Thai-Dk Din debat side

Oprettet af alene d. 22-03-2012 02:04

The Thai Spirit House
www.thai-dk.dk/uploads/sprthous.jpg

Animism in Thailand

Spirit Worship is as old as mankind itself. In Thailand the phenomenon goes back to the ancient days when the Tai's were beginning their slow migration from the Red River Delta in northern Vietnam to all parts of the Southeast TAK region. Spirit Worship, or Animism, was a religion by which the entire world lived at one time, and when Buddhism came to Southeast Asia, it developed side by side with the ancient spirit religion. Today, many of the old animistic beliefs are intertwined with Buddhism and some animistic practices still exist in Thailand. One of these which is practiced by every Thai is the Spirit House.

The Spirit House can be seen at a prominent spot outside every business establishment in the country. It can be seen on a pedestal in Front of every hotel. It dresses the corner garden area of a restaurant, the Front of a bar, disco or put Spirit houses are even seen at outdoor food markets. They are built on the grounds of Buddhist temples. outside caves in the mountains, near Fishing ponds in the valleys, and occasionally in the middle of an otherwise uninhabited forest. Most importantly, however. the Thai Spirit House is built at the yard of every home.

The purpose of the Spirit House is to provide an appealing shelter for the spirits, or celestial beings, who would otherwise reside in the heavens, Find a place in large trees, or in caves, cliffs. waterfalls or other natural surroundings. According to folklore, the spirits themselves are either good or evil, but most are just finicky and mischievous, demanding respect from humans and capable of disastrous interferences if they don't get their way, The spirit of the land, for example. expects to be informed when a human intends to start a business or engage in improvements to an existing business. If the spirit is not informed, and if the human does not respectfully request permission, the spirit can indeed cause the venture to fail.

The style and construction of a spirit house may be as simple as a typical Thai-style shelter or as elaborate as a Thai palace. The exact style often depends on two Factors, which spirit the person wishes to invite and how much one can afford for the spirit house construction. Construction itself is a specialized field and only an expert Spirit House builder would be considered for proper construction. His responsibility, in addition to construction, is to be familiar with all the necessary rituals involved so that the spirit to be invited will find it an acceptable earthly abode.

The house may be permanent or temporary, made of wood, concrete or brick. At certain times the spirits are invited down only for special occasions and this is when temporary spirit houses are built. the size may vary from the very small to a large, walk-in, ground-level affair. The houses are finished with statues, small figures, or symbols of many other sorts in the center within the spirit house. In addition, there may be various animal figures, such as elephants or hones; figures of people, such as a married couple or other images; and even furniture. Outside, around the balcony that usually surrounds a spirit house, incense holders, candle sticks, and vases for flowers are placed.

There are countless gods and other celestial beings in Thai folklore, The primary spirits the Thai's are concerned with, however, are called the Phra Bhum Jowthee , or Guardian Spirits of the Land, There are nine of guardians and each offers a different type of protection. The Guardian of the House and the Guardian of the Gardens are so frequently consulted with and prayed to that they are the only two that have permanent spirit houses built for them.

The Guardian of the House is the spirit that watches over and protects the home. It is uncertain whether there is one spirit that watches over all homes, or if individual spirits do this for each home. However, all you have to do in Thailand is look around and you'll see that every home has a spirit house. Thai families who believe wholeheartedly in the spirit house and it's importance light incense every morning and ask the spirit to watch over and protect the home. Others do it on ritual occasions.

The Guardian of the House includes the spirit or spirits who help In business matters, and spirit houses at business sites are of the same type. More often than not in Thailand, the business and the home are in the same location.

The Guardian of the Gardens also has a permanent spirit house shelter built for him. This spirit watches over and protects the natural surroundings, yards, gardens and orchards of the Thai family. There is a separate spirit for rice fields, so the Guardian of Gardens should not be mistaken for a spirit protecting all of agriculture. Rather, nature, flowers, plans and fruit are so important to the Thais that the Guardian of the Gardens receives a separate and permanent house of his own.

The other seven Guardians of the Land are Protector of Gates and Stairwells, who is believed to reside in the home doorstep which explains why one should never step on the doorstep of a Thai home; Protector of Animals ; Protector of Storehouses and Barns; Protector of Forests; Mountains; fields and Paddles; Protector of Temples; Protector of Waters ; and Protector of Military Forts and Defence.

The various temporary spirit houses built at times requiring the intercession of a particular spirit can be constructed at any time and at any place. An example of this is a spirit house that sits in the rhododendron forests at the top of Doi Inthanon in northern Thailand. Here In the middle of a forest hundreds of years old is a spirit house constructed for soldiers who died in a helicopter crash years ago. At the front of this spirit house, in addition to candle holders and incense holders, are small ledges for the placement of burning cigarettes. This because those in the helicopter were believed to have liked to smoke.

Offerings to a spirit house and the spirit who is intended to reside within can be nearly anything. The traditional offerings include flower garlands, betel leaves, bananas, rice, chicken, duck, and a wide range of other edibles and nonedibles. Candles are often used while incense is usually lit daily before a spirit house.

There are spirit houses everywhere In Thailand. Some very famous ones such as the one that houses the Chiangmai City Pillar are large enough to walk into. A visit to Wat Chedi Luang in Chiangmai will give you an opportunity to see it for yourself. At these people go to make offerings and request aid from the spirits to help them in monumental tasks such as bringing in the coming rice harvest. The ritual involved at such events often involves hundreds of people with a common goal and the spirit is called upon to help all. In return the people make promises of future offerings in the event that they are successful. Thus. a return visit to repay the spirit for his help is another important part of the ritual.

The Spirit House is one of the most fundamental features of Thai life even today and it is easily the most obvious. In Thailand devotion to Buddhism most often shows itself in ritual within a temple while Thai devotion to the spirits and especially the Guardians of the land and most often shows itself in their own front yards.

[Editor's note: many people have asked about what happens to old spirit houses. When changes dictate that a new spirit house be created, a ceremony will be held to transfer the spirit from the old spirit house to the new. After that, the old spirit house can be discarded. Many are discarded near a temple or wat, but usually at a place where other spirit houses have been discarded . So it is common to see many old spirit houses jumbled together.]

http://www.chiang...house.html

Oprettet af yindee d. 22-03-2012 07:52

lidt mere om åndehuse på dansk

Ånder i Thailand
De fleste thailændere er rettroende buddhister.Men herudover er der en udbredt tro astrologi og ånder. At ånder skulle have indflydelse på ens fremtid, er i modstrid med den buddhistiske lære om det personlige ansvar. Men det siges jo også, at Niels Bohr havde en hestesko hængende over sin dør. "Den hjælper vistnok,uanset om man tror på den eller ej", mente han. Man skal holde sig gode venner med ånderne ved at formilde dem med offergaver. Udenfor mange bygninger i Thailand ses såkaldte "åndehuse", som er bolig for husets skytsånd. Ånden, som boede på grunden, inden byggeriet blev påbegyndt, er egentlig blevet tvangsflyttet til sit åndehus. Derfor skal man dagligt formilde ham med gaver som mad, drikke og blomster. Åndehuset udenfor vores hotel lignede en model af et tempel, andre er mere ydmyge. Hvis en bygning fx får tilføjet en ekstra etage, foretages en tilsvarende ændring af åndehuset.
http://www.aerenl...hai05.html

Pas på åndernes hus
Uanset hvor du rejser i Thailand, undgår du ikke at bemærke åndehusene (phra phum). De er anbragt på pæle eller andre forhøjninger, normalt på den mest solrige plet på grundene omkring thailændernes huse, forretninger, firmaer, hoteller og lignende. Og de må meget nødig opstilles i skyggen af hovedbygningen.
Åndehusene findes i utallige udformninger og ligner i de finere versioner små templer. Men oftest snarere kloninger mellem fuglehuse og dukkehuse. Her bor ånden, det usynlige væsen, som vogter grunden og bygningerne.
Det er som regel det første, man opfører på en byggegrund. Ellers får man ikke byggearbejderne til at fortsætte af frygt for, at der skal ske ulykker under arbejdet. Indvielsen af disse små huse foregår med festivitas.

Du må ikke tage det med hjem

Ånderne skal altid behandles med stor respekt. Derfor ofres der også dagligt til dem. Røgelsespinde og stearinlys brænder, små gaver, blomster og fødevarer, måske et glas sodavand, placeres dagligt i åndehusene - det hele for at bringe ånden i godt humør. En utilfreds ånd kan nemlig skabe mange problemer, samt ulykker, sygdomme og død. Derfor vover ingen heller at destruere selv et gammelt åndehus. Og man må faktisk heller ikke bringe et åndehus ud af landet, hvis man skulle få den idé at købe et.
Nogle åndehuse, hvis beboere har vist sig at være meget hjælpsomme, opsøges ofte af mange mennesker, der ellers ikke har nogen tilknytning til stedet. Men de bringer alligevel gaver til disse ånder i håbet om, at de luftige væsener også vil opfylde deres bønner. Mange ofrer bl.a. gaver til dem, før de skal til eksamen.

Grand Hyatt ombestemte sig efter uheld

Der findes sådan et ret stort åndehus foran Grand Hyatt hotellet i det centrale Bangkok, hvor der dagen igennem er et vældigt leben, ofte med musik og optræden med henblik på at løfte humøret på stedets ånd.
Det begyndte nemlig med, at de udenlandske bygherrer betragtede det som noget pjat at skulle starte med at opføre et åndehus på byggegrundens bedste plads, før man gik i gang med hotelopførelsen. Men så fulgte det ene uheld det næste. Arbejdere faldt ned og blev både dræbt og kvæstet. Hurtigt gik alt i stå. Ingen var i tvivl om, at stedets ånd var rasende.
Først da man byggede et ekstra stort og fornemt åndehus på det solrige hjørne, vendte billedet. Ingen kom længere til skade. Byggeriet blev færdigt til tiden, og så mange andre gode ting skete for de ansatte, at rygtet spredtes, så folk strømmede til for at lægge deres gaver i åndehuset i håbet om at stedets phi (ånd) også ville lade sin godhed skinne på dem.

http://www.stjern...friendly=1

Oprettet af rinpoche d. 22-03-2012 11:51

Og her en beretning om hvor galt det kan gå, hvis man ikke udviser den fornødne respekt for åndehuset og dets beboer:

Skik følge eller land fly.....

--------------------------------------------------------------------------------

En misvisende overskrift? Men måske dog alligevel ikke.

Den historie jeg vil fortælle, udspiller sig på Koh Chang for en årrække siden.
Jeg opholdt mig den gang på øen i 3 måneder, og mange af de andre besøgende var tilsvarende "farang long time". Af en eller anden grund havde Koh Chang den effekt på besøgende i midten af 90`erne.

Dette gjorde også, at de fleste kendte hinanden og tilbragte megen tid i hinandens selskab.

En aften var der en australsk gut, der efter at have været "deserteret" fra Koh Chang efter blot at have tilbragt en måned der, vendte tilbage fra et besøg i Laos.
Han havde der lidt under et anfald af dengue feber og havde tabt sig betragteligt.
For dels at fejre den fortabte søns tilbagekomst såvel som at bidrage til at han hurtigst muligt kom tilbage til en passende foderstand, blev det i "ø-rådet" besluttet at afholde et seriøst kalas nede på stranden.

Der var især stemning for at vi skulle have Puu Phat Pårng Garii, krabber, svitset i karry og det ad libitum.
Vores restaurant der var tilknyttet hyttekomplekset kunne ved en forespørgsel ikke honere denne voldsomme efterspørgsel efter krabber, da vores selskab bestod af 15 personer.
Men de foreslog at jeg selv kørte ud og indkøbte disse, og de ville så tilberede dem for os i forventningen om at få et par stykker selv.

Afsted gik det mod den nærliggende fiskerlandsby bestående af samfulde 3 bambushytter og en udrangeret longtail kano.
Her så total uddødt ud og jeg måtte opløfte min spæde røst til ikke uanselige højder for at få en smule opmærksomhed.
En søvndrukken fisker iklædt fisherman pants kom ud af sin hytte, missede mod solen, gned sig i øjnene, harkede og kløede sig i røven inden han så sagde "Arai"?

En mand af få ord. Det kan jeg så også: "Krabber, mester og 10 kilo".
"Maa sa". Kom her, lød det kortfattede svar. Han hev et net op af kanalen, der afslørede myriader af spillevende krabber, og jeg får hældt mine 10 kilo krabber over i et par medbragte net.
"200 baht!", det er jo det rene optrækkeri!

Lettet over at jeg forsvinder med indkøbet returnerer han til sin hytte. Der er nu engang ikke noget så belastende som kunder.

Vel ankommen tilbage til de andre, har personalet dækket op til os nede på stranden under kokospalmerne.
Det ser festligt ud. Alle de "usual suspects" er til stedet undtagen Orla nordmand, han har som sædvanligt svært ved at løsrive sig fra den lille restaurant, der har det prangende skilt hængende udenfor, hvorpå der står:
"Buy one bottle of Mekong and smoke all the gancha you want for free" (Jeg har udeladt alle stavefejlene)

Vi bliver bænket og ind kommer de karry stegte krabber samt et overflødighedshorn af anden thai mad.
2 thai gutter fra restauranten er også med og vi gør alle en ihærdig indsats for at støde al den dejlige mad ned, mens vores australske bekvemmelighedsflygtning underholder med historier fra Laos. Der er indikationer der tyder på, at han snart vil opnå sin gamle kampvægt igen at dømme efter de mængder af mad han indtager.

Solen er gået ned, der er ikke en vind der rører sig.
Den eneste lyd er en sagte dønning fra havet ikke 5 meter fra hvor vi sidder og så selvfølgelig cikaderne, der dog forstummer i takt med mørkets indtræden, kun en forsagt fårekylling forsætter uanfægtet sin ouverture.
Havet er sine steder oplyst af grønne lanterner, det er blækspruttefiskerne, forklarer de lokale.
Flakkende petroleumslamper oplyser vores lille selskab, og det er svært hyggeligt.
Bortset fra vores lamper er der så mørkt, at man føler at man kan skære deri. Himlen glimrer ved en utrolig mangfoldighed af blinkende stjerner i den måneløse nat.
Et sort flyveegern kommer lydløst flyvende forbi for at adsprede turisterne, mens skingre og knap hørbare hvin fra de utallige flagermus der flakser rundt for at fange myg er underlægningsmusikken. Det er et totalt fedt koncept.

Alt ånder således fred og idyl, indtil jeg pludselig hører en lyd fra kokospalmen vi sidder under. Jeg skal til at kigge op, da jeg mærker noget suse tæt forbi mit hoved og umiddelbart derefter en smerte i min lilletå.
Folk springer forskrækket op. "Hva faen var det"?
En kokosnød havde løsnet sig fra sit fæste i palmen, var drattet ned fra mindst 15 meters højde, havde passeret mit hoved i højst 20 centimeters afstand og havde ramt mig på det yderste af lilletåen med blot en lille hudafskrabning som resultat.

Jeg nåede ikke engang at blive forskrækket, det gik så hurtigt og intet skete jo.
Jeg får at vide at jeg er en "Glückpilz og Lucky Bastard, doesn`t your shit smell? Born under a lucky star" osv fra mine empatiske rejsekammerater.
Thailænderne derimod tager det helt anderledes alvorligt. Den ene af dem trækker mig til side og siger som så:

"Kan du se det Phra Phum (åndehus) der står derhenne lige ved indgangen til restauranten"?
Det kunne jeg jo godt.
"Du er vel klar over, at de eneste grund til at du ikke fik nødden i nødden var, at ånden derinde holdt hånden over dig"?
"Tjoo, hvis du siger det".

"Hvad du skal gøre imorgen er, at bringe røgelse, mad og drikke til åndehuset som tak for hjælpen".
Jeg svarer respektfuldt, dog lidt henholdende.
Jeg har absolut ikke i sinde at gøre noget i den retning, og faren er drevet over.

Generatorerne på øen forstummer kl. 22.00. Restauranten lukker, og vi begiver os så småt hjemad.
Forinden må vi dog lige forbi "ganchaa" restauranten for at hente Orla nordmand, der hverken kan gå eller stå.
Det er ligesom en tradition.

En ny dag gryr, og jeg har slået åndehuset helt ud af tankerne.

I bagklogskabens ulidelige lys var der måske ikke så klogt. Jeg har aldrig fejlet noget som helst i Thailand, men i løbet af eftermiddagen kommer der nogle symptomer på at alt ikke er helt i vater.
Jeg får en nederdrægtig hoste, ondt i tænderne og bihulerne og min stemme bliver reduceret til en hæs raspen oftest iagttaget hos kæderygende lørdagsgæster på et værtshus ud på de små timer.
Feber støder til, og jeg er reduceret til en skygge af mig selv.
Selvmedlidenheden indfinder sig, mens jeg groggy krabber af sted for at forsøge at finde et skyggefuldt sted.
Medlidenhed er dog det sidste thai fyren fra igår giver udtryk for da han passerer mig, mens jeg ligger mere eller mindre bevidstløs i min hængekøje og stønner som om min sidste time er kommet.

"Som nam na" Det bad du selv om. Han er ikke et øjeblik i tvivl om, at jeg havde set hån på hans velmente anbefaling om at vise åndehuset den fornødne respekt for at have holdt hånden over mig.
Min begejstring over at have lært et nyt udtryk kan næsten ingen ende tage, desværre kan jeg ikke rigtig udtrykke min taknemmelighed med andet end en svag bevægelse af håndleddet. Det eneste der holder mig i live er tanken om at jeg snart skal dø.

Denne bedrøvelige tilstand varede ved et par dage, indtil et par af gutterne ikke kunne tage min klynk mere. Jeg blev håndfast samlet op, anbragt på laddet af en songtaew og fragtet til den lokale "Hong Anamai" klinik.
"Hvem skal vi skrive til"? spurgte lægen lakonisk efter undersøgelsen. (Okay, der strammer jeg den)
Jeg blev selvfølgelig forsynet med et drabeligt batteri af flasker indeholdende multi-spektret antibiotika, men de gjorde jobbet, og efter en bagatel af 10 dage var min stemme på normalen igen.
Nogle hævdede at dette ikke var en forbedring, men lad det nu ligge.

Det korte det lange er, at jeg efterfølgende ikke har siddet sådanne opfordringer overhørig.
Better safe than sorry.