Se emne

Thai-Dk Din debat side :: Bo og leve i Thailand :: Skolen i Doi Law
Hvem er her? 1 gæst(er)
 Udskriv emne
Børnene i Doi Law
#41 Udskriv indlæg
Skrevet d. 23-07-2009 10:49



Antal indlæg:
Tilmeldt: 01.01.70
 Status: Offline

Hej
I går fik vi med posten en stor kasse med pigetøj til børnene i Doi Law. Der var meget og har det været brugt er der ingen som kan se det. Som afs. stod der XXXXX, Randers. Hvem det end er så mange tak.
Hvor fanen har de min adresse fra.
Hilsen Hugo
Til forsiden  Til toppen  Til bunden
jsh71
#42 Udskriv indlæg
Skrevet d. 23-07-2009 11:05

Bruger

Antal indlæg: 1837
Tilmeldt: 22.02.09
 Status: Offline

Det er fandme da flot at sende det helt fra dk, det må da have kostet en formue bare at sende det.
Til forsiden  Til toppen  Til bunden
manse
#43 Udskriv indlæg
Skrevet d. 23-07-2009 11:34

Bruger

Antal indlæg: 701
Tilmeldt: 22.02.09
 Status: Offline

Ja os Randers bønder overrasker engang imellem, men sådan er vi jo.

Flot gjort hatten af for detThumb
Til forsiden  Til toppen  Til bunden
#44 Udskriv indlæg
Skrevet d. 23-07-2009 12:56



Antal indlæg:
Tilmeldt: 01.01.70
 Status: Offline

Hej
Eftersom ingen i DK gider skrive gode historier vil jeg bringe min historie her på siden. Desværre er der ingen blod på. Historien kan for nogle måske virke lang og kedelig, så spring fra. Historien kommer her inden for 15 min.
Hilsen Hugo
Til forsiden  Til toppen  Til bunden
#45 Udskriv indlæg
Skrevet d. 23-07-2009 12:59



Antal indlæg:
Tilmeldt: 01.01.70
 Status: Offline

Hej
Historien omhandler, hvordan jeg fandt skolen i Doi Law.

FORORD

Mit første møde med Thailand skete faktisk i Danmark.
Jeg var afløser på den dejlige kro ”Jægerkroen” i Skive. Jeg kendte nogle få thailænder i og omkring Skive.
Denne dag/aften kom Prenee og hendes mand, Pejsen, ind på kroen for at nyde en stille fyraftens øl, men den dag kom de ikke alene. De havde taget deres veninde med. Hun var også thailænder og var på ferie hos Prenee og Pejsen. Hun hed/hedder Amphan. Pladask, jeg var solgt, jeg ville have fat i hende og var ”heldig”. Vores kemi passede sammen, vi kom hurtigt på bølgelængde med hinanden.
Vi blev gift og fik 2 dejlige børn sammen, inden hun efter få år smed mig ud. Inden jeg fik sparket var vi i Thailand 3 gange. I Bangkok, hvor hun havde et hus og i Chiang Mai, hvor hendes forældre boede.
I begyndelsen boede vi i huset i Bangkok og jeg tænkte her falder jeg aldrig til. Larm, os, trafik, som jeg aldrig før havde set lignende og meget varmt.
Vi skulle videre til Chiang Mai for at besøge Amphans familie. Her måbede jeg, næsten i samme sekund som vi kørte ind i Chiang Mai og jeg var solgt. Nå som sagt blev jeg smidt ud og var alene.
Jeg/vi boede dengang i et eget hus i Rønbjerg, ca. 7 km. vest for Skive. Jeg kom godt ud af det med den lokale præst, Bøje Bruun, og hans frue, Olga.
En dag jeg var til kaffe hos dem, fortalte Olga at deres store datter skulle til Chiang Mai for at hjælpe, som frivillig, på et hospital, specielt for AIDS ramte børn. Det lød meget spændende.
Olga og Bøje viste mig en DVD fra en AIDS ramt skole i Thailand. Jeg tænkte, den skole må jeg hjælpe. Her skal lige indskydes at jeg er førtidspensionist pga. slidgigt. I Danmark fik jeg et hav af piller for at holde mig smertefri, men i Thailand, ingen smerte og ingen piller. Min danske læge siger det er kombinationen af varme og luftfugtighed som gør at man er smertefri.
Sagen var klar, jeg ville til Thailand.
Jeg solgte alt hvad jeg ejede og havde og medbragte kun én kuffert med personlige ting.
Jeg bookede en billet hos KLM, Billund – Chiang Mai via Amsterdam og Bangkok.
I dag har jeg tilbage i Danmark kun mine fantastiske 4 børn, min gamle mor på 90 og mit rødbedefarvede pas.

CHIANG MAI

Så stod jeg der, i Chiang Mai`s lufthavn og anede stort set ingenting, dog havde jeg en adresse på et guesthouse.
Sidst vi var i Chiang Mai fornemmede jeg at der var en begyndende kølig brise mellem Amphan og jeg, så lidt havde jeg været omkring for at ose/snuse lidt. Jeg fik fat i en tuk – tuk og blev fragtet til en guesthouse, Veerachai Court, i centrum af Chiang Mai. Det var d. 1. oktober.
Nu skal der indskydes at jeg den sidste aften i Danmark, sad på den lokale bodega med ”vennerne” og udtalte at jeg ALDRIG mere ville finde en thai-kvinde.
Den 2. oktober, medens jeg sad og spiste morgenmad på en fortovs cafe`, kom der, ude på gaden, en mega stor thai-dame gående. Hun vejede mindst 90 kg., skønnede jeg, men hendes ansigt, hendes øjne og hendes smil da hun så at jeg sad og savlede. Hendes øjne var som at genopfriske Walt Disneys ”Lady & Vagabonden”.
Jagten på én thai-dame var gået ind.
Helt så let som jeg umiddelbart havde regnet med var hun nu ikke. Hun var nemlig slet ikke så let at få på krogen, selvom jeg inviterede hende på drink, middag m.m. Dette fiskeri tog mig 3 mdr. før hun bed på krogen, men efterfølgende kan jeg oplyse at det var umagen værd.
Jeg flyttede ind på hendes værelse, et lille hummer, hvor sengen kun kunne stå på én måde.
Nang, som skønheden hedder, havde/har nogle venner som også blev mine venner. Der skal tilføjes at ”venner” i Danmark og venner i Thailand absolut ikke er det samme.
Vennerne herude for mig til at tænke på Jodle Birgers sang ”Rigtige venner”. Sådan oplever jeg det i hvert fald.
Gennem Nang´s, siden også mine venner og med møje og besvær fandt vi nogle kontakter til skoler med AIDS ramte børn (Den gang var ordet AIDS næsten tabu).

KONTAKTEN

Olga og Bøje Bruun havde været så flinke at låne mig denne DVD om skolen med de AIDS ramte børn.
Jeg gav én af Nang´s venner, Robin, denne DVD og spurgte om han via denne DVD kunne pejle en adresse.
Denne ven er tryllekunstner og det viste sig at han kunne trylle en adresse frem, (desværre kunne/kan han ikke trylle sygdommen AIDS væk).
Robin kunne oplyse at vi aldrig ville finde stedet uden hans hjælp.
Han foreslog så at vi betalte benzinen og så ville han rykke en dag ud af kalenderen. Han fortalte at vi skulle meget tidlig op, for vi skulle op i bjergene og på vejen derop var der ikke plads til 2 biler som skulle hver sin vej.
Kl. 03.30 kom Robin for at hente os.
Det blev/var en lang og besværlig vej, gennem et utal af hårnålesving. Vi nåede, med livet i behold, til det sted som Robin mente det var stedet hvor skolen skulle ligge.
Vi spurgte, de få forbi passende om vej, men alle rystede på hovedet. En sådan skole havde de aldrig hørt om. Jeg var overbevidst om at vi var kørt forkert. Pludselig kom der noget til syne, som absolut ikke passede ind i bybilledet. For mig lignede det en fort, én af dem man ser i de gamle western-film. Vi nærmede os noget som lignede indgangen til en fæstning. Der var en checkpoint, hvor 2 vagter kom os i møde. De spurgte om vores ærinde her i ”ingenmandsland”. Da vi så havde fortalt dem at vi måske var mulige sponsorer ringede de, ja jeg ved ikke hvor mange steder, for at få grønt lys. Det fik vi og kørte gennem porten og hen til næste checkpoint.
Her skete der det samme som ved første checkpoint dog med den undtagelse at her måtte jeg afleverer mit pas.
Jeg har tidligere kaldt bygningerne for fort/fæstning, men jeg tror ordet ”fængsel” er mere på sin plads.
Da vi så, langt om længe, kom ind i ”paradiset” blev vi henvist til et møderum.
Vi blev, efter en rum tid, mødt af 3 personer med næsen i sky.
Jeg er temmelig overmalet af tatoveringer, så jeg befinder mig langt nede på rang listen.
Den ene spurgte så om vores ærinde. Jeg forklarede at vi muligvis var mulige sponsorer for skolen. ”I hvilken retning” blev der svaret tilbage. Jeg fortalte dem så, hvordan jeg ville samle penge ind til skolen og at jeg lige nu og her havde 50000.00 bath i lommen som en foræring til skolen. Møde rummet, hvor vi befandt os var grå, trist og kedelig da vi kom ind, men lige med et blev rummet lys og levende og skidt med Hugos tatoveringer. Nu kom der jo lige pludselig ”dollars” på bordet, så kunne Hugo godt bruges.
Jeg insisterede på at se skolen først.
Her ramte jeg en ny Berlin-mur. Det kunne sandelig ikke lade sig gøre uden forudgående aftale. Jeg skulle bestille tid 2 til 4 uger før for en rundvisning.
Jeg sagde til Robin at nu ville jeg hjem til Chiang Mai.
Vi kørte tilbage og jeg havde stadig 50000.00 bath i lommen.
Vi var tilbage i Chiang Mai omkring kl. 20.00, trætte, udmattede og uden resultat.
Jeg var skuffet, meget skuffet og det tog mig et par dage at fordøje denne oplevelse. Hver morgen efter morgenmaden tjekker jeg min e-mail i en nærliggende internet-café.
Denne morgen var specielt, for i min indbakke var der en besked fra Brovst. Jeg åbnede brevet og hvilken overraskelse. Brevet var fra en missionær par som åbenbart havde noget at gøre med AIDS care. De spurgte mig hvad jeg havde gang i.
Havde de ikke været kirkens tjener havde de nok spurgt således ”Hvad FANDEN har du gang i” men det undlod de. Jeg skrev tilbage om mine hensigter. Derpå modtog jeg en mail fra dem hvor de skriver, ”Vi imødekommer dine ambitioner for at hjælpe skolen, men må oplyse dig om at de penge som bliver indsamlet skal sendes til Brovst, hvorefter de vil blive fordelt.
Nej tak var mine ord. De penge som jeg indsamler i Chiang Mai skal ikke først til Danmark og så derefter til Chiang Mai, det lugter. Jeg vil se, fysisk, at de donationer også blive brugt til formålet.
Så jeg vendte tilbage til vores ven, Robin; for at spørge om han kunne finde en anden skole.

SKOLE NR. 2

Den næste skole var nærmest et tilfælde.
Jeg sad, som før omtalt på Internet cafeen og nød min kaffe og sodavand, jeg må jo ikke skrive pilsner, af hensyn til sarte øre.
Da kom der en sød, yndig pige og spurgte om hun måtte tage plads ved siden af mig, hvortil jeg absolut ingen indvendinger havde .
Vi kom hurtigt i snak og det viste sig at hun var fra Japan og arbejdede som frivillig på en skole med AIDS ramte børn. Det gjorde mig mere end rimelig nysgerrig. Jeg spurgte om en masse ting og det endte med at hun ville arrangerer et besøg , for mig, på skolen.
Efter 3 dage kom der en invitation til besøg på skolen.
Sammen med invitationen var der et tidsbestemt skema, som åbenbart skulle følges nøje.
Jeg havde ved samme lejlighed bedt Robin, min trylle-ven, om at medbringe hans ting så han kunne lave et show for børnene.
Ved ankomsten til skolen så jeg straks at det ikke var skolen for mig.
Skolen fremstod som pæn og veltrimmet ned i alle detaljer. Ikke et græsstrå vente forkert.
Elevernes uniformer var perfekte, ikke et hul nogen steder, nej det var ikke noget for mig.
Tryllemanden, Robin, lavede sit trylleshow og vi havde et møde med de ledende på skolen. Jeg var på det tidspunkt allerede klar over at mødet var værdiløst. Nå men vi fik fremlagt vores hensigter og som allerede spået var det vi tilbød pebernødder i forhold til det de fik i forvejen.
De var nemlig sponsoreret af en meget rig finans-mand fra Japan.
Vi kørte tilbage til Chiang Mai med uforrettet tjeneste, men jeg gav ikke op, jeg ville finde en skole som havde brug for mig.

SKOLEN I DOI LAW

Skolen i Doi Law var også en tilfældighed.
”Trylle-Robin” som havde være os behjælpelig fortalte lige pludselig at hans far var pedel for en sådan skole.
Jeg spurgte Robin om han kunne arrangere et møde på skolen.
Han vente tilbage og berettede at vi kunne komme når det passede os.
Det var en anden tone end de 2 foregående skoler.
Vi blev mødt med smil, ”ægte” smil, da vi ankom.
Skolen bestod dengang af 250 elever, 6 lærer, hvoraf kun én kunne lidt engelsk og en pedel, Robins far.
Der blev holdt et foredrag om skolen. Der blev bl.a. fortalt at lærerne arbejdede som frivillig eller for en meget lille løn. Det var en statsskole, som var gemt væk, langt fra alfarvej.
De fik THB 7.00 om dagen pr. Elev (det svare til ca. DKK 1.10) og det rakte lige til ris og vand, men ingen kød.
Der var ingen buget for vedligeholdelse af skolen.
Der var ingen penge til skolen.
De 250 elever boede på skolen, var alle ramt af AIDS og deres forældre var døde af den frygtelige sygdom.
Der var heller ikke penge til medicin.
Efter dette foredrag blev vi vist rundt på skolen.
Skolen er beliggende i et grønt område, hvilket gør at de som passér skolen, får det indtryk at det er en dejlig skolen, men dette er falsk. Alt er gammelt, utæt og meget slidt. F.eks. var der den dag kun én toilet ud af 6 som var brugbart.
Der var kun én bygning vi ikke måtte komme i, læren fortalte, på engelsk, at det var ”last trip in this world”
Nang og jeg blev hurtige enige om at det var skolen vi ville hjælpe.
De ville være taknemlige for lidt og ikke grådige som de 2 andre skoler vi havde set. Jeg havde på det tidspunkt et firma, som hed Dan – Thai Eksport og jeg lovede skolen at 3% af min omsætning ville tilfalde stedet, hvis pengene vel at mærke gik til eleverne og ikke i lærernes egene lommer.
Vi gik i gang, men min eksport til Skandinavien gik sløjt. Vi måtte finde på noget andet.
Vi var flyttet i et lejet hus, ca. 15 min. udenfor Chiang Mai City og gaden vi bor på er en stillegade hvor alle kommer hinanden ved. Lige over for os var/er et lille udskænkningssted og der gik vi over hver aften og købte os ”en lille én”.
Eftersom jeg var den eneste farang på gaden var folk nysgerrige efter at vide hvad sådan en abekat lavede her.
Der gik ikke mange dage før end vi var en del af ”familien”.
Vi nævnede skolen i Doi Law og folkene lyttede med interesse og vi spurgte om der var nogen som havde nogle ideer til hvordan vi skaffede penge til skolen.
Der kom mange forslag, men desværre ikke brugbare, men de viste virkelig interessen og det var positiv.
Vi fik skrabt så meget sammen med møje og besvær at vi kunne ringe til Doi Law og fortælle at vi gerne ville komme derud og bespise børnene og fik beskeden om at vi var hjertelig velkommen.
Vi allierede os med trylle-Robin så han kunne give et show.
Så kom dagen, hvor vi skulle derud og hvilken dag.
Vi startede med at køre i Lotus for at handle ind, købte ris, kød, sodavand og chips i lange baner.
Ude i Doi Law havde vi bestilt en lokal ismand til at komme.
Nang hjalp til i køkkenet med tilberedningen.
Børnene spiste og drak Pepsi, Fanta og Sprite så det næsten væltede ud af ørene på dem.
Efter middagen fik de at vide at på den anden side af bygningen holdte en ismand og de kunne bare spise til de revnede, vild begejstring.
Efter isen blev der udleveret en pose chips til hver og vi skulle opleve en trylleshow. En dejlig dag var ved at være overstået, lærerne linede børnene op, hvorefter der kom 2 børn hen til os og sagde tak for en dejlig dag, de sluttede med ordene ”kom snart igen”.
Jeg ved ikke hvordan Nang havde det, men hos mig skulle der tørres øjne flere gange. Da vi kørte derfra stod de alle og vinkede.
Jeg var klar over at jeg havde fundet et gøremål af stor værdi og det ville absolut ikke være sidste gang Nang og jeg ville tage turen til skolen.
Da vi kom tilbage til Chiang Mai skulle vi lige over på den ”lokale”, dagens oplevelser skulle skylles ned.
Nang fortalte vidt og bredt om dagens forløb og alle lyttede spændt.
Det blev sengetid, men jeg kunne ikke sove, den ene tanke efter den anden kørte rundt i hovedet på mig, søvnen vandt alligevel i sidste ende.
Efter en god nats søvn vågnede jeg ved at jeg høret Nang snakke. Det var fruen fra whiskybaren, hun havde foreslået at vi stillede en kasse op på baren så kunne gæsterne smide en skærv i en gang imellem. En god ide og vi var kommet et skridt videre, i den rigtige retning.
Nang lavede en kasse til indsamlingen, hun printede nogle billeder ud og dekorerede kassen med disse.
Kassen blev stillet op og vi ventede spændt. Gæsterne modtog denne nyhed særdeles positiv og der kom penge i.
En gæst kom hen til Nang og spurgte om han kunne tillade sig at smide mønter i, hvortil svaret var ”lidt har også ret” ellers var vi her ikke.
Dagen oprandt, hvor kassen skulle tømmes. Milde himmel der var én 500 Bath seddel og én 1000 Bath seddel. Jeg blev lidt nysgerrig for at finde ud af hvem som havde givet så meget. Det viste sig at de 500 stammede fra en arbejder som lige havde fået udbetalt bonus fra sin arbejdsplads og de 1000 kom fra den lokale borgermester som også ejer en tømmer/snedker fabrik, han skulle senere vise sig at være en god kontakt. Der blev ved lejligheden samlet mere end 5000 Bath sammen, fantastisk.
Vi måtte en tur til Doi Law, hvilket vi absolut ikke havde noget imod.
Hele seancen fra før omtalte gentog sig.
For måske første gang i mit liv følte jeg at jeg virkelig udførte et stykke betydningsfuldt arbejde.
Jeg begyndte at lægge lidt ud på nettet om skolen.
En dag kom den lokale borgermester og fortalte at de var nogle stykker, der gerne ville se skolen. Selvfølgelig måtte de se skolen og der blev aftalt en dato.
Dagen før denne dato var der livlig aktivitet hos et køkken her på gaden. Det viste sig at være mange af gadens damer som sammen lavede mad til skolen.
Den morgen hvor vi skulle af sted blev en ladvogn læsset med den gode mad som damerne havde lavet og ikke nok med det, der var doneret små stykker legetøj til hver af eleverne, oveni var der købt chips og mælk.
Vi kørte til Doi Law. Da vi ankom fik vi os en overraskelse for efter en rundvisning og middag var det børnene som underholdte os med sang og musik. Gæsterne som var med var udover den lokale borgermester, den lokale politimester og en direktør for et cargo og de var af samme mening som jeg, her trængte til hjælp.
Den lokale borgermester donerede 10000 Bath, den lokale politimester ville iværksætte en indsamling på politistationen, hvilket dog senere blev trukket tilbage, idet der ikke må foretages private indsamlinger på offentlig steder. Direktøren donerede borde og stole til et påbegyndt biblioteks bygning. Alt i alt en fantastisk dag som Nang og jeg var mere end stolte af.
Spillet var begyndt, musikken begyndt at spille og brikkerne til det store puslespil begyndte at komme, men der manglede noget, der var ingen system i det vi foretog os. Det skal jeg så sandelig love der kom.
Jeg blev kontaktet af en herre fra Sydthailand. Han ville gerne have flere oplysninger om skolen. Det fik han naturligvis og ringede nogle dage senere og fortalte at de var en lille klub, som sparede lidt penge sammen, som så derefter blev uddelt til ”værdigtrængende”. Vi var kommet i betragtning, der var 10000 Bath til os.
Han spurgte om pengeoverførslen, hvortil jeg svarede jeg synes han selv skulle aflevere dem på skolen, hvilket han indforstået med og vi aftalte en dato.
Vi var ude på skolen, han afleverede pengene, hvorefter han sagde ”det her skal sættes i system”, jeg kunne kun være enig deri.
Han boede hos os nogle dage, hvor han forelagde nogen forskellige måder at takle dette på. Bl.a. nævnede han, hvad muligheder der var i en hjemmeside. Vi skulle simpelthen have vores egen hjemmeside, jeg syntes ideen var god, men oplyste samtidig at det var der p.t. ingen penge til. Jannik lyste op og fortalte at det ”lille” problem troede han, han kunne løse.
Den mand som lavede hans eget hjemmeside, Claus Nielsen, IT nørd og bor i det midtthailandske.
Claus Nielsen lever af at lave hjemmesider.
Jannik kørte hjem og ca. 1 uge senere kontaktede han mig for at fortælle at den var Claus med på, han skulle bruge nogle oplysninger og materiale.
Claus lavede en hjemmeside kvit og frit, selv vedligeholdelsen af denne tager han sig af.
I dag har vi, takket være Claus, en meget flot og overskuelig hjemmeside. Siden har og gør det stadig, lykke, for igennem denne er der flere som er blevet opmærksom på ”vores” skole og mange rare mennesker har doneret penge dertil.
Der var/er en fantastisk opbakning omkring skolen. Bl.a. har skolen fået 2 keyboard, der har gjort så stor lykke at de er blevet en del af undervisningen, de har fået et TV og DVD afspiller til brug i undervisningen, biblioteket har fået fliser og når de er lagt køber vi maling, så den fremstår lys og man føler lyst at komme der og ikke som i dag i grå, kold rå beton.
Når dette er færdig må vi se hvad der er af penge til at komme videre, der er nok at tage fat på.
Jeg skal også nævne at det arbejde vi lægger i skolen er 100% frivillig ikke en øre går til adm. Og sådan vil det blive ved med.
Skolen er i dag lavet om, således at der ikke længere bor elever på skolen.
Man har fundet plejefamilier til børnene så nu er de udenfor skolen i fritiden. Ydermere er der ”kun” 180 elever, hvoraf ca. halvdelen er syge. Den anden halvdel kommer fra familier som er meget fattige.
Man har fra skolens side valgt at sige at kun familier med en indtægt på THB 150.00 (DKK omk. 23.00) og derunder, om dagen kan komme i betragtning.
Den nye ordning er på forsøg i 6 måneder, men allerede nu, efter 2 mdr., kan inspektøren for skolen rapporterer at det er en succes.

FREMTIDEN

Fremtiden står lidt i det uvisse, men vi fortsætter naturligvis med at hjælpe skolen i
det omfang der er penge.
Hvor store projekter vi kan gå ind i afhænger i den grad af de donationer som måtte
komme, men som før skrevet er der nok at tage fat på.
Vi står med det problem at vi har svært ved at få vores budskab bragt ud.
Der er tilsyneladende ingen medier som er interesserede i vores arbejde og da det er
nøglen, nemlig at få budskabet ud til befolkningen, bliver det hele lidt svært.
Heldigvis er der rare mennesker som donerer og på den måde bliver vores budskab
fra mund til øre og det tager tid.
Vi er ikke én af de store hjælpeorganisationer og derfor løber vi panden mod en mur
hver gang vi henvender os et sted, men til gengæld har vi
ingen udgifter til administration.
Der er for mange som gennem årene, har forsøgt at slå plat på sådanne ting og det skader os.
Vi fortsætter, vi er ikke sådan at slå ud.
Det var så min lille beretning om en gemt og glemt skole i Doi Law, 60 km. fra Chiang Mai.

Med Venlig Hilsen
Hugo Raunholt Thomsen
Chiang Mai, Thailand
Til forsiden  Til toppen  Til bunden
jsh71
#46 Udskriv indlæg
Skrevet d. 23-07-2009 17:28

Bruger

Antal indlæg: 1837
Tilmeldt: 22.02.09
 Status: Offline

Ja tænk sig engang den historie er blevet fjernet fra en anden side, føj hvor skulle han skamme sig.

Ja undskyld mig men jeg er fandme rasende lige nu over at han har fjernet linket til børnene og den her historie.
Til forsiden  Til toppen  Til bunden
freja
#47 Udskriv indlæg
Skrevet d. 23-07-2009 17:36
Bruger avatar

Bruger

Antal indlæg: 954
Tilmeldt: 25.06.09
 Status: Offline

Hej Jsh71
Nå så så jeg rigtigt, hvad er formålet lige med at fjerne et så harmløst, men vigtigt link.
Altså hvis ikke det er cencur hvad er det så.
Til forsiden  Til toppen  Til bunden
freja
#48 Udskriv indlæg
Skrevet d. 23-07-2009 19:05
Bruger avatar

Bruger

Antal indlæg: 954
Tilmeldt: 25.06.09
 Status: Offline

Hej Hugo
Du har ret med ganske små midler kan man glæde mange i de små samfund rundt i Thailand,
kan huske vi var nogle stykker, der var på vej fra Tha ton, hvor vi jo skulle se den store Buddha. Nå men vi skulle til en rimelig fredelig militærforlægning på grænsen ind til Burma. Efter at have hilst på soldaterne og den øvrige stab. Ville nogle af vi piger, gerne se en skole hos Lahu folket. Bevæbnet med THB, slik, og frugt, fik vi en dejlig rundtur på en faldefærdig skole, hvor det ene barn, mere snotnæset end det andet, forventningsfuldt sad og kiggede på os hvide piger, de rørte fnisende og med stor ærefrygt ved vores hvide arme, en lille pige spurgte mig, hvad hun skulle gøre, for at blive hvid som mig, jeg forklarede hende at dette ikke kunne lade sig gøre( havde ikke lige nummeret til Michael Jackson), "jamen hvorfor ikke, du kan da godt blive brun som mig" Øh ja barnlig logik ik.:)
Mit lange lyse hår blev beundret fra alle vinkler, Ja selv mine hvide tæer var meget facinerende.
En retarderet dreng kunne ikke styre sig og blev ved med at gnide sig op af mig og de andre, til sidst blev det for meget for læreren, han slog ud efter drengen som sprang 1 meter væk, men var ved min side igen efter 5 min. Læreren hviskede "something wrong with the head, don't touch it" ja han sagde it.
Vi måtte alle skrive vores navne på en hjemmelavet tavle, og børnene brugte lang tid på at udtale dem, til stor morskab for os alle.
Men vi afleverede vores gaver, og gav dem penge til at forbedre tavlen og købe blyanter.

Dette for os lille beløb, skabte stor glæde og jubel, hos alle. Den form for ulandsstøtte har jeg og min bedre halvdel ofte givet, på vores ture, selvom vi normalt ikke er udstationeret samme sted. Så på denne måde får vi spredt vores støtte.
Vi rejser grundet vores arb. desværre ikke altid sammen
Til forsiden  Til toppen  Til bunden
kimp
#49 Udskriv indlæg
Skrevet d. 30-07-2009 14:40

Bruger

Antal indlæg: 38
Tilmeldt: 12.06.09
 Status: Offline

Hej.
Jeg er efter lang tids planlaegning, endelig kommet til Thailand.
Turen gaar videre til Laos, men pa vejen er jeg stoppet op i Chiang Mai for at se lidt af det smukke nordthailand.
Her Bor Hugo jo og da Hugo er en gaestfri mand, varede det da heller ikke laenge inden han kastede en invitation. Efter at han havde hoert, at jeg ville bruge tid i den nordlige del af landet.
Jeg Har vaeret paa dette forum i et aars tid og her har jeg laest om skolen i Doi Law, Det havde gjort mig nysgerrig og et af mine store oensker var at se skolen. Det havde jeg fortalt Hugo og han var ikke sen til at arrangere et besoeg.
Jeg havde hoert om de keeboards, som boernene havde faaet og om den susses det havde vaeret med dem. En af eleverne er blevet saa god, at hun tager ud og spiller for folk. Hugo snakkede om, at han ville give dem et par guitare, fordi de havde udtrygt et oenske om det.
Jeg havde et par congas(hedder de vist) eller bongotrommer om man vil og en blokfloejte, som ungerne ikke havde faaet taget livet af og dem spurgte jeg Hugo om ikke de kunne bruge. Det Kunne de absolut, sa dem tog jeg med. Jeg fik lige en ekstra af en bekendt og koebte saa fire mere.

Det var spaendende at satte sig ind i bilen, sammen med Hugo og hans kone Nang og begive sig afsted mod maalet.
Vejene i Thailand er overraskende gode ifht. hvad jeg havde forventet, men ikke helt ud til skolen. Da vi drejede fra den asfalterede var vi kommet paa landet. Her var vejen hullet og der var langt imellem de gode stykker med asfalt.
Boehlandet er vist det rette ord. Nu har jeg jo ikke vaeret paa landet i Thailand foer, men det var tydeligt, at her var pengene smaa. Vi koerte forbi smaa faldefaerdige huse hvor man kunne se famillier vaere optaget af dagens goeremaal.
Da vi ankom til skolen blev jeg overrasket over hvor stor den var. Jeg havde forestillet mig et par bygninger og ikke ret meget mere. Faktisk saa det meget godt ud ved foerste oejekast, Boernene var i fine skoleuniformer og var glade og smilende og ret fremmelige. Desvaerre var det ikke et indtryk, som holdt. Naar man kom taet pa tingene og kikede naermere efter, var stedet temmelig nedslidt. Klasselokalerne havde for de fleste lasede linoliumsgulve og malingen paa vaegene havde set bedre dage, mildt sagt. I flere af lokalerne var der kun ganske faa skolepulte og jeg gaetter paa at boernene sidder paa gulvet i disse lokaler. Der var kun to toiletter til alle eleverne til deling, saa jeg gaettede paa at mange maatte ende med at lade vandet mm. et andet sted. Jeg saa i hvert fald ikke nogen koe og det selvom vi ankom i spisekvarteret. Skolen er i forfald, det herskede der ingen tvivl om. Fodboldtbanen eller sportspladsen om man vil, som sikkert engang, har vaeret beklaedt med graes, var vokset til med nogle lave stikkende planter og jeg tror ikke at den blev brugt. Jeg var lige ude og se naermere paa bevoksningen og det kunne maerkes et styke tid efter.
Paa rundvisningen kom vi forbi flere projekter, som man havde vaeret noed til at nedprioritere og lukke ned. Et af de projekter var en gronsagshave med vaeksthus. Synd og skam. Det ville tage et par maend og en pose penge at faa det op og sta igen, men sa tror jeg ogsaa, at det kunne goeres paa en ugestid. Et af de projekter som ogsaa havde vaeret vaeltet var biblioteket, men det var under genopretning. Hugo og alle dem som har givet bidrag, har financieret projektet. Ind til videre er der kommet et nyt flisegulv, som jeg kunne forstaa, at en lokal havde vaeret sa venlig at ligge for en saerdeles farvorabel pris. Selvom stedet virker som om at regeringen har glemt det, var det rart at se, at lokalbefolkningen gav det lidt opbakning.Biblioteket saa ud til at vare faerdigt, det manglede bare en gang maling. Det gjorde hele skolen, men her var der konkrete planer om at faa det gjort, man manglede bare nogle penge, men jeg fik indtryk af, at Hugo var ved at finde en loesning. Desvaerre ligger biblioteket lidt vaek fra de andre bygninger og jeg kan godt forestille mig hvor mudret der vil blive naar der kommer vand. Der var et stykke med graes og ellers bare en stampet sti. Naa, men man maa vel tage en ting ad gangen.
Det var med blandede foelser, at jeg gik rundt paa skolen. Det foerste indtryk var hurtigt erstattet med en noget mere barsk virkelighed. Boernenes uniformer var fine, men ikke nye og stroemper med hul i baade hael og taa var mere reglen end undtagelsen. Der var enkelte undtagelser. Det var der hvor der havde vaeret nogle inde og donere til konkrete projekter. Bla var der et computerrum med ti computere, som et japansk firma havde doneret(tror jeg) Der var ogsaa etableret et vandrensningsanlaeg, saa eleverne kunne faa rent vand at drikke. Hvem der havde givet det ved jeg ikke.
Det var svaert at gaa rundt mellem alle de unger, med bevidstheden om at halvdelen af dem ikke ville blive voksne. Heldigvis var det ikke til at se hvem der var syge og hvem der var fra fattige famillier, heller ikke for boernene selv.
Det lagde en tung skygge over stedet, jeg var i hvert fald meget beroert af det da vi koerte derfra.
Der var ogsaa rare oplevelser, bla. da en lille pige paa knapt en meters penge tog mig i haanden og fulgte med rundt. Desvaerre kom jeg til at loefte hende over et sted hvor jeg ikke mente at hun selv ville kunne komme over, det skulle jeg ikke have gjort. Jeg tror hun tabte lidt ansigt over for de stoerre boern. I hvert fald kravlede pigen tilbage og beviste at det kunne hun sagtens goere selv. Flovt!
Vi skulle aflevere to guitare, som Hugo og Nang havde koebt for nogle af de indsamlede midler og de instrumenter, som havde tynget min rygsaek. Det foregik i deres musiklokale, hvor de havde en del floejter af forskellig slags og en masse trommer, som saa ud til at have tilhoert en tivoligarde. De var alle ens, meget store og var vist ikke saerligt brugte.
Der samlede sig hurtigt en flok af de lidt stoerre elever i lokalet og de var synligt spaendte paa at faa guitarene pakket ud. Det fik de lov til og inden laenge sad et par af dem og gjorde deres bedste for at faa det til at lyde af noget.
En aeldre laere kom og boernene blev baenket paa gulvet(stole var der ikke mange af, da det mest lignede et depot, selvom Hugo fortalte, at det var her, at de blev undervist). Det viste sig at han var ret habil paa guitar og floejte. Det var sjovt at hoere asiasiske melodier udsat for blokfloejte. Han underholdte eleverne lidt og fortalte dem lidt om instrumenterne og det hele sluttede med at han gik igang med at laere et par af eleverne nogle guitargreb. Det var dejligt at opleve. De hyggede sig rigtigt med de nye instrumenter og jeg tvivler ikke paa at de unge mennesker sad med baade droemme og ambitioner om at blive til noget inden for musikken. Det skal ogsa nok lykkes for nogle af dem, er jeg sikker paa.
Mens vi var paa skolen var der flere laerere, som udtrykte specifikke oensker og kemien mellem Hugo og dem, var rigtig god. Hugo virkede til at have styr paa det og jeg er glad for at jeg ikke er i hans sko. Det er noget af en opgave han har pataget sig.
Da vi skulle forlade stedet var det med en knude i maven og en foelse af at her maa goeres noget. Det virker helt urimeligt, at saadan en skole bare bliver glemt og stort set koerer paa goodwill, donationer og engagerede laerere.
Der skal nu en gang ogsaa penge til, men det har den Thailandske regering vist ikke forstaaelse for.

Efter besoeget paa skolen koerte vi ud og besoegte pedellen, som boede i naerheden, omend laengere ude paa landet. Her fik jeg et indtryk af hvordan livet leves i nogle af de mindrebemidlede i befolkningen. Her er livet haardt og pengene meget meget smaa. Tilgengaeld var smilene store og aegte og de var meget glade for den hjaelp der kommer til skolen fra Danmark. Humor synes de ogsaa selv de havde. De var i hvert fald faerdige af grin da de fik mig til at spise en uskyldigt udseende lille chillifrugt. Mere behoever jeg vel ikke at sige. En haandfuld salt afhjalp det en lille smule, men i guder! Jeg syntes ogsaa at det var sjovt da jeg omsider fik vejret.
Det var en spaendende og bevaegende dag, som jeg sent vil glemme.

mvh Kim Pedersen fra internetcafe i Chaing Mai (meget irriterende keeboard, saa i maa undskylde taste fejl mm.)
Til forsiden  Til toppen  Til bunden
jsh71
#50 Udskriv indlæg
Skrevet d. 30-07-2009 14:44

Bruger

Antal indlæg: 1837
Tilmeldt: 22.02.09
 Status: Offline

Takker for historien Kim, håber også jeg selv får fornøjelsen at komme til skolen.

Dejlig med folk som Hugo der laver sådan et skide godt stykke arbejde med skolen.
Til forsiden  Til toppen  Til bunden
#51 Udskriv indlæg
Skrevet d. 30-07-2009 15:19



Antal indlæg:
Tilmeldt: 01.01.70
 Status: Offline

Hej
Jeg vil lige korrigerer nogle små ting fra Kim´s praktfulde oplevelse.
1. Biblioteket var ikke en genbygning, men en nybygning.
2. Der er penge til at male biblioteket, men mener Kim hele skolen, så mangler der penge.
3. Håndværkerne som lagde fliserne har vi ikke betalt. Hvordan det er afregnet skal jeg lade være usagt.
Ellers en meget rammende historie om skolen og vi, Nang og jeg, er meget glade for at han fik set skolen.
Hilsen Hugo
Til forsiden  Til toppen  Til bunden
kimp
#52 Udskriv indlæg
Skrevet d. 30-07-2009 15:50

Bruger

Antal indlæg: 38
Tilmeldt: 12.06.09
 Status: Offline

Ja der var vist et par ting som jeg havde faet galt fat i, men det var en dag med mange voldsomme indtryk.
Hele skolen traengte til at blive malet. Der var ikke meget der havde ordentligt maling paa vaegende og naar jeg taenker paa de regnskyller, som kommer her, maa det vaere en skidt ting for et hus naar det staar med murvaerket blottet.
Kommer tid kommer raad, siger vi derhjemme. Jeg er bange for, at den ikke holder i Doi Law. Her er der brug for penge og haender og faktisk gerne hurtigt.

mvh Kim
Til forsiden  Til toppen  Til bunden
Gå til debat:
 

Lignende tråde

Emne Forum Svar Nyeste indlæg
Doi Tung Royal Villa Gardens, Chiang Rai, Thailand - Nord Thailand 3 27-08-2016 10:29
Beautiful Doi Suthep mountain on fire Billeder/Videoer fra livet i Thailand 2 09-05-2016 04:47
Firefox, Murphys law og Guld Tuborg. Diverse 25 26-08-2014 04:21
Army invokes martial law Hele Thailand 4 20-05-2014 03:47
Dog Smugglers At It Again, Effective Law Needed Nyheder på andre sprog 2 21-03-2012 05:48

Alt indhold på denne side er Copyright @ copy 2009 Thai DK Debat Forum Alle rettigheder forbeholdes Siden er optimeret til 1024 * 768
Powered by PHP-Fusion copyright © 2002 - 2018 by Nick Jones.
Released as free software without warranties under GNU Affero GPL v3.
Siden dannet på: 0.91 sekunder | 31,144,921 Unikke besøg | jQ Blog