden byggeriet blev påbegyndt, er egentlig blevet tvangsflyttet til sit åndehus. Derfor skal man dagligt formilde ham med gaver som mad, drikke og blomster. Åndehuset udenfor vores hotel lignede en model af et tempel, andre er mere ydmyge. Hvis en bygning fx får tilføjet en ekstra etage, foretages en tilsvarende ændring af åndehuset.
http://www.aerenl...hai05.html

Pas på åndernes hus
Uanset hvor du rejser i Thailand, undgår du ikke at bemærke åndehusene (phra phum). De er anbragt på pæle eller andre forhøjninger, normalt på den mest solrige plet på grundene omkring thailændernes huse, forretninger, firmaer, hoteller og lignende. Og de må meget nødig opstilles i skyggen af hovedbygningen.
Åndehusene findes i utallige udformninger og ligner i de finere versioner små templer. Men oftest snarere kloninger mellem fuglehuse og dukkehuse. Her bor ånden, det usynlige væsen, som vogter grunden og bygningerne.
Det er som regel det første, man opfører på en byggegrund. Ellers får man ikke byggearbejderne til at fortsætte af frygt for, at der skal ske ulykker under arbejdet. Indvielsen af disse små huse foregår med festivitas.

Du må ikke tage det med hjem

Ånderne skal altid behandles med stor respekt. Derfor ofres der også dagligt til dem. Røgelsespinde og stearinlys brænder, små gaver, blomster og fødevarer, måske et glas sodavand, placeres dagligt i åndehusene - det hele for at bringe ånden i godt humør. En utilfreds ånd kan nemlig skabe mange problemer, samt ulykker, sygdomme og død. Derfor vover ingen heller at destruere selv et gammelt åndehus. Og man må faktisk heller ikke bringe et åndehus ud af landet, hvis man skulle få den idé at købe et.
Nogle åndehuse, hvis beboere har vist sig at være meget hjælpsomme, opsøges ofte af mange mennesker, der ellers ikke har nogen tilknytning til stedet. Men de bringer alligevel gaver til disse ånder i håbet om, at de luftige væsener også vil opfylde deres bønner. Mange ofrer bl.a. gaver til dem, før de skal til eksamen.

Grand Hyatt ombestemte sig efter uheld

Der findes sådan et ret stort åndehus foran Grand Hyatt hotellet i det centrale Bangkok, hvor der dagen igennem er et vældigt leben, ofte med musik og optræden med henblik på at løfte humøret på stedets ånd.
Det begyndte nemlig med, at de udenlandske bygherrer betragtede det som noget pjat at skulle starte med at opføre et åndehus på byggegrundens bedste plads, før man gik i gang med hotelopførelsen. Men så fulgte det ene uheld det næste. Arbejdere faldt ned og blev både dræbt og kvæstet. Hurtigt gik alt i stå. Ingen var i tvivl om, at stedets ånd var rasende.
Først da man byggede et ekstra stort og fornemt åndehus på det solrige hjørne, vendte billedet. Ingen kom længere til skade. Byggeriet blev færdigt til tiden, og så mange andre gode ting skete for de ansatte, at rygtet spredtes, så folk strømmede til for at lægge deres gaver i åndehuset i håbet om at stedets phi (ånd) også ville lade sin godhed skinne på dem.


http://www.stjern...friendly=1