---

10.06.2011 + et par dage, Kanchanaburi

Godmorgen Dagbog.



Lidt nyt fra Kanchanaburi og omegn.

Vi ankom her til Kanchanaburi i aftes ved 6 tiden, godt brugte og trætte efter den lange dag i luftaffjedrede Thailandske transportmidler ((8((, så der blev dømt hviledag og rendyrket afslapning de følgende dage med kun små opgaver på dagsordenen. Af gammel vane gik vi hen for at spise på Jolly Frog som serverer store billige måltider som samtidig smager vældigt, der var fyldt op med falanger af alle slags og i alle aldre der dog ikke forhindrede stedet i at servere maden i løbet af de sædvanlige 5 minutter. Så det lignede sig selv og var et rart og mættende gensyn, og ikke mindst meget billigt i forhold til de falang restauranter der ligger som perler på snor her :(

Så vi luskede tilbage til Sam’s House for at sove meget tidligt, lyset til badeværelset blev tændt og et nervøst skrig fra Kat rungede højt. En meget smuk og farverig frø kravlede rundt på de lodrette vægge og var nok lidt muggen over at bliver forstyrret, så den kvækkede lidt inden den forsvandt ud af vinduet igen, og inden Kat fik klasket den en på låget ((10(( og vi kunne tage endnu et bad og gå til køjs.

Omgivelserne og den dejlige svale have med en masse palmer og en lille Anlagt bæk der løber lige uden for værelset er skøn musik, for selvfølgelig vrimler det med liv her. Mange slags frøer og små og store fugle hygger sig i haven, egern springer rundt mellem palmerne og bækken er meget livlig med alle de haletudser der fiser rundt i den, så en dejlig udsigt siddende uden for værelset. Men desværre bor her også 2 diktator aspiranter der ejer 2 styks voksne, et af hvert køn, en mand og en kvinde som driver stedet. Og som jeg opfattede det gennem lange studier til en ;), opførte de voksne sig ikke som de små gerne ville have. Så der var en helvedes larm hver gang parterne røg ud i en styrkeprøve som kunne ske mange gange i løbet af en time, en noget kraftig pige på omkring 7 år der spiste hele tiden, og i øvrigt også brækkede sig konstant alle vegne, var sur over at der ikke var noget at spise nu hun lige havde tømt maven for indhold!! Så det gav lidt uvenskab, men den værste var den mindste af børnene, en dreng på en vel 4 år. Han kunne virkelig lave larm og ballade og beviste det konstant ved at skrige så selv ligene af de døde frøer der lå i haven, spjættede med benene ((8((

Det trak gevaldigt fra i den samlede vurdering af stedet, der selv om det er godt brugt og viser det, godt kunne retfærdiggøre de 500 Bht i døgnet med lidt god vilje. Og som vanligt skulle man næsten sige, er det kun børnenes to slaver der er Thai, resten af personalet er rendyrkede Burmesere der ikke snakker et ord Thai der vanskeliggør al kommunikation . Så hvis man har behov for at snakke, er man nødt til at vente til de 2 Thaier kommer frem i lyset som de sjældent gør nu de gemmer sig for børnene ((128((

Så næste dag da alt der her gik op for os, gik vi ud og lejede en knallert til 200 Bht i døgnet for at komme væk. Damen som jeg har lejet cykel af før er en venlig sjæl der altid smiler, men smilet stivnede sgu noget da jeg nægtede at leje noget af hende fordi hun krævede mit pas som sikkerhed !! For at gøre en lang historie kort, endte det med at jeg lagde 5000 Bht i depositum og en kopi af mit pas og lejede knallerten i 2 dage. Heroppe hvor politiet og hæren er oppe på mærkerne på grund af alle de ulovlige indvandrere og konstant stopper en på grund af det nylige skyderi, har jeg simpelthen ikke lyst til den ballade der kan komme nu jeg ikke kan bevise at jeg ejer et gyldigt visa som jo sidder klipset fast i passet, så jeg holder på mit gør jeg ((1((

Nå vi daffede lidt rundt for at kigge efter nogle skilte der stod til leje på, og kom vidt omkring i vores søgen uden held, men havde en hyggelig tur. Efter et par timer hvor vi for øvrigt var begyndt at ligne flæskesvær, kørte vi hen til den lille restaurant hvor Kat sidst vi var her, havde snakket godt med ejerne. De lejer forretning til 2.000 Bht og er vældigt tilfredse, og sådan en pris er lige noget der passer mig, og Kat for den sags skyld. Men desværre kan man sige, er udlejningen og købene her i området ved broen eksploderet siden vi var her sidst. Der bliver bygget nyt (og dyrt) alle vegne, og alle fornuftigt placerede forretninger er købt eller lejet ud. Den mest vanvittige pris jeg hørte var 300.000 Bht i key Money og 3.000 Bht pr måned, sådan noget hopper jeg ikke på og leder fortsat.

Et enkelt hus fik dog set i dag da en dame Kat spurgte, kom i tanke om at hun da vist havde hørt noget. Så der blev ringet rundt og Kat fik en forklaring om hvor vi kunne finde nogle der vidste hvad nummer huset havde, det viste sig at være en politibetjent der tilfældigvis opholdt sig hjemme, liggende i en hængekøje i fuld uniform inklusiv pistol der ejede huset som efter at have gnedet søvnen ud af øjnene, startede sin knallert op og viste os vej. Huset lå omme på den anden side af broen og lå langt ned af en lille soi ud til åbne marker og var perfekt beliggende, et udefra flot hus og endda med kælder og havde mange rum. Men rummene var desværre alt for små og kunne slet ikke bruges til noget fornuftigt selv om prisen til 3.500 Bht tiltalte mig, min seng i Bangkok kunne slet ikke stå nogen steder og er et must, så vi sagde pænt tak for fremvisningen og kørte tilbage igen lidt ærgerlige begge to.

Jeg tror vi begge havde brug for en omstillings dag og holdt lav profil resten af dagen, kontrasten fra det totalt støjfrie Sangkhlaburi til det travle og trafikerede Kanchanaburi var lidt voldsom. Så vi snuppede en morfar i ny og næ og opholdt os på værelset der var nogenlunde støjfrit mens jeg langsomt kom i bund med Dagbogen og alt det andet jeg ikke havde kunne lave uden Internet, en herlig lille ferie fra alting og meget afslappende. Igen luskede vi hen til Jolly Frog til aftensmaden hvor jeg pludselig fik lyst til det man kalder falangmad og bestilte en kyllingesteak med pebersauce og en bagt kartoffel, sådan en havde Kat ikke set før selv om hun selvfølgelig ved hvad en kartoffel er, så den blev fjendtligt overtaget og spist af hende til stor nydelse . Den kostede 25 Bht og var pænt stor og perfekt tilberedt, så en meget fair pris syntes jeg nu den gik til et godt formål ((8((

Næste morgen var det så tid til en tur jeg længe havde haft lyst til, en køretur på 32 kilometer mod Erawan Waterfall hvor http://www.elepha...index.html ligger godt gemt af vejen og kan være svær at finde på grund af den dårlige skiltning, kun et lille skilt på 323 fik os til at dreje ind, men folk blev spurgt om vej som fik os frem.



Modsat alle de andre turist hypede forlystelser og parker, er http://www.elepha...index.html den rene og skære naturoplevelse og en speciel oplevelse og noget der appellerer til dyrevenner. En pragtfuld gratis guidet og helt uventet tur blev tilbudt af en ung pige eller kvinde, svært at sige herude med et lille barn i hånden, der gik rundt med os og svarede på primitivt Engelsk og selvfølgelig Thai på alle vores spørgsmål, mens Mahutterne styrede de store dyr uden om os, og langsomt forsvandt i de høje sukkerrør på deres vej ned for at bade, som vi desværre kun nåede at se afslutningen på. Rundt i de jungleagtige omgivelser, hvor jeg selvfølgelig tog et par billeder af de hytter, man blandt andet kan overnatte i (uden strøm !!) og som var meget fotogene, førte os langsomt ned af de smalle stier mod Mahutternes primitive hytter der lå tæt på hvor elefanterne stod, og som fortæller lidt om økonomien på stedet.







Som i Sangkhlaburi lå her primitive bambushytter der husede Mahutterne og deres familier, høns og ænder gik snadrende rundt og ledte efter føde på de bare og golde jorde. En Isaan bus stod halvt skilt ad ud midt idet hele bag et badminton net og virkede lidt malplaceret ,tårnhøje bambus omkransede stedet med den store fossende flod som baggrund, og var simpelthen pragtfuld smuk samtidig med at den var tankevækkende !!!

For http://www.elepha...index.html har ingen penge selv om Dr. Samart Prasitphol gør alt hvad han kan for at hjælpe nødstedte og mishandlede og syge elefanter som der bliver taget godt hånd om, og alle som én arbejder gratis for sagen og går virkelig ind for det fandt jeg ud af på min tur gennem lejren. For tiden er her 8 elefanter med hver deres skavanker som er hjerteskærende at se på. Nogle er stressede og mishandlede og ser herrens ud når de står og vrikker frem og tilbage i deres tøjr, andre er simpelthen bare gamle og kan ikke klare sig selv efter et langt hårdt liv i tømmerindustrien, der har tæret voldsomt på dem og de bliver betegnet som hjerneskadede. Halve ører og fysiske skader der var meget synlige var hårdt at se på, tænk at et så smukt dyr bliver mishandlet så meget som det gør. Vær sød og tænk på det når i støder på en elefant i gaderne rundt omkring i Thailand og lad være med at give penge for at fodre dem.



Regeringen har i øvrigt forbudt det, men de lokale korrupte betjente ser gennem fingre med det for et par håndører !!!
Vi brugte et par timer på at gå rundt og se på dyrene og arbejdernes usle hjem og de halvfærdige bygninger der er beregnet til at gøre turen herud til en god oplevelse for turisterne, men som sagt mangler der penge. Regeringen støtter ikke stedet og hele projektet afhænger helt og holdent af velgørenhed som i sneglefart er ved at give pote, Dr. Samart Prasitphol store frivillige arbejde og TV optræden, samt hans taler på universiteter rundt om i landet, gør nu at små grupper af studerende ganske langsomt og ud af egen lomme betaler for et ophold og hjælper med at plante sukkerrør planter som de for øvrigt også selv betaler !!

Så hvis i en dag er i nærheden skulle i tage og besøge stedet, tag eventuelt et ophold derude hvor man kan sove med elefanterne i junglen og tage sig af dem. Deltag i arbejdet med at lave sticky rice til den 73 år gamle elefant uden tænder som ikke kan spise almindelig elefantføde, giv 10 - 20 - 30 Bht eller mere hvis i har lyst, alle bidrag er velkomne og køb eventuelt en t - shirt og giv stedet lidt omtale på en god måde !!



Med alt det her rumlende i tankerne og efter en snak med en fransk dame der ivrigt fortalte om projektet, var turen tilbage til Kanchanaburi lang. For der lever omkring 200 vilde elefanter rundt om stedet der har brug for lige så meget hjælp som de 8 patienter der er råd til at hjælpe nu, det er store tal i min verden og uforståeligt at man ikke på regeringsplan gør mere for disse store måske udrydningstruede smukke dyr, men sådan er der jo så meget jeg ikke forstår :VI

Som følge af mit besøg derude, har jeg besluttet at linke til http://www.elepha...index.html i mine Dagbøger, for på den måde måske at kunne hjælpe dem med et besøg fra bare én af jer ((6))

Og det er faktisk det eneste vi har besøgt denne gang, vores søgen efter et sted at bo er tidskrævende og svær. Og Kat som i løbet af et par dage har fået en fungerende hjerne (undskyld, men jeg selv har sagt det til hende ((134(() begyndte af egen fri vilje at gå rundt og spørge folk her som dog ikke gav pote. Kun Pi Duck mente han vidste hvor drømmeslottet lå, og kørte os derhen mens han roste huset til skyerne. En Fillipiner havde boet der ind til for en måned siden hvor han var rejst hjem igen, og huset stod nu tomt. Et stort to etagers hus med mange rum og plads til en masse venner sagde han mens vi skrumlede ned af den hullede soi og stoppede med et ryk ud for et usselt træhus han havde beskrevet som meget billigt til prisen. Kun 3.500 Bht pr måned og fri strøm, men hold kaje noget skrammel.

Huset havde stået tomt i lang tid hvis man skulle dømme efter alle rotte lortene og antallet af de døde insekter og andet der lå i et tykt lag over det hele. Spindelvævet sad som et tykt tapet foran samtlige vinduer, og det var ynkeligt at få fremvist sådan et hus. Så jeg stak ham et par Bht for turen i hans taxi og gik slukøret med Kat hen til den ældre dame hun havde snakket med for at drikke en trøste ;)

Selvfølgelig var Kat stødt ind i en ældre dame fra hendes fødeby som har en lille kombineret købmand & bar hernede på gaden. Tro mig på mit ord når jeg siger at selv om det lyder som et rigtigt druksted, er virkeligheden nu en anden med de par betonmøbler der står ude på fortovet hvor de lokale sætter sig og puster nu de har måtte gå 30 meter ((114((

Her mødte jeg en anden Dansker der sad og nød en kølig, vi nåede ikke så langt til at udveksle navne, men fik sludret lidt og hyggede os begge med at snakke Dansk igen mens den ;) langsomt gled ned. Og pludselig kiggede Kat lykkeligt på mig og sagde at en Thaidame der nu sad og snakkede med hende og den ældre dame, vidste hvor der var et hus til leje. Super positivt nu vi havde haft den anden negative oplevelse, så vi aftalte at mødes næste dag klokken 10 foran shoppen og gik hen for at spise aftensmad endnu engang på Jolly Frog, som også blev det sidste vi foretog os den dag.

Vi var selvfølgelig spændte begge to næste morgen da vi skulle møde damen, morgenen havde været positiv og god efter vores første nat her på Noble Night http://www.noblen...e.com/hvor standarden er en helt anden end det vi kom fra henne på Sam’s House. Et super lækkert rum der duftede af rengøring og blev rengjort hver dag, inklusive rent sengetøj, og en skøn skøn lille terrasse i den flotte have der bliver passet af en Burmeser fra morgen til aften var en god start på dagen. Her havde jeg siddet siden klokken 5 morgen og havde efter en tur i 7 efter morgenkaffen fulgt med i dagen der startede, og også her er der egern der adræt springer rundt mellem palmerne og tygger kan man høre på nogle nødder eller lignende. Fuglene der har rede i de ugennemtrængelige træer, snakker med deres yngel der pipper højt, og frøerne kvækker lystigt





Prisen som ellers var ved at give mig et hjerteslag, 750 Bht pr nat, blev forhandlet ned til 550 Bht som var 50 mere end Sam’s, og Kat smilede lykkeligt mens hun nærmest småløb tilbage for at kunne checke ind på det nye sted hvor vi skal være i 4 dage. Hun opfatter det vi andre ser som normalt som ekstrem luksus, så hun er stolt og har bedt mig om at tage billeder hun kan vise familien ((113((







Vi kørte efter at have ventet en halv time på damen der skulle vise os huset, endelig ud af nogle små snørklede veje til huset som skulle være fantastisk til prisen, 2.5oo Bht pr måned + forbrug selvfølgelig som lyder forjættende, og vi kom frem. Og indrømmet, det er sgu et scoop hvis ellers prisen holder når vi får snakket med udlejeren. Der er ingen støj eller larm what so ever her. Og huset fremstår som meget velholdt både inde og ude, men desværre blev billederne af huset indvendigt ikke til noget fordi jeg ændrede på indstillingerne på kameraet :VI. 2 soveværelser, en pæn stue med udgang til en fed terrasse og et stort køkken som selvfølgelig interesserede Kat noget + en meget stor terrasse, tændte os begge. Den eneste mangel var varmt vand i badeværelset som er okay, men det koster ikke så meget at installere, så intet problem i det.









Så nu venter vi kun på at ejeren tager telefonen så Kat kan snakke med hende, hun kigger konstant på telefonen nu hun allerede er ved at arrangere en lille restaurant ude i carporten. For hun keder sig gør hun, og jeg forstår hende godt, hendes liv har været fyldt af arbejde fra morgen til aften så længe hun kan huske, og nu fiser hun husleje af hver dag. Så selvfølgelig skal hun da have lov til at lave en lille restaurant hvis hun har lyst, og det giver mig så også noget fred hvis i forstår ?? Jeg savner jo selv at arbejde gevaldigt, så jeg ville være et svin hvis jeg ikke gav hende muligheden !!

Men vi mangler som sagt at høre fra ejeren af huset er lader vente på sig, i mellemtiden holder vi en kraftig ferie i ferien som er ved at kede mig lidt nu det er tredje gang jeg er i byen, og har set det meste. Der er problemer med Internettet her på stedet, og jeg har glemt at tage mit USB stik med som jeg ellers plejer så jeg kan bruge en Internetcafe. Vi var lige et smut ude ved huset for at tage et par billeder og for at drikke kaffe hos damen der havde fortalt os om huset som nu har et navn, Pi Noo som bor alene med to halvstore børn og savner en at snakke med. Der brugte vi et par timer inden vi kørte lidt rundt for at se om der skulle være noget andet interessant, men det var nu ikke så nemt som vi ellers havde fået at vide det skulle være, så vi kørte hjem i støvregnen hvor det blev bevist at Buddha passer på mig !!

For ud for den store kirkegård med de faldne soldater på hovedvej 323 og 100 meter før man drejer ned mod Soi Kaosanroad 2 som vejen bliver kaldt her i Backpackerstreet, blev vi stoppet i en stor razzia. Der var ingen kære mor selv om jeg var falang, og papirerne skulle vises frem. Men der hang jeg lidt i bremsen fordi jeg endnu ikke har fået lavet et kørekort som ellers ikke er noget problem at få. Så i mangel af bedre og for at være sparsommelig nu bror betjent lynhurtigt havde slynget det horrible beløb ud på 800 Bht (garanteret på grund af min synlige velstand nu jeg er falang ((7))) fiskede jeg mit gamle gule sygesikringskort frem og ventede spændt. Han var ikke den hurtigste knallert på havnen og brugte lang tid på at studere kortet inden han gav mig det tilbage og sagde gennem Kat at det ikke duede. Selvfølgelig duer det sagde jeg til ham og fik Kat der ved jeg har kørt lastbil hjemme til at fortælle ham det, og fortæl mand at der endda også er et telefonnummer til min forsikring og pegede på nødkalds nummeret hvis man kommer i problemer i EU. Nu han ikke ville miste ansigt over for sine kollegaer der havde travlt med at kradse penge ind kunne jeg se og høre, opgav han til sidst over den uddybende forklaring fra mig om alle de numre der står på kortet, og gav mig kortet tilbage og viftede os videre ((131((

Jeg holdt selvfølgelig masken og kunne endda præstere at fremvise et uforstående ansigtsudtryk over hans uvidenhed og rystede meget svagt på hovedet da vi kørte videre. Kat som selvfølgelig godt vidste jeg ikke havde noget gyldigt kørekort var lidt muggen over mødet og var hunderæd kunne jeg se på hende, så jeg besluttede at stoppe henne ved hendes nye ven, den ældre dame. Der investerede jeg i en ;) til 26 Bht nu jeg havde sparet så meget og fik fortalt hende historien der da den blev viderefortalt til den ældre dame, fik hende til at skrige af grin og endelig fik tøet Kat op :TUP

Det var en munter oplevelse der reddede den ellers kedelige dag med støvregn og til tider byger der afholdt os fra køre rundt og lede efter hus, og da den ældre dames boyfriend John, en Amerikaner på 68 år dukkede op og satte sig ned, fik det timerne til at gå med at snakke om alt og intet. Men det blev lidt kedeligt i længden, så i en pause i regnvejret kørte vi de 100 meter til hotellet og snuppede en morfar nu vi havde været så aktive ((8((

Alle dagene siden sidste Dagbog er blevet brugt at kigge på huse i alle retninger, men det er svært i øjeblikket at finde noget inden for en radius af max 5 kilometer fra floden, så tålmodighed er en dyd.

Nu tilbage i Nonthaburi til støjen og balladen alle vegne gør at vi begge savner Kanchanaburi, Pi On og hendes kæreste (hende med saddeltaskerne ((128(() sloges i aftes da vi trætte prøvede at falde i søvn. En gut i Annie's restaurant ville bokse, og der var larm alle vegne, så det er dælme en stor omvæltning at komme hjem ((114((

Selv om vi ikke fandt et sted at være, passede Buddha på os hver dag, det glemmer vi ikke.....((6))