---

Hej Ida Jeg har ikke så meget tid til overs idag så lige et hurtigt svar, kig ikke på formuleringer og stavefejl, har travlt.

Selvfølgelig må du da deltage på andre tråde, men tråd skred kan være irriterende for andre.
Jeg siger ikke, at det var det, du/vi gjorde, men tråd starteren blev åbenbart ked af det, så lad ham have sin tråd i fred, vores kvidren kan vi så holde her, tak for det Yindee.

En gadepige, nej det er jeg vist ikke, stilfærdig neej heller ikke fniis, men en "sød" og pligtopfyldende pige joh, det er jeg jo nok.

Yindee,- hvordan er du dog kommet i tanke om, sådan en herlig sang, kan egentlig se lidt af mig selv i den, er det en musical?

Søde Ida vedr. mine forældre hm nu beder du mig om at fortælle noget, som faktisk går ud over de kriterier, jeg egentlig havde opstillet for hvad, er privat for mig.

Men ok, du får et lille indblik i min ”lykkelige” barndom.

Mine forældre tja, min mor var, hvad jeg vil kalde en skør hippie, hun havde en yderst laissez faire holdning til det med opdragelse.

For mig havde det den konsekvens, at jeg ikke kunne ikke have veninder og slet ikke kærester med hjem. Det var bestemt ikke, fordi vennerne ikke ville besøge mig, tværtimod, de stod i kø, for at komme med mig hjem, men det var enormt pinligt, syntes jeg.

Hos Freja var der ingen regler, når far ikke var hjemme, her måtte man te sig, som man ville, alle var lige og den enkeltes integritet skulle sikres og respekteres, du forstår, min mors motto var jo,” vi er alle lige og skal have samme muligheder, de mænd der mener det modsatte, skal ned med nakken.”

Min far hm ja, hvad kan jeg fortælle om ham.

Du ved man siger modsætninger mødes, han var min mors diametrale modsætning, når han endelig var hjemme, hvilket ikke var så tit, da han altid havde nogle vigtige projekter, der krævede hans tilstedeværelser, tog min mor til diverse kvinde protest sammenkomster i både ind og udland, min far forlangte så, at hun lod mig blive hjemme, enten hos ham eller min barnepige.

Sammen med min far, var der ingen slinger i valsen, man sad pænt for hver sin bordende, og talte kun når man blev spurgt. Han mener, voksne er bedst tjent med kun at se, men ikke høre børnene.

Skolen skulle passes, alt under et 10 tal, udløste en løftet pegefinger samt et foredrag på minimum en time, som altid sluttede af med, at jeg lovede at gøre mig mere umage, og jeg forlod altid hans kontor, med følelsen af at have svigtet ham.

Så da jeg endelig fik chancen, smuttede Tiger og jeg sammen ud på eventyr, hvor han lærte mig, at der findes andre måder at leve på, hvordan respekt for andre, egentlig kan/skal vises, for dette er jeg ham yderst taknemmelig.

Nææ til min far og mors store fortrydelse, giftede jeg mig med en mand, de ikke kan kue og som ikke tolererer, at jeg bliver såret, som elsker og respektere mig for den jeg er og som ikke er bleg for at sige sin uforbeholdne mening om deres opdragelses metoder.

Når de tre kamphaner, ved enkelte lejligheder har pustet sig op, pisser min mand lige sit territorium af, og har bedt dem begge forlade vores hjem, hvis de ikke kan lære at indordne sig. Her er det nemlig ham og mig der bestemmer.

Om jeg er rapkæftet? jo måske nok, men jeg bliver altid ked af det når/ hvis jeg uforsætligt har såret andre. Så får jeg dårlig samvittighed, mærkeligt ikke.