---

Pensionisten skrev:

"Hold kaje du får mig til at skrive meget"


Ja, jeg har en vis evne til at få folk op i det røde felt og til tasterne!

Men, kære ven, vores skæbne er mere ens end du nogensinde ville drømme om.

Jeg behøver bare ikke fise rundt for at holde muskler og led igang, tværtimod, jeg bør holde mig i ro for at undgå hjernen bliver "overloaded".

Sygdommen kaldes Bipolar Affektiv Sindslidelse (Maniodepressiv) - og jeg blev pensioneret i 1997.

Jeg vil ikke besvære dig med mit liv op til den lykkelige udgang/løsning, men det var et liv på bunden af samfundet med div. misbrug, samt sporadiske opture med jobs af kortere varighed, indtil vanviddet igen tog over...

Min kære frue - nu på 8. år - som jeg af og til har lyst til at pande en ordentlig en, er HIV-smittet...

Hun blev gruppe-voldtaget som 24-årig, en pæn og ærbar pige fra Nakhon Sawan, uddannet damefrisør, og med fast job i Bangkok gennem mange år.

Det var til en privat fest, for meget sprut, og vel også Yabaa. Hun siger selv at hun ikke hverken drak eller tog Yabaa, og jeg tror på hende, det gør man jo, ikke?

Hun var bare uheldig, det er karma, siger hun, og græder hver gang vi taler om det...

Som barn blev hun hevet ud af skolen efter 5. klasse, og sat til at arbejde i rismarkerne, samt skære sukkerrør, mens hendes 3 ældre søskende blev sendt på universitet.

Da hun var 17 flygtede hun hjemmefra, fordi faderen (en typisk fordrukken og kortspillende Thai-mand) ville sælge hende som brud til naboen for 100.000 THB.

I et år arbejdede hun fra 06.00 til 20.00 hver dag med at at skære sukkerrør, og da hun havde sparet tilstrækkeligt op tog hun en 1 års uddannelse til damefrisør, og kort tid efter flyttede hun så til Bangkok og fik sit eget liv, det havde hun ikke haft i flere år...

Familien havde hun ikke kontakt med i flere år, det er først begyndt efter at jeg mødte hende i 2002. Hun var meget vred og trist over at være blevet udnyttet som billig arbejdskraft helt fra barnsben, de troede hun var dum, og hun blev derfor flyttet ned bagest i klassen i skolen. Det var hun ikke, bare nærsynet. Synsproblemerne blev aldrig tjekket, det var i "baan nok" - og det er sgu´ ikke intelligens eller almindelig familieomsorg der plager de bonderøve!

Hendes far, mor og en ældre søster er død, men hun har kontakt til resten af familien nu, selvom det har været svært, der var mange der troede hun var død.

Vi taler engelsk sammen, det går fint nu, men ordforrådet og den intellektuelle viden er selvfølgelig yderst begrænset, hvilket jeg tror er det samme problem alle vil opleve i et så forskelligt forhold.

Hvor lang tid har vi mon tilbage sammen?

Ja, hun får jo den store "pillecocktail" to gange om dagen på klokkeslet, og bortset fra nogle ret ubehagelige bivirkninger der desværre får hende til at ligne en AIDS-syg, ja så fungerer hun udmærket..

Men ved den mindste infektion, eller fysisk/psykiske overbelastning så ryger hun på hospitalet med f.eks. diarré, forkølelse, eller total udmattelse.

Vil jeg forlade hende en dag?

Aldrig nogensinde, kun hvis jeg dør før hende, og det er mit største problem, hun er phucked hvis det sker...