---

Dagbogen 13.11.2011 Erawan Waterfall

Godmorgen Dagbog.



En pragtfuld tur i det lige så pragtfulde landskab ((6))

En songthaew hentede Kat og mig klokken 9 til aftalt tid som hygger mig gevaldigt, samme chauffør som turen med søster der forstår at klokken 9 er klokken 9. Denne gang og på grund af de mange kilometer vi skulle køre, havnede prisen på 1.800 Bht som er en fair pris for en hel dag syntes jeg.

Vi samlede Dalton op foran hotellet og startede så turen på 63 kilometer op til Erawan i denne her slet ikke affjedrede songthaew der gjorde at den lille film jeg har lavet, er en rystende oplevelse ((9((

Øjnene stod på stilke selv om jeg snart har gjort turen mange gange, og jeg sugede til mig som Dalton der interesseret kiggede når jeg fortalte hvad der dukkede op på vejen, så det var en pragtfuld tur lige så meget fordi solen bankede ned som jeg selvfølgelig udnyttede ved at sætte mig bagerst for at blive varmet op ((11(( Min store glæde ved at se de grønne bjerge kan jeg jo ikke holde mund med, så jeg ville venlig som jeg er, prøve at hjernevaske Dalton med min opfattelse. Men det behøvede jeg slet ikke bruge energi på fandt jeg ud af, han syntes det var vældig flot uden min hjælp og kiggede nysgerrigt op på de høje tinder der er rigtig mange af på de 63 kilometer op til vandfaldet.

Den gamle bil som jeg før fortalte mangler så godt som alle bekvemmelige ting, buldrede derud af og gjorde det svært at snakke sammen, og især op af bakke gik det galt for chaufføren, for som alle andre jeg har kørt med, er de store modstandere af at skifte gear. Så en fed røgsky begyndte langsomt at være irriterende når farten var nede på 40 kilometer i timen i fjerde gear, og blev ikke skiftet før vi nærmest stod stille. Men kontra en bus der bruger 3 timer på den samme tur, er det en ringe pris at betale, så alle bumpene og røgskyerne blev taget med et smil og forventningen om igen at se det smukke vandfald ((113((



Og endelig trillede vi ind på parkeringspladsen hvor det var en stor fornøjelse at strække sig, Kat havde travlt med den utrolig smukke bille her af en eller anden slags, der lige pludselig dukkede op i hendes taske på turen herop. Der blev kælet for den og Kat var lykkelig fordi den skulle betyde uendelig held, og med de kommentarer fra folk der i løbet af dagen der alle som en sagde at de ikke havde set så stor et eksemplar i mange år, og tog som en selvfølge den 5 Centimer lange bille op og kælede med den der gjorde Kat ekstra lykkelig ((134((

Så Kat der ikke forstår os når vi snakker Dansk, var glad for sit nye plejebarn der skulle med hjem havde hun besluttet, og havde så noget at beskæftige sig med som dog endte med at hun tog livet af det stakkels dyr, men mere om det senere *PC*

I dag holdt der kun 2 busser og nogle få personbiler, så håbet fra Kat’s side om at der ikke var fyldt op med folk i undertøj som hun kalder det, fik ekstra næring. Men det håb holdt kun 2 minutter da der fra en af busserne strømmede folk i badetøj ud og gik mod vandfaldet, og det var som sædvanlig kunne man næsten kalde det, russere. Men der var ikke så mange velnærede denne gang, men tværtimod nogle yderst chauffør venlige modeller som jeg gerne ville tage billeder af, men jeg var nødt til at tænke på at jeg havde øretæverne med som holdt vældigt øje med hvor jeg kiggede hen ((128((

Så kun den underskønne her fik jeg sneget et billede af, men det er også godt syntes jeg !!



Der var en vidunderlig stilhed i dag mens vi gik mod det første lille fald af mellem de knudrede rødder fra de store gamle træer der virker som om de gror op i himlen, og som jeg skrev første gang jeg var her, er det ikke handicap venligt overhovedet. Så en lidt masende tur hvor man skal koncentrere sig og se sig godt for, men med den uberørte natur der følger en på vejen, er det småting. Og Dalton var glad for det han fik at se, han tog en masse billeder i modsætning til mig der jo har et par hundrede i forvejen og sagde at han var glad for at jeg havde valgt stedet der ikke var overrendt i dag ((9((

Russerne der som bekendt er meget dårlige til Engelsk og heller ikke kan læse sproget, udfordrede selvfølgelig skæbnen ved at drille de små aber parken advarer kraftigt imod. De er aggressive og fyldt med sygdomme stod der på de store skilte, og man skulle tage sig i agt. At ingen mens vi var der blev bidt var et mysterium, for de holdt drillende solbriller op små 20 Centimeter fra dem for at nogen så kunne tage billeder af dem :VI



Vi brugte vel en times tid på at beundre de forskellige fald og holdt os langt fra de fysiske udfordringer der er i at gå længere op, så vi blev ’nede’ på jorden og sad i skyggen og hyggede os inden vi traskede tilbage, og her beviste billens held sig at være rigtig!!

For på samme sti jeg fortalte om vi gik på før, hørte jeg pludselig en hvæsende lyd der fik mig til at kigge ned. Og der lå en arrig lille klapperslange ikke så langt fra mine ubeskyttede fødder og havde hugget ud efter mig, den var gal som en tysker og gjorde et par udfald til, der fik mig til at rykke noget baglæns i bar skræk for de her lynhurtige dyr, og valgte at gå i en stor bue uden om. Kat skreg selvfølgelig op og var bange, men samtidig sagde hun gudhjælpemig, den slange bringer dig held sammen med min bille ((134(( Men vi fortsatte turen tilbage til songthaewen hvor chaufføren havde hængt en hængekøje op mellem nogle træer, og snuppede en gevaldig morfar. Jeg var kommet i tanke om Sri Na Kha Rin Dam som ikke ligger så langt herfra, og spurgte om det var noget for Dalton, der straks sagde ja. Så nye instrukser til chaufføren der fik listet den gamle bil ud på vejen, og op af de meget stejle veje der går op til dammen. Her besluttede jeg at prøve at lave den lille film fordi her er meget smukt og fredfyldt som også her hyggede Dalton bravt, at filmen er rystende må i tage med, men man kan da se hvor store forhold dammen og dæmningen er.





En skøn skyggefuld park er faktisk det man kan se på udover dammen selvfølgelig, en lille shop sælger is og vand og klart nok, khanom ((7)) Så vi handlede lidt ind og slentrede rundt i skyggen og nød den svale brise og den ro her var. Folk sad rundt om i de velkendt beton møbler og snakkede lavmælt og indtog dagens 4 måltid, ingen råbende og skrigende børn ødelagde den fredfyldte stemning, og vel kun omkring 20 mennesker i alt. Så vi brugte nok også en times tid her inden vi startede på den lange tur tilbage mod Kanchanaburi hvor vi skulle besøge Wat Tham Pu Wa.

Og Dalton blev lige så begejstret som jeg da jeg var her første gang, udover at der også her kun var få mennesker og altså stille og roligt, kiggede han med nysgerrige øjne på stallakitterne i alle deres former der meterlange nærmer sig gulvet i grotten. Flere steder er der stillet små skåle op for at opfange dråberne der stadig kommer fra nogle af dem, min forklaring til Kat om hvordan stallakitterne gennem millioner af år bliver længere på grund af det sivende vand, fik hende til at røre ved et af de fugtige steder på en stalaktit og blev forundret over at det var blødt som smør. Den nye opdagelse fik hende stolt til at fortælle en ældre dame der forundret kiggede på de her ting for første gang i sit liv, hvordan de blev lavet, så dér nåede hun længere og var stolt ((134((

En fantastisk tur rundt i de små tilhørende huler gennem de snoede og nogle steder meget smalle gange var lige så fed som første gang, Dalton prøvede at udkonkurrere mig ved at dreje sit hoved som blinklyset på en ambulance for at få det hele med, for det er en fantastisk oplevelse og så uvant for os at se, så der røg også noget tid der inden sulten meldte sig og vi lavede om på planen og kørte direkte mod restauranten der ligger ude i floden neden for Wat Tham Sua.

Desværre gjorde chaufførens sparsommelighed at han valgte at køre ind i gennem byen i stedet for den smukke tur uden om, og som ærgrede mig så meget at vi stoppede bilen og spurgte hvorfor hulen han kørte den vej. Som sagt var forklaringen at der var mange kilometer hvis vi havde fortsat på den rute jeg eller havde lagt sammen med ham for 2 dage siden. Så han fortsatte ufortrødent ind i støjhelvedet som var noget af et antiklimaks nu vi havde brugt så mange timer ude i stilheden, men drejede endelig ud på vejen der går forbi Immigration og jeg åndede lettet op i forventningen om hvad der ventede os lige så snart vi havde passeret floden. Den vej er jeg pjattet med fordi den følger floden som er synlig på venstre side, og de høje granit bjerge på højre hånd og hvor der dagligt bliver brudt granit. Jeg fik ham til at sætte farten ned så vi kunne komme ned i omdrejninger, og jeg fik vist Dalton den store slette med Kinesiske begravelses pladser som er et flot syn.

Et vink med hånden fik chaufføren til at dreje ned på parkeringspladsen hvor restauranten ligger, og vi nærmest småløb ned for at spise. Chaufføren blev selvfølgelig inviteret med som han genert gik med til og endelig kunne vi sætte os ned, jeg var specielt glad fordi turen var en udfordring for ryggen, og det skulle der gøres noget ved. Så Kat jagede den unge pige afsted efter en kølig til mig og mine piller, og det var tydeligt at hun ikke var vant til ‘kun’ at hente en øl, så Kat måtte lige minde hende om at det altså skulle være nu, og ikke når vi bestilte maden. Og efter 5 minutter virkede de to ting, og jeg fik noget fred igen og kunne tage mig sammen til at bestille noget føde. Restauranten er lidt halv dyr, men serverer noget pragtfuldt velsmagende mad der retfærdiggør prisen, og vi blev bestemt ikke skuffet da maden begyndte at invadere bordet. Den stærke mad var stærk, og det der ikke skulle være stærkt, overholdt hvad det skulle :TUP

Faktisk så meget at der pludselig var forsvundet 2 timer på den konto at planen om Wat Tham Sua blev skrottet, klokken var blevet 17 og det begyndte så småt at blive dunkelt, så vi satte os op i bilen og blev fragtet hjem igen alle sammen. Så da Dalton var sat af og vi kørte hjem, var klokken blevet 18, så det var en god beslutning vi havde taget og var afslutningen på den dag der åbenbart var så hård, at jeg faldt i søvn udenfor klokken halv ni mens jeg sad og nød smagen af en Caminante Dalton venligst havde taget med til mig, tusind tak for det, og tak fordi du også to 2 pakker røde pølser med til mig :TUP((11((



Næste dag var hviledag havde vi aftalt indtil om aftenen hvor vi aftalte at mødes nede i den gamle bydel for se på løjerne ved floden nu det var Loy Kratong, og hvor vi så kommer til hvor Kat tog livet af det stakkels dyr i forsøget på at rette op på det skrantende helbred.

Efter en hel varm dag pakket ind i en vaskeklud, og en hårdhændet behandling ned i tasken, kørte den kun på en cylinder og havde det skidt. Hun forsøgte mange ting i redningsforsøget og sagde pludselig mens jeg sad og snakkede med Dardi på Skype, at hun havde givet den medicin. Den samme medicin som hun kalder det, og som jeg opfatter som Tiger Balsam man smører på myggestik. Det svider og det brænder og er nok ikke lige fremstillet til at smøre på nødlidende dyr, så jeg kom til at kalde hende nogle grimme ting mens Dardi den skurk sad og grinede gevaldigt. Det blev hun så mopset over at hun satte sig uden for og gav den en kop vand, og ja i læste rigtigt, en kop vand :VI, og nu den garanteret også var sulten selv om den lå gispende med en kraftig slagside og bestemt ikke så sulten ud, hentede hun et 1 Kvm stort bananblad den kunne hygge sig med og brugte så de næste par timer med andre ting uden held ((125((

Så den har forladt denne jord og ligger ude på terrassen stadig med sine utrolig flotte farver ((6))

Og endelig skulle jeg så opleve Loy Kratong efter 3 år herude, vi valgte at gå derned og lade knallerten stå hjemme og blev mere og mere glad for den beslutning da vi nærmede os byen. For trafikken var sindssyg og havde lammet hele området omkring busstationen, betjente stod overalt og gjorde hvad de kunne for at løse den hårdknude uden synligt held, men kæmpede bravt. Nede ved floden var der dog mere roligt selv om der var mange mennesker, små boder blev konstant sat op hvor de flotte dekorationer blev produceret on location. Men desværre var der ikke noget optog som jeg havde håbet på, jeg havde presset Kat til at spørge gud og hver mand uden held. Selv turistkontoret kendte ikke nogle tidspunkter men sagde blot, nede ved floden !!

Så de billeder jeg alle helst ville have, fik jeg ikke desværre ((10((

Men det blev til nogle få stykker i løbet af aftenen, blandt andet det her taget nede fra den restaurant hvor vi spiste. Siddende på en stor flydende ponton med den udsigt er fantastisk, noget som Dalton igen var enig i da vi igen spiste noget godt mad. En ansat kom og gav os en gratis dekoration vi kunne sætte ud i vandet og var en flot gestus syntes jeg, så den blev selvfølgelig søsat inden vi gik ned hvor løjerne skulle ske og allerede skete. På vejen tilbage stod nogle syngende og dansende skoleelever og solgte dekorationer for på den måde at støtte de oversvømmede, prisen var i modsætning til alle de andre boder væsentlig højere. 150 Bht gav hvor man alle steder kunne nøjes med at betale 20 Bht, men så gjorde vi da i det mindste en god gerning, og fik en herlig dansende glad afskedssalut fra pigerne da vi gik ned for at sætte dem i vandet. Vi fik ild i røgelsespindende og lyset og satte dem ud i floden, og her fik jeg et anfald !! For en dreng stod ude i vandet og fangede alle sammen og stjal samtlige mønter der lå i dem, jeg råbte til ham at han skulle holde snifferne fra vores der kun fik ham til at kigge på os, og så ellers fortsætte som om intet var sket :VI

Vi satte os på en stentrappe hvor Kat og jeg tit sidder og kiggede på livet der var her efter den lille episode, folk kom i massevis og satte deres ting ud og langsomt begyndte fyrværkeriet så at komme. Nogle unge mennesker stod lige bag ved Dalton med et romerlys, lidt tarvelige effekter og ikke det store halløj ved den, altså lige indtil den eksploderede i hænderne på en af dem ((128(( Et kæmpe lysglimt og en kraftig eksplosion fik os til at fare sammen, og Dalton til at flytte nervøst på sig mens de unge mennesker morede sig herligt og grinende slentrede videre som om intet var hændt ((7))

Vi sad der vel et par timer og kiggede på den strøm af mennesker der konstant var i bevægelse, ældre mennesker der blev støttet af yngre mennesker og stolte forældre der bar der spædbørn der forundret kiggede op på alle de her smukt lysende Lucky Ballon der dovent steg til vejrs og fyldte aftenhimlen med tusindvis af svagt lysende rislamper. Unge mennesker var der tusindvis af der glade og i vældigt humør i flokke drev igennem området og fyrede krudt af, så et festligt syn at se på, og KUN glade mennesker ((9((

Aftenen sluttede med Kat’s og min gåtur tilbage i håbet om at finde en tuk tuk eller taxi så vi slap for balladen med alle de forbandede hunde der er her, og heldigvis fandt vi en tuk tuk der for 50 Bht kørte os hjem hvor vi lige nåede at se et kæmpe fyrværkeri inden vi dejsede om af træthed, så et par fede oplevelsesrige dage sammen med Dalton ((11((

Buddha skal selvfølgelig takkes for at have skånet mit liv, og for at have passet på os som jeg bad ham om inden vi begyndte turen til Erawan, tak Buddha skulle jeg og sige fra Kat……… ((6))((6))